Sidste udkald for Tempelhof

BERLIN - Glenn Miller faldt ned med et fly i 1944, da han var på vej til Frankrig for at underholde de amerikanske invasionsstyrker.

Kl. 21.30 torsdag aften i Berlins lufthavn Tempelhof sætter Swing Dance Orchestra i med Millers uopslidelige "Moonlight Serenade". De næste 20 minutters tid fortsætter bandet med Miller-hits som "In the Mood" og "Little Brown Jug".

Tilfældigt er det næppe, at det er disse melodier, uløseligt forbundet med 1940'ernes melankolske krigsstemning og Millers tragiske skæbne, der ledsager det allersidste rutefly, der afgår fra Tempelhof. Fem minutter i ni letter Cirrus Airlines' maskine til Mannheim.

Der er dømt festlig aktiv dødshjælp til Tempelhof Lufthavn denne regnfulde aften. Indenfor er der dækket op med hvide duge og stof-beklædte stole til over 400 gæster. Der er rød løber, laks og champagne til gæsterne. Udenfor i regnen har mindst lige så mange berlinere samlet sig i protest mod aflivningen af en ægte Berliner Göre, som man kalder små piger i den tyske hovedstad. En ældre mand med gråt skæg og gul sydvest stikker mig - meget passende - et flyveblad ledsaget af formaningen "men det er kun for folk, der kan læse og tænke selvstændigt". Det er pilot/controller-klubben Roger, der står bag flyvebladet, og den er ikke overraskende imod lukningen af lufthavnen.

Siden midten af 1990'erne har det fra politisk side været besluttet, at man lukker de to lufthavne i det tidligere Vestberlin, Tempelhof og Tegel for at udvide lufthavnen Schönefeld i det tidligere Østberlin betragteligt. Den skal hedde Berlin Brandenburg International (BBI). Det seneste par år gik det lidt sent op for berlinerne, at en æra faktisk reelt var ved at slutte. Men noget flertal imod den politiske beslutning kunne folkeafstemningen i foråret ikke mobilisere. Tempelhof lukker og slukker denne torsdag aften. Tegel lukker, når BBI åbner om nogle år.

Årets begivenhed

Arrangementet trækker lidt ud. Vi har nu haft både en Elvis- og en Tina Turner-look-alike på scenen, og der er endnu mange timer til vejs ende. Måske ser jeg lidt groggy ud, for en rødmosset, kraftig mand kommer hen og slår mig kammeratligt på skulderen.

"Er De klar over, hvor mange journalister der gerne ville ind i aften, men ikke fik lov?" siger han. "Vi er så heldige, at vi får lov at sidde her. Jeg er flyjournalist, og dette er bare årets begivenhed," siger han lyksaligt og tilføjer:

"Og det er ikke kun på grund af rødvinen."

Vinen er fra Baden-Württemberg, hvilket ikke er ment som en kompliment.

En skandale

Den 8. oktober fyldte Tempelhof Lufthavn 85 år. "Alle lufthavnes moder" har den britiske stjerne-arkitekt Norman Foster kaldt bygningsværket, der er enestående både i form og beliggenhed. Lige midt i Berlin ligger den, en af verdens største bygninger, der er 1,2 kilometer lang. Men det er ikke kun det meget smukke bygningsværk, som Hitler gik i gang med en større ombygning af i 1936, der er noget ganske særligt.

Et ældre ægtepar er ved at checke ind ovre i hjørnet. De skal med den sidste maskine til Mannheim. Han er trivelig med skaldet isse, krøller i nakken og overskæg, rødt slips og elegant frakke. Hun er blonderet og i tweedkjole. Hun mangler blot en lille hat og han en stok, så ville de være inkarnationen af det borgerskab, der eksisterede i Berlin, før nationalsocialisterne gjorde det af med alle andre end sig selv.

"Vi er begge 64 år og berlinere," fortæller hun pressen, der har omringet dem.

Hun stikker sin arm ind under sin mands og smiler til fotograferne.

"Det er en skandale og en skam at lukke Tempelhof Lufthavn," siger manden.

"Ja, Tempelhof er vigtig. Tempelhof reddede berlinerne," siger hans kone. Hun har sin pels over armen.

Luftbroen

Det gjorde Tempelhof rent faktisk. Den 24. maj 1948 indledte Sovjetunionen en blokade af Vestberlin. Målet var at isolere Vestberlin fra Forbundsrepublikken i forbindelse med en valutareform. Men 'Luftbroen', en overjordisk navlestreng, der med en flyafgang hvert 90. sekund forsynede vestberlinerne med fødevarer og brændstof, indtil blokaden blev ophævet knap et år efter. I løbet af blokaden afgik 277.728 amerikanske, britiske og franske maskiner. De transportede 2.326.205 ton forsyninger til de isolerede berlinere.

Tempelhof Lufthavn blev symbol på de stædige og frihedselskende vestberlinere, og den amerikanske pilot Gail Halvorsen skabte en legende, da han fandt på at smide slik og rosiner ud af vinduet i små lommetørklæde-faldskærme. Realistisk set har det nok hørt til sjældenhederne, at berlinerungerne kunne stå og lade slik dale direkte ned i munden. "Rosinbombemaskiner" blev maskinerne siden døbt, hvad også står skrevet på siden af den maskine, der som den sidste nogensinde sammen med en såkaldt 'Tante Ju' (Junkers Ju 52), skal lette fra Tempelhof fem minutter i midnat.

Berlins borgmester, den socialdemokratiske Klaus Wowereit, har talt om, at vi nu må se mod fremtiden og ikke hænge fast i nostalgien. Den ellers så charmerende og veltalende Wowereit har svært ved at få ansigtet i de rette folder. Han bliver buhet ud af aftenens prominente gæster.

En ny tid

Udenfor står de to propelmaskiner fra 1930'erne og venter. En lille udvalgt skare får lov at flyve med på den allersidste tur fra Tempelhof, der går til lufthavnen i Schönefeld. Den kønne mørk-hårede stewardesse er klædt i brunt New Look-sæt. Hun hjælper passagererne op i 'Rosinbomben'. Under en trompetfanfare sænkes lufthavnens to flag og afleveres til hver af de to flykaptajner. Flagene skal flyve med til Schönefeld.

Propellerne sættes i gang. Det larmer helt vidunderligt, og da er det, det går op for mig, at tiden måske alligevel er fløjet fra Tempelhof. I stedet for blot at lade os nyde lydkulissen fra de to smukke maskiners drønende motorlarm, mens de langsomt ruller ud mod startbanen, så tror arrangørerne åbenbart ikke på deres eget arrangement. I baggrunden vælter infernalsk popmusik ud af højttalerne.

Og måske er Tempelhof Lufthavn for lille, for dyr og ligger for tæt på almindelig bebyggelse. Måske er det mere hensigtsmæssigt at give Berlin en stor international lufthavn og lade den arkitektektoniske perle bestå som verdenskulturarv og blive luftfartsmuseum, rekreativt område, eller hvad det nu må ende med. Men i modsætning til stort set alle andre lufthavne, så var der en ting, Tempelhof ikke var: Den var ikke poppet.