Læsetid: 4 min.

Sarkozy beskyldes forat slægte Berlusconi på

En ny lov gør fremtiden usikker for det offentlige tv-selskab i Frankrig. Under førstebehandlingen i Nationalforsamlingen blev Nicolas Sarkozy beskyldt for at slægte Silvio Berlusconi på. I en ny bog beskrives Sarkozy og Berlusconi som to eksempler på det samme politiske fænomen
1. december 2008

Er Silvio Berlusconi og Nicolas Sarkozy to alen af ét stykke? Franskmændene korser sig ved sammenligningen, men syd for Alperne betragter de med slet skjult skadefryd berlusconismen som den seneste italienske eksportsucces.

"Det forekommer mig, at de værdier, som karakteriserer hr. Sarkozy, ikke tilhører det Frankrig, jeg elsker. Han foreslår de samme metoder, som hr. Berlusconi anvender," udtalte den tidligere franske statsadvokat, norskfødte Eva Joly, i efteråret 2007.

I sidste uge råbte oppositionen "Ceausescu", "tosse" og "Berlusconi", da et lovforslag vedrørende det statslige tv-selskab France Télévisions var til førstebehandling i Nationalforsamlingen i Paris. Loven, som ventes at blive vedtaget den 9. december, medfører, at France Télévisions fra den 5. januar 2009 ikke længere må sende reklamer efter kl. 20. Ved udgangen af 2011 afskaffes reklamerne helt på de offentlige tv-kanaler. Samtidig får præsidenten beføjelser til at udpege og afskedige generaldirektøren for France Télévisions. Så langt er de endnu ikke nået i Italien, hvor ledelsen i Rai fortsat udpeges efter indstilling fra det parlamentsudvalg, som fører opsyn med det statslige tv-selskab. Desuden vil Sarkozy - "som det rådne kirsebær på en allerede harsk kage", som tv-journalisten Serge Cimino udtrykker det - have ret til at påbyde France Télévisions at bringe indslag om regeringens tiltag, når der sendes reklamer på den største kommercielle kanal, TF1, som ejes af præsidentens nære ven, Martin Bouygues.

Forskelle og ligheder

Umiddelbart er forskellene mellem den franske præsident og den italienske ministerpræsident indlysende: Sarkozy har været politiker hele sit voksne liv, mens Berlusconi først og fremmest er virksomhedsleder; den franske stat er stærk og kræver respekt, mens Berlusconis popularitet beror på en til tider åbenlys hån af den italienske stats institutioner. Men ifølge den franske italienskender Pierre Musso, som har skrevet bogen Le sarkoberlusconisme, har de to i hvert fald én ting til fælles:

"De forskyder begge borgerens forhold til magten fra herredømmets til kærlighedens sfære og forårsager således en forenklet spaltning mellem had og kærlighed i den offentlige debat."

Den måde, hvorpå Sarkozy og Berlusconi har erobret og udøver magten, repræsenterer ifølge Musso et nyt og originalt fænomen, som han kalder "sarkoberlusconisme". Det er ikke blot en variant af populismen:

"Med sarkoberlusconismen bliver det politiske ved hjælp af redskaber som management og tv dereguleret og teknologiseret i en sådan grad, at det økonomiske får forrang i forhold til det politiske, som understøtter økonomien, men ikke længere kontrollerer den."

Drømmefabrikken

Musso opfatter sarkoberlusconismen som et svar på det repræsentative demokratis krise efter Murens fald. De store ideologiske fortællinger skiftes ud med metaforer fra sportens verden, og Sarkozy og Berlusconi er det konkurrencedygtige demokratis dynamiske ledere. Staten skal moderniseres med den private virksomhed som forbillede. Samtidig udviskes grænsen mellem offentligt og privat:

"For mig er det, der tæller, hverken privatlivet eller det offentlige liv, men livet," siger Sarkozy.

"En grundbestanddel i sarkoberlusconismen som fænomen synes at være produktionen af fortællinger og fiktioner, der skal udfylde det tomrum, som de politiske utopier har efterladt," skriver Musso.

Den centrale fortælling handler om henholdsvis Sarkozy og Berlusconi som indbegrebet af succes. Denne fortælling giver både anledning til drømme om personlig succes og drømme om nationens forvandling til en succesfuld virksomhed. Musso betragter således den danske fremtidsforsker Rolf Jensen, der bl.a. er forfatter til bogen Dream Society, som en af sarkoberlusconismens vigtigste teoretikere:

"Som fabrikant af fiktion bruger Berlusconi moderne teknikker, som er lånt fra kommercielt tv og dream management, til at producere drømme på det politiske felt."

Moralsk kapitalisme

Italien er foreløbig det eneste europæiske land, hvor regeringslederen har direkte kontrol over en stor del af medierne. Men Musso understreger, at sarkoberlusconismen ikke kan reduceres til et spørgsmål om direkte kontrol over medierne:

"Det vigtige er adgang og kendskab til audiovisuelle kommunikationsmidler samt evnen til at forføre og fastholde publikum."

Men fænomenet kan heller ikke reduceres til et spørgsmål om synlighed og fængende iscenesættelse af det politiske liv. Ifølge Musso opererer sarkoberlusconismen med en forestilling om en slags moralsk kapitalisme:

"Staten opfordres til selvregulering for at neutralisere eller sågar afvikle den velfærdsstat, der påfører den vilde og brutale kapitalisme regler og begrænsninger."

I Italien indtager Berlus-coni en dobbeltrolle som regeringsleder og ejer af mediekoncernen Mediaset, der med sine tre landsdækkende tv-kanaler er det statslige tv-selskab Rais største konkurrent. En svækkelse af Rai medfører således en personlig gevinst for ministerpræsidenten. I Frankrig er det derimod primært Sarkozys venner, som vil kunne drage fordel af forbuddet mod reklamer på de offentlige kanaler. Den franske regering har afsat 450 millioner euro på finansloven for 2009, som skal dække tabet af reklameindtægter, men lovforslaget indeholder ingen garantier om et lignende tilskud i de følgende år.

I 2002 lykkedes det Berlusconi at få to regeringskritiske journalister fyret fra Rai, da han beskyldte dem for "kriminel anvendelse af en public service-ydelse". Ifølge den satiriske ugeavis Le canard enchaîné skulle Sarkozy før en tv-udsendelse på France Télévisions under valgkampen i 2007 have sagt:

"Hele bestyrelsen burde smides på porten. Jeg kan ikke gøre det nu. Men de kan bare vente. Det varer ikke længe."

Pierre Musso: Le sarkoberlusconisme. Éditions de l'Aube, 2008. ISBN 978-2-7526-0472-9. 172 sider, 16,50 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu