Læsetid: 2 min.

Røv og rengøringskoner

En lørdag eftermiddag på Ku'damm så Informations korrespondent en ikke helt almindelig vinduesudstilling
Et tysk stormagasin begejstrer kunder og andre nysgerrige med blandt andet udstillingen -Millers Angelus-bøn-, hvor et gævt bondepar har sået og dyrket en kærre-fuld røve.

Et tysk stormagasin begejstrer kunder og andre nysgerrige med blandt andet udstillingen -Millers Angelus-bøn-, hvor et gævt bondepar har sået og dyrket en kærre-fuld røve.

Henriette Harris

19. november 2008

BERLIN - At befinde sig på hovedgaden i det tidligere Vestberlin, Kurfürstendamm, lørdag formiddag er omtrent som at være med til auktion på Bakkegården i Emil fra Lønneberg.

Astrid Lindgren skriver:

"Folk trængtes om alle de forskellige ting og sager, der var stillet frem på gårdspladsen og så helt forkerte ud i det klare solskin".

Når man ser bort fra det med gårdspladsen, passer det. På Ku'damm kæmper man sig igennem et hav af mennesker med anstrengte udtryk i ansigtet. De vil først-først-først hen til H&M, Peek und Cloppenburg, Nike-paladset, eller hvad storshopping-mareridtsmålene nu hedder.

Her er også gode muligheder for at havne i et rask slagsmål som karlen Alfred eller i hvert komme til skade, især ud for det 101 år gamle KaDeWe (Kaufhaus des Westens), kontinentaleuropas største varehus. Der er der altid særlig slemt.

En sky af parfume hænger over fortovet fra damerne, der har været inde og ladet sig oversprøjte af ekspedienterne, og når man så står der og er halvt afmægtig, kommer man nemt i karambolage med damernes gigantiske poser med spidse hjørner eller en forretningsmands rundsave på albuerne.

Men en lørdag eftermiddag i november var det anderledes. Folk stod foran KaDeWe og smilede. Nogle lo ligefrem. Årsagen til lattermildheden var udstillingen i vinduerne.

Dukkernes oprør

Mannequindukkerne havde gjort oprør, og i stedet for hovedløse stankelbenstynde stativer iført en kombination af efterårets modefarver var der drama i hvert enkelt vindue. Dukkerne var i centrum, ikke længere tøjet. Her var for eksempel en perpleks kvinde i en skotskternet kjole, der blev trukket af sted af en nøgen gammeltudseende mandsling.

Titlen på scenariet: Graviditetstest: Positiv.

Eller Pyt-mareridtet, hvor en mand var reduceret til et hoved på gulvet. Resten af ham var iført en af disse uklædelige ruderternede engelske veste, og han var flydt ud til en pyt. I siden stod en rengøringskone med kost og spand og alt andet end modelben og overvejede, hvordan hun skulle få bugt med svineriet. Eller Millers Angelus-bøn, hvor en bondekone skubbede en kærre fyldt med røve, som hun og manden selv havde sået og dyrket.

De groteske scenarier var nyeste projekt fra det franske teaterkompagni Compagnie Royal de Luxe, der holder til i Nantes, hvor kompagniet er blevet kendt for sit gadeteater. Mannequinernes oprør hed scenarierne, som, i løbet af en uge, hver dag ændrede sig i KaDeWes vinduer.

Menneskelige følelser som kærlighed, angst, ære, glæde, hævn, jalousi, sarthed, erotik, grusomhed eller ondskab drev dukkerne og var tydeligvis stadig følelser, der fandtes i shopping-publikummet, der stod på fortovet og glanede og grinede.

Måske befandt der sig et par usædvanlige billeder på nethinden af dem, da de hastede videre mod nye slagtilbud?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu