Læsetid: 6 min.

Den rigtige W

Er Oliver Stone's nye film om præsident Bush paranoid fantasi eller acceptabel dramatisering? Det har instruktøren selv og en række Bush-eksperter diskuteret ivrigt siden premieren for nylig
Oliver Stones nye film om USA's afgående præsident er mindre Bush-kritisk end forventet. Alligevel har filmen skabt stor debat, særlig om forholdet mellem fakta og fiktion.

Oliver Stones nye film om USA's afgående præsident er mindre Bush-kritisk end forventet. Alligevel har filmen skabt stor debat, særlig om forholdet mellem fakta og fiktion.

Larry Downing

11. november 2008

Oliver Stones nyeste film, W, om de første tre år af George W. Bushs tid som USA's 43. præsident var imødeset med stor spænding. Ikke bare er det den første biografiske film om en siddende - og desuden enestående upopulær - præsident, den havde også premiere kort inden, amerikanerne skulle vælge samme præsidents efterfølger. Hvis man hertil føjer, at Oliver Stone er en af Hollywoods mest udtalte Bush-kritikere, var der altså lagt op til ideologisk slåskamp. Men faktisk var de overvejende middelmådige anmeldelser enige om, at filmen slet ikke var så ensidig som forventet; at den derimod ligefrem giver et ret sympatisk billede, alt taget i betragtning, af Bush. Og derfor blev det en mindre partisk, men lige så ivrig, debat om forholdet mellem fakta og fiktion - en diskussion der ofte har fulgt i hælene på Stones film, ikke mindst den bedst kendte af hans to tidligere præsidentfilm, JFK.

Internetmagasinet Slate satte sig så i sidste uge for at trænge til bunds i debatten ved igennem hele ugen at lade fire herrer, der nok burde vide, hvad de taler om, diskutere W's forhold til virkeligheden: Instruktør Oliver Stone; Ron Suskind, journalist og forfatter blandt andet til tre bøger om George W. Bush-regeringen, senest The Way of the World; Bob Woodward, journalist og forfatter til fire bøger om Bush, senest The War Within; og endelig redaktør ved Slate og forfatter til The Bush Tragedy, Jacob Weisberg.

Sidstnævnte startede med at lange hårdt ud efter Stones forhold til sandheden.

"I mine øjne er plausibilitet et nødvendigt kriterium ved succesfuld historisk fiktion. Man skal præsentere scener og dialog, som kunne have fundet sted, selv hvis de ikke gjorde. Af nyere film synes jeg, The Queen gjorde dette rigtig godt. Det meste var opspind, men fortællingen og karaktererne gled sammen med virkeligheden. Jeg anerkender, at du bruger en anden metode, men det irriterede mig hver eneste gang, jeg hørte Bush sige noget, som jeg vidste, han havde sagt i en helt anden sammenhæng. Det er ikke at fylde hullerne ud; det er virkelighedspuré," skrev Weisberg og henviste desuden til et eksempel fra filmen, hvor Dick Cheney til et møde i Det Hvide Hus argumenterer for, at USA skal angribe Irak for at skabe et amerikansk imperium baseret på kontrol over Mellemøstens oliereserver, og så vil de "never fuck with us again."

Blødsøden Stone?

"Dit svar var, at du forestillede dig hans ord som 'en forlængelse af hans tænkning'," fortsatte Weisberg. "Er Cheneys faktiske tænkning ikke frygtindgydende nok uden at ekstrapolere yderligere? Jeg mener ikke, at det, du gør her, er meget anderledes, end når John McCain og Sarah Palin anfører, at Barack Obama er skabssocialist, fordi han vil flytte noget af skattebyrden til de rige. De ord, du putter i Cheneys mund, er ord, han aldrig ville sige (...). Din version er ikke en teori. Det er en paranoid fantasi."

Oliver Stone svarede, at han stod inde for plausibiliteten i hver eneste scene, men at de nok ikke var enige om, hvilken metode der er bedst til at præsentere et historisk drama.

"Jeg mener, det øger troværdigheden at putte folks egne ord i munden på dem, selv om det er i en anden kontekst - så længe det ikke overskrider grænsen for, hvad man kan forestille sig, de ville have sagt. Og med hensyn til Cheney og hans idé om at dominere verdens ressourcer, anklager du mig for 'paranoid fantasi' og sammenligner mig, overraskende nok, med McCain og Palin. Jamen, det har jeg prøvet før (faktisk er jeg blevet sammenlignet med noget værre historiske personer). Men jeg tror ikke, at ret mange synes, det er specielt langt ude, at jeg lader Cheney-karakteren argumentere for kontrol med irakiske, iranske og eurasiske ressourcer.

Ron Suskind fandt også dramatiseringerne rimelige med begrundelsen "Det er jo Hollywood" og roste filmen for at give en vis fortællemæssig form til "denne æras Shakespeare'ske saga". Til gengæld angreb han filmen for at fratage Bush ansvaret for de skæbnesvangre beslutninger, der blev taget.

"Bush bliver hovedsageligt fremstillet som et offer for omstændighederne, en mand der er overvældet og overmatchet. Hvordan kunne der ikke være masseødelæggelsesvåben? Hvorfor er denne krig blevet en fiasko? Hvem er ansvarlig? Jeg køber den ikke. (-) Det er Bush, der udøver sin egen frie vilje. Det er hans krig. Han er ansvarlig. Jeg er sikker på, at nogle læsere og biografgængere til W spørger sig selv 'er det her et fremskridt, eller er vrede Oliver blevet blødsøden?'"

Bush er bossen

Som nævnt har flere anmeldere også bemærket Stones overraskende sympatiske fremstilling af W, som Bush hurtigt blev døbt i folkemunde. Men Stone understregede, at det er nødvendigt at føle med hovedpersonen, hvis en sådan film skal lykkes.

"Når man præsenterer en umådeligt offentlig person som W - eller Nixon for den sags skyld (Stones anden præsidentfilm fra 1995 efter JFK fra 1991, red.) - følte vi, at det var essentielt, at filmen var empatisk (ikke sympatisk) over for personen i centrum. Jeg har stærkt negative følelser for denne mand. Men som dramatiker må jeg se bort fra mine egne følelser, for at publikum kan leve igennem ham og se ham som menneskelig," skrev Stone og tilføjede, at nok spiller Josh Brolin til tider rollen som Bush med charme og fjoget uskyld, men Bush er absolut ikke uskyldig.

"Mens vi prøvede at tegne et menneskeligt portræt af George W. Bush, er jeg sikker på, at historien ikke vil skåne denne mand. At han spillede violin, mens Rom brændte (ordsprog der henviser til kejser Nero, red.), vil tale for sig selv."

Stone blev her bakket op ad Bob Woodward, der roste ham for, at filmen netop viser, at Bush sidder med ansvaret.

"Jeg synes, en af de bedste scener er, hvor Bush gør det klart over for Cheney, at det er Bush, der er bossen (...) Vicepræsidenten var utrolig vigtig, magtfuld og overbevisende, men præsident Bush traf disse beslutninger selv."

Jacob Weisberg mener endda, at empatien over for Bush slet ikke er så svær at finde, som man kunne tro, og han roser i den forbindelse Brolins præstation.

"Han spiller ham med den energi, karisma og vittige ånd, som drager folk til George W. Bush i den virkelige verden. Når man ser filmen, kan man simpelthen ikke undgå at lide den bad boy. Jeg havde en lignende følelse, da jeg skrev The Bush Tragedy. Jo mere jeg så på Bush i konteksten af hans familie, jo mere menneskelig og sympatisk blev han. Når du forstår hans personlige kampe og begrænsninger, er det svært ikke at falde for fyren," fortalte Weisberg.

Men Stone understregede kraftigt, at arbejdet med filmen trods alt ikke har ændret hans syn på manden, ligesom han ikke nærer nogen illusion om, at Bush vågner om morgenen og tænker på de slemme ting, han gør.

"Han tror på, at han er en god mand; han er på hold med englene. Faktisk tror jeg ikke, han har haft et eneste øjeblik, hvor han tvivlede på sin dyd. Han tror på den helt ind til benet, og åbenlyst var der en del af Amerika, der til en vis grad også troede på den."

Derfor håber Stone, at filmen kan virke som en advarsel mod kommende "frygtelige præsidenter".

"Vores næste frygtelige præsident kommer ikke iført ulvekostume eller snoende på et overskæg. Han - eller hun - vil virke mild, venlig og patriotisk; en som kan overbevise os om, at udenrigspolitik faktisk er ret simpelt; en som vi har lyst til at drikke en øl med. Det er en af de vigtigste lektioner, jeg håber, filmen viderebringer: Vil vi genkende den næste George W. Bush, der træder ind i national politik? Vil vi se togulykken komme, før vi er midt i den?"

'W' har dansk premiere den 5. december.

International kulturdebat skrives på skift af Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her bruger han det i selskab med QE II :
http://www.thesparkmarket.com/images/bushdevilhandqueen.jpeg

Iflg. Bush selv betyder det "Hook 'em Horns" eller
"Go Texas Long Horns !" vistnok hvad barbarerne
kalder et "fodbold"-hold.
Som det fremgår af fotos på denne hjemmeside :
http://morris108.wordpress.com/2008/06/04/bushs-and-sarcozy-berlusconi-m...
er det et meget populært "fodbold"-hold, selv Berlusconi er fan af dem .

I øvrigt betyder det der øje over pyramiden på de amerikanske "penge" også noget helt andet ..
Så dan er det med de der loger, de elsker at klaske alle deres halv/hel okkulte symboler lige i fjæset på folk og så sige til dem at de er tossede når de spørger hvad de egentlig laver der .. ligesom med "fasces" der er allemulige steder, ørne osv osv ..
det er helt tilfældigt, ligesom alt der nogensinde er sket i Verdenshistorien ..