Læsetid: 5 min.

Sex, terror og hjælp til de fattige

Orgasmeteknik, fjendskab og u-lande var de dominerende emner på dette års BogForum, som alene lørdag trak mere end 10.000 mennesker
Lørdag var der, som det ses,, tæt pakket på bogmessen, faktisk på faregrænsen ifølge brandtilsynet. Folk rullede hurtigt videre, som kviksølv der kortvarigt løber sammen, før det igen fordeler sig. Jarl Friis Mikkelsen ses i samtale med uidentificeret kvinde.

Lørdag var der, som det ses,, tæt pakket på bogmessen, faktisk på faregrænsen ifølge brandtilsynet. Folk rullede hurtigt videre, som kviksølv der kortvarigt løber sammen, før det igen fordeler sig. Jarl Friis Mikkelsen ses i samtale med uidentificeret kvinde.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kultur
17. november 2008

En kvinde lægger nakken tilbage og stønner frydefuldt og længe. Hendes røde hår er viltert og overdådigt.

"Kvinder får orgasmer i stribevis, for de har evnen til at give sig helt hen," smiler hun henført, da hun har fået hovedet på plads igen.

Sexolog Joan Ørting diskuterer mænd, kvinder og sexlyst med parterapeut Martin Østergaard. Vi befinder os på forlaget Lindhardt og Ringhofs stand på bogmessen i Forum, der løb af staben fra fredag til i går. Der brænder en ild i Joan Ørtings øjne og i hendes nærmest orangefarvede kjole. Ved siden af den glødende kvinde ser Martin Østergaard en kende forkølet ud i sin hvide skjorte og grå vest.

"Den moderne mand behøver ikke altid at indordne sig under kvinders krav," begynder han beroligende, men bliver hurtigt afbrudt.

"Hvad sker der, når kvinder er glade?," spørger Joan Ørting retorisk og svarer kækt: "Så gider de at bolle!"

De efterfølgende latterbrøl er svære at overdøve for Aarhus Universitetsforlag på den anden side af gangen i Forum.

Hos Universitetsforlaget er de ellers midt i en alvorlig diskussion om af ting væsentlig og stor betydning. Ph.d. Thomas Brudholm diskuterer ondskab og politik med den norske filosof Lars Frederik Svendsen.

"Vi bør afstå fra at dæmonisere terroristerne," formaner nordmanden.

"Ved at kategorisere deres handlinger som udtryk for en iboende ondskab, mister vi muligheden for at forstå rationalet bag terroren."

Thomas Brudholm indvender, at der er visse handlinger, der ikke kan forklares rationelt, og han begiver sig ud i en længere opregning af historiske grusomheder.

Da han er nået til folkedrabet i Rwanda, rejser Martin Østergaard sig op ovre hos Lindhardt og Ringhof og giver den som en anden Tarzan. Han slynger Joan Ørting op i sin favn og skræver tilstræbt mandigt bort fra scenen.

Sære sammenrend

Bogforum er et sært sammenrend af verdenslitteratur og hverdagskultur, og i de trange gange mellem standene finder man sig fanget i en sand kakofoni af modsatrettede indtryk. Bogøer med slagtilbud, slikskåle og rødvinsglas sejler forbi, mens man viljeløst driver af sted i menneskehavet. Sammenhængen er svær at øjne i det tilfældigt sammenrystede program, men engang imellem titter den røde tråd alligevel frem i overraskende glimt. Spørgsmålet om, hvad det påhviler den enkelte at gøre, når man er så privilegeret at være del verdens rigeste og ifølge undersøgelser, lykkeligste samfund, dukker op ved flere af diskussionsarrangementerne.

På Hvid Scene fortæller Kirsten Hammann f.eks. om sin roman En dråbe i havet, der handler om en kvindelig forfatters ønske om at gøre en forskel for u-landene, uden samtidig at give afkald på sin trygge 8-16-hverdag i Danmark. Inderst inde ved Mette Mæt, som hovedpersonen hedder, ikke engang om det er umagen værd at hjælpe. En temmelig halvhjertet velgørerske, kunne man kritisk kalde hende, men Mette Mæt bliver uventet bakket op fra næste scene: "Er dansk u-landsbistand ikke bare en dråbe i havet?," lyder det klokkeklare ekko af Kirsten Hammanns romantitel.

Det er nu slet ikke hende, spørgsmålet er henvendt til. Det er journalist og forfatter Peter Tygesen, der bliver interviewet inde ved siden af om sin bog om Mozambique.

Akkumuleret rastløshed

Hans interviewer, DR2-studieværten Martin Breum, spørger videre om, hvad vi egentlig skal med endnu en bog om u-landsbistand, og om ikke det er et håbløst og kedeligt emne. Det mener en del af publikum tilsyneladende.

Folk ruller hurtigt videre, som kviksølv der kortvarigt løber sammen, før det igen fordeler sig. Der er en akkumuleret rastløshed i hele det store rum, der får de optrædende til at tale hurtigere og hurtigere i forsøget på at fastholde opmærksomheden.

Et af de arrangementer, der har specialiseret sig i korte og udadvendte indsatser er Danske PEN, en organisation bestående af forfattere, journalister og andre skribenter, der kæmper for ytringsfrihed på globalt plan.

De har indrettet et postkontor på BogForum, hvorfra man kan sende opmuntrende hilsener til fængslede forfattere verden over. Man kan desuden sende anmodninger om løsladelser til ledere i undertrykkende regimer.

Et par gange i løbet af dagen kommer danske forfattere forbi og siger et par frie ord til ære for deres ufrie kolleger i resten af verden.

Hovedløse rotter

Der er over 10.000 mennesker til stede alene lørdag eftermiddag. Der går rygter om, at brandtilsynet vil rydde hele bulen, men det sker dog ikke. Varmen er blevet ulidelig, og nu løber folk for alvor hovedløst rundt som laboratorierotter, der har mistet orienteringen i en gal videnskabsmands labyrint. En træt udseende mand klynger sig til sin kones hånd, mens de vælter ud fra Store Scene.

"Det jeg siger til dig-," siger konen til manden, "... er, at jeg ikke har læst bogen, men jeg har den derhjemme." "Jamen," svarer manden arrigt, "så skal du da heller ikke hen og købe den nu!"

"Nej, det er jo netop, det jeg-". Resten fortoner sig i larm.

Danske Banks Litteraturpris, der med sine 300.000 kr. er landets største, er netop gået til Kirsten Hammann for romanen En dråbe i havet.

I sin takketale lægger hun ikke skjul på, at hun allerede forinden havde fået at vide, at hun er vinderen, men hun bedyrer alligevel, at det er fantastisk at få at vide endnu engang. Det er det blandt andet, fordi hun havde frygtet, at en bog om u-landene var lig med skønlitterært selvmord. Så galt gik det som bekendt ingenlunde.

Bogforums uofficielle ledetråd er igen tittet frem: Det med de fattige er så kedeligt, at vi ligeså godt kan have det lidt sjovt, mens vi bekymrer os om det. Hen under aften er energien ved at ebbe ud. En buttet ung kvinde sætter sig tungt op af en hvid skillevæg. Hun har hektiske røde pletter på halsen og hendes hår er elektrisk i den sært syntetiske luft. Opgivende roder hun i sine poser med kataloger og gratis papbogmærker, og til sidst dukker den frem, sagens kerne: Den er glat udenpå og ru indeni, af format en beskeden firkant.

Kvinden er ligeglad med, at det ser barnligt ud at sidde der på gulvet, ligeglad med om hun bliver trampet ned af den menneskeslange, der æder sig ind på Hanne-Vibeke Holsts autografstand.

Den unge kvinde sidder ganske enkelt helt stille og læser en bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her