Læsetid: 3 min.

Se, der er en brun bøsse, ham må vi hellere hjælpe

I vores iver efter at hjælpe de homoseksuelle horder ude i verden, kan vi hurtigt komme til at træde godt og grundigt i spinaten
7. november 2008

"Jamen, jeg får ikke andet." Sådan svarer Haneen, da jeg spørger, hvad der er det dummeste spørgsmål, hun nogensinde har fået af en vestlig journalist eller homoorganisation. Haneen er leder af den palæstinensiske homo/bi/trans-organisation Al-Qaws, og hun bliver konstant overrendt af besøgende som mig.

"I sidste uge var der en nordmand, som spurgte, om jeg ikke kunne skaffe kontakt til nogle undertrykte lesbiske i Gaza, da hun godt kunne tænke sig at hjælpe dem. Som om jeg er et castingbureau med speciale i homoseksuelle skæbner. Og tidligere har folk spurgt, om det ikke kunne være fantastisk med en gay-pride i Ramallah," fortsætter hun.

Men en gay-pride er ikke det, der står øverst på Haneens ønskeliste. Faktisk er hun godt og grundig træt af, at vestlige homoorganisationer og mainstream NGO'er har travlt med at fortælle, hvad der ville være den rette vej til at forbedre forholdene:

"Det er jo ikke 'one size fits all'. Vi skal have mulighed for at udvikle vores egne svar på de udfordringer, vi står overfor. Og her er den klassiske vestlige homo model altså ikke altid den bedste model."

Det nye frigørelsesprojekt

Men det er ikke alle, der kun nøjes med at spørge. En af mine bekendte arbejder i en homoorganisation i Libanon, og han har flere gange oplevet, at det var et krav, at organisationen levede op til særlige forventninger om, hvad det vil sige at være homoseksuel, hvis de skulle gøre sig håb om at få fingre i midler fra vestlige fonde og myndigheder. Organisationen søgte for eksempel penge til et aids-projekt for mænd, der har sex med mænd, men ikke identificerer sig som bøsser, men fik at vide, at det måske var bedre at starte med at lave en spring-ud-dag.

Og der er mange flere eksempler af samme skuffe. For efter at der blandt mange vestlige homo-organisationer i Europa og Nordamerika har bredt sig den virkelighedsopfattelse, at der efterhånden er ved at være mere eller mindre styr på forholdene for homoseksuelle på hjemmebanen, så er man begyndt kigge efter nye frigørelsesprojekter. Og man kigger mest østover til Østeuropa og sydpå til Mellemøsten.

Det er på mange måder dybt prisværdigt, og vist det man i gamle dage ville have kaldt et udtryk for solidaritet over grænser. Og der er mere end rigeligt at tage fat på. I Irak kører dødspatruljer rundt og likviderer homoseksuelle, i nabolandet Iran bliver bøsser hængt, og i mange østeuropæiske lande er voldelige overfald og hadefulde politiske angreb en del af hverdagen. Bare for at nævne tre eksempler.

Godhed på afveje

Problemet er blot, at rigtig mange af de forsøg på at eksportere det vestlige frigørelsesprojekt har det med at tromle hen over meget af det arbejde, som allerede foregår i forvejen.

Når den homoseksuelle godhedsindustri og velmenende do gooders drager ud i verden med regnbueflaget højt hævet, giver det alt for ofte associationer til fortidens korsfarere eller missionærer. Og alt for ofte reduceres dem, man vil solidarisere sig med eller hjælpe, til en grå masse af undertrykte stakler, der ikke kan leve åbent som 'rigtige homoseksuelle', og som derfor skal hjælpes til at komme ud af skabet, så de kan leve som homoseksuelle på den måde, som 'vi' kender det. Alternativt eksotiseres de, for gud hvor er det spændende og pirrende, at de slet ikke er til at putte ind i de kategorier, 'vi' bruger. Tænk at to mænd kan gå hånd i hånd på gaden uden at være bøsser. Tænk på alt det, der sker i dampene henne på det tyrkiske bad osv.

Kolonitænkning

I en blanding af god gammeldags kolonitænkning og orientalisme ruller denne nye bølge af det homoseksuelle frigørelsesprojekt for tiden ud over verden. Og den blænder ofte for, at livet uden for de heteroseksuelle demarkationslinjer kan leves på mange måder - eksotiske eller ej. Og at disse måder altid hænger sammen med noget så kedeligt, men ikke desto mindre uundgåeligt, som konkrete sociale og politiske forhold.

Mens der mange steder i Vesten på mere eller mindre begavede måder for tiden sættes spørgsmålstegn ved homoidentitet i den identitetspolitiske aftapning, der var formlen bag meget af de seneste årtiers frigørelseskamp, så fungerer den på mange måder ureflekteret som spydspids i dette nye projekt.

Men hvad er så alternativet? Skal man så bare holde sig væk? Nej, pointen er ikke, at så må de bare sejle i deres egen sø 'derude'. Men i stedet netop, at det er deres sø. Og at det er man nødt til at forholde sig til, inden man vælger at kaste redningskranse ud.

Sune Prahl Knudsen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu