Læsetid: 3 min.

Seje dage

Andrea Vagn Jensen smiler lyserødt fra sin jordbunke i Helsingør. Alligevel bliver Beckett lidt lang
15. november 2008

Hendes mund sitrer lidt. Hun kigger ud på os med dét der Andrea Vagn Jensen-blik, der ellers kan få os til at skrige af grin på mindre end et sekund. Men hun giver os ikke lov til at grine. Kun til at smile og skærpe øjnene. Så siger hun den afgørende replik: "Begynd, Winnie! Og så går hun i gang med en af dramatikkens store soloroller. Andrea Vagn Jensen er Lars Romann Engels første trumfkort, nu hvor hans Hamlet Scene er blevet opgraderet til egnsteater i Helsingør.

Hun sidder i sin jordbunke inde på det gamle biografteater i Stengade 51, lykkeligt langt væk fra stormen i slotsgården på Kronborg. Og hun taler sig gennem sit liv og sit ulykkelige ægteskab med eskapismetrangen intakt. Godt nok har hun ikke nogen steder at flygte hen. Men uanset hvor dybt hun sidder i jord til halsen, så har hun stadig friheden til at lukke øjnene for den sandhed, der gør for ondt. Og for synet af ham, manden i hendes liv, der måske ikke har været opofrelsen værd.

Papirsstemme

Rollen er en bedrift i sig selv. Og Andrea Vagn Jensens Winnie har meget let til smil, mens hendes hænder krammer kosmetikpungen med læbestiften og spejlet. Andrea Vagn Jensen har alle nuancerne: Kådheden, desperationen, opgivetheden. Og så har hun fortvivlelsen og formsammenbruddet, da hun opdager, at hun er kommet til at introducere sine aftenritualer alt for tidligt på netop denne ensomhedsdag.

Men Lars Romann Engel har ikke formået at strukturere sin iscenesættelse, så spændingen holder. Lige fra første scene er denne kvinde helt oppe i soprangearet, og hun får ikke lov til at bremse ned og gå på opdagelse i sine minder og sine erkendelser - alt holdes i samme perplekse tone. På samme måde som Øivind Weingardes lydkulisse på den ene side er spændende underbevidsthedsagtig med drivende temaer og udefinerede klangbilleder, men på den anden side for udynamisk i længden.

Først hen mod slutningen kommer dybden og nuancerne i forestillingen, men her har langtidsfornemmelsen allerede indtaget den lille sal. Også selv om Andrea Vagn Jensens mest skærende udtryk netop ligger i slutningens klaustrofobiske scene, hvor også hendes stemme omringes og gør sig selv helt papirstynd og skrøbelig.

Pænhedssmykke

Billedligt er forestillingen ellers noget af et panoramabrag på den lillebitte scene. Katia Hauberg har skabt et vidunderligt bagtæppe med en himmel i oprør og en jordscene med klampede jordhuller, og Sonja Lea har skabt et lysdesign med de smukkeste stråler fra en nådesløs sol. At Hauberg så har klædt Winnie i outdated dansekjole med pænhedssmykke om halsen virker ikke helt indlysende.

Til gengæld er hendes svedige t-shirt til Claes Bangs svigtemand aldeles velanbragt - og hendes toreadoroutfit er flot, også selv om det er lidt mystificerende. For Claes Bang spiller forrygende uhumsk som anti-helten i Winnies liv. Han er en solskoldet bedrager med store armmuskler og flotte ben. Men en sølle version, der tilsyneladende udgør en lige så stor trussel mod sin kvinde som mod sig selv. Samtidig bibringer han historien en ny identifikationsmulighed: For har han egentlig prøvet at få det til at blive godt sammen med Winnie? Er han lige så meget offer som hun?

Beckett er svær at greje. Men netop dobbelttydighederne holder ham spændstig - og evigt aktuel. Så jo tak. Begynd igen, Winnie.

Glade Dage af Samuel Beckett (1961). Oversættelse: Morten Hovman. Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi: Katia Hauberg. Lyd: Øivind Weingarde. Lys: Sonja Lea. Hamlet Scenen i Stengade 51, Helsingør. til 29. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu