Læsetid: 7 min.

Den sidste by i Europa

Lissabon. Venlighed, friskfangede fisk, vinforretninger med fritgående katte, boglader og kakkelbeklædte huse hilser turisten velkommen
Historisk. Lissabons sporvogne fra 1930-erne er med rette berømte og bidrager til at gøre en tur rundt i byen ekstra stemningsfuld.

Historisk. Lissabons sporvogne fra 1930-erne er med rette berømte og bidrager til at gøre en tur rundt i byen ekstra stemningsfuld.

Per Ole Dønstrup

14. november 2008

Lissabon - den sidste by i Europa. Sådan tænkte jeg, da jeg en lun tirsdag aften i oktober landede i den hvide by med maskinen fra London. Jeg havde gået rundt oppe ved Doolin i Irland, lige ud til Atlanterhavet, men Lissabon ligger yderligere. Ved Tejo-flodens udløb i Atlanterhavet.

Allerede i London følte jeg en sitren i kroppen, da jeg gik ombord i maskinen, der to timer og 45 minutter senere skulle bringe mig til den by, jeg alt for længe havde udskudt mødet med.

Da jeg ankom, hvilede et blåt aftenskær over byen. Folk gik venlige og afslappede rundt. Restauranternes borde var pænt fyldt op, og efter at have chekket ind på det udmærkede og særdeles rimelige Pensao Londres, skråede jeg over Rua Dom Pedro og satte mig udenfor ved et af de ledige borde og nød både vinen og det liv, der havde tilladt mig at nå frem til dette forunderlige mål.

Lissabon havde spøgt i mit sind gennem årene. Alene den magiske klang, der strømmer ud fra navnet, der lover fado, kærlighed og store oplevelser. Og hvor havde jeg mange gange, med længsel i blikket, iagttaget Sean Connery, når han i filmen Det Russiske Hus til sidst utålmodigt løber langs kajen, da skibet, der medbringer hans elskede, ankommer.

En af dagene skulle jeg selv stå ved floden og se op mod hængebroen Ponte 25 De Abril. Men nu sad jeg her over for venlige mennesker og nød et stort dejligt glas rødvin, der næsten ikke kostede noget. Jeg gik en kort tur, inden natten kaldte, og nåede fra den nærliggende plads, Miradouro de Sao Pedro de Alcantara, hvor jeg kunne skue ud over byen, og hvor et af byens vartegn, den stolte borg Castelo de Sao Jorge, lå badet i lys ovre ved bydelen Alfama.

Som dagene gik, blev det en art rutine at begynde ved Alcantara-pladsen, der altid kan levere en forrygende udsigt. Hvide huse, blå himmel og hav. Nu og da et skib, der lå derude og ventede med drømme ombord. Herfra kunne man så vælge at tage en tur med Gloria-tovbanen til Praca Dos Restauradores eller påbegynde en charmerende slentretur ned gennem Bairro Alto mod Chiado. Mit mål var i første omgang at nå frem til den berømte Cafe A Brasileira på Largo do Chiado, hvor en af landets største digtere, Fernando Pessoa, (1888-1935), sidder ude på terrassen, udødeliggjort i bronze. Men hele tiden må man stoppe på de smalle fortove for at nyde synet af friskfangede fisk i vinduerne, små hyggelige vinforretninger med katte spankulerende omkring eller en af kvarterets mange charmerende boglader.

For slet ikke at tale om musikforretningen, Louie Louie på Rua Nova da Trinidade, der kan tilbyde alt i rock og fado. Her får man af det venlige og kyndige personale placeret et par kæmpestore høretelefoner på ørerne og kan så eksempelvis fuldstændig forsvinde ind i fadostjernen Marizas univers, når man hører liveoptagelsen fra 2006 ved Torre de Belem. "Concerto em Lisboa" står der uden på. Kan musik være så smuk, så fortryllende, må man spørge sig selv, mens strengeinstrumenterne ruller under hendes fantastiske stemme.

Jeg flygter med hende ud på gaden, rundt om hjørnet og hen på Largo Raphael Bronilo, hvor et af de mange kakkelbeklædte huse danner rammen om endnu en indbydende restaurant. Hvis man bestiller lidt at spise, kan man få lov til at nyde sit måltid ude på terrassen. Noget en kortbenet mystisk hund af ubestemmelig race for længst har fundet ud af. Hver dag sad den og tiggede ved bordene, kun lejlighedsvis afbrudt af et kortvarigt mistroisk bjæffende angreb mod tilfældige forbipasserende, hvorefter den lynhurtigt igen fandt det mest velforsynede bord.

Urban Fighter

Indimellem skimtes der dog også lidt af den fattigdom, man trods alt ved eksisterer. En korthåret gråsprængt mand roder i nogle skraldespande. Han bærer en t-shirt med påskriften 'Urban Fighter'. Men ellers er det forbavsende få hårde blikke, man møder. Portugiserne er et venligt og værdigt folk.

Omsider når jeg dog frem til hjørnet af Rua Garret og Largo do Chiado, hvor Fernando Pessoa sidder og skuer ud over folkemængden. Nok sad han her i sin tid og nød et par glas, efter sigende faktisk lidt for mange, da han døde af skrumpelever, men han ville nok have vrænget kraftig mund over at være genstand for så megen opmærksomhed, da han hele sit liv boede alene og undgik næsten alle former for social kontakt. Han skrev også under adskillige pseudonymer (72 i alt!) og ernærede sig hovedsagelig ved at oversætte litteratur og skrive forretningsbreve på engelsk og fransk. Formentlig på grund af de mange pseudonymer kom anerkendelsen meget sent. Herhjemme har især digteren Peter Poulsen været en flittig oversætter af ham, så hvis man ønsker at sidde ved siden af Pessoa her i Lissabon og læse hans digtsamling Alle kærlighedsbreve er latterlige, så er der altså god mulighed for det.

Selvfølgelig skal man drikke portvin her på Brasileira. Jeg får endda lov til at tage glasset med ud. Måske fordi det så absolut er byens dyreste. Men de penge er godt givet ud. Her ved siden af Pessoa kan jeg skue ud over pladsen og ned ad Rua Garrets elegante forretningstrøg, hvor skopudserne hver dag skændes om pladserne. Et kæmpe banner hænger udspændt på den anden side af Largo do Chiado. Det er kunstneren Ana Jottas udstilling, der reklameres for. Budskabet lyder ganske enkelt: S/he is her/e.

Den folkelig sjæl

En ung mand sidder på fortovet og spiller Scarborough Fair på blokfløjte. Nogle indsamlere kommer forbi og gør et helhjertet forsøg på at indkassere et pænt beløb fra en godtroende turist. Et filmprojekt til fordel for aids-ramte. Desværre var de kun denne ene dag i byen. Var uheldigvis også løbet tør for brochurer og girokort.

Lissabons gamle gule sporvogne fra slutningen af 1930'erne er legendariske. Og turen med linie 28 skulle være helt fantastisk. Den hopper jeg i bogstaveligste forstand på. Og jeg bliver ikke skuffet. Det er virkelig en sjælden fornøjelse at sidde her, mens den fine gamle vogn, skramlende, stønnende og hvinende, bringer en rundt i denne enestående by. Hver eneste gyde, hvert eneste gadehjørne den runder bider ens vejrtrækning over. Tilværelsen ville have været en anden, griber man sig selv i at tænke. Ustandselig har man lyst til at springe af. Da vi kommer op i bydelen Alfama, kan jeg ikke længere sidde stille. Her imellem udspændt vasketøj og venligt hilsende ældre damer finder jeg en fin lille cafe. Et lykketræf, skulle det vise sig. Man siger, at Alfama er indbegrebet af Lissabons folkelige sjæl, hvilket jeg kun kan være enig i.

Bespisning

På Casa Madeira i Rua de Sao Tome bliver jeg fyrstelig modtaget, selv om jeg er den eneste turist. Også selv om jeg i starten kun har lyst til et koldt glas øl. Den venlige vært, der taler et forståeligt engelsk, smiler overstrømmende. Jeg sidder godt, så jeg beslutter at bestille et glas rødvin og lidt tærte. Pludselig gennemsyres luften af det mest velduftende mad. Nu er det værtens tur til at spise med sin familie. De smiler tværs igennem det halvtomme lokale. Og vupti! Pludselig står der en pæn fyldt tallerken på mit bord med lidt pølse, lidt fisk, lidt kød og brød. Det hele smagte vidunderligt. Jeg er så taknemmelig, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal give udtryk for det. Alt, hvad jeg kan gøre, er at bestille endnu et glas rødvin og bede om lov til at fotografere den overmåde sympatiske vært. Der er absolut intet, der kan erstatte et godt menneske, og Joua Madeus, sådan vil jeg altid huske dig.

Næsten lige meget hvor man befinder sig i de skønne gader, kan man se vandet. Så det må være på tide at gå ned til den store barokplads Praca de Comercio, der er omgivet af klassiske bygninger og buegange, lige ned til floden. Her er der selvfølgelig også nogle hyggelige cafeer at vælge imellem, så hvad er mere naturligt end at bestille et glas rødvin og nyde det storslåede syn? Jeg må nok efterhånden tilstå, at jeg er ved at få en portugisisk fjer på. Men hvad betyder det, når man i den grad føler, at man lever, her og nu. Himlen, solen og floden. Lige pludselig virker det hele meget blåt. Den blå by, tænker jeg og kigger ud på vandet, hvor det føles, som om tusinde sæt øjne ligger og blinker i den flimrende sol.

Jeg slutter af ved Praca Dom Pedro, der dog stadigvæk bliver kaldt ved sit middelaldernavn, Rossio. Her ligger nationalteatret Dona Maria II. Også her findes der en terrasse, hvor man kan beundre den skønne plads og de mange, mange mennesker, der konstant fylder den. Det er blevet aften, og der er mange behagelige dufte i luften, når kvinderne passerer tæt forbi. Jeg ved nu ikke, om jeg er helt enig med ham Pessoa. Altså de der kærlighedsbreve, funderer jeg , mens jeg nyder et stort glas Brandy Nacional fra 1910. Og det ville have været meget større, hvis ikke jeg havde bremset den venlige dame, der hældte op. Hun var på nippet til at tømme flasken i det store cognacglas. Og vel at mærke til samme lave pris. 5 euro!

Tilbage er kun at sige, at byen er fyldt med masser af skønne parker, kirker og museer; at man naturligvis skal prøve at spise nationalretten Bacalhau (klipfisk), der kan serveres på mange måder; at næsten hver eneste sidegade er spændende; at alt er særdeles rimeligt og billigt - og at man simpelthen aldrig kan nå at blive træt af denne farvestrålende by. En sjælden diamant venter på dig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu