Læsetid: 4 min.

Simsalabimb'obama?

14. november 2008

Interessen kom ikke fra hjertet, det skal jeg ærligt indrømme. Jeg er ikke videre kompetent, mine fordomme er fyldige og klichérige, og mit statsborgerskab er for puritansk-nordisk til, at jeg syntes, jeg havde noget at gøre over there.

Det er så nemt at sidde her i min krog af verden og håne den ene og beundre den anden. Så under hele den amerikanske valgkamp har jeg lusket rundt i periferien af diskursen, velbevæbnet med skepsis, ironi, og den særligt beskedne form for arrogance, der er så dansk. Læst lidt, set lidt, tænkt mit.

Hope and Change er ord uden læber. Man kunne ligeså godt sige 'bruttonationalprodukt' til en to-årig. Ordene giver ikke mening for mig.

Og bjæf fra en ruhåret foxterrier lyder temmelig Uffe Ellemann-Jensen-agtigt. Charmen forlod den attitude engang i 80'erne.

Men så sad jeg og ventede på, at vandet skulle koge. Eller også ventede jeg på, at det blev forår. I hvert fald ventede jeg. Og mens jeg ventede, scrollede jeg op og ned af nyhedssitene. Mr. Hope and Change himself havde vundet.

Barack Obama bliver den 44. præsident i De Forenede Stater. Det var smurt ud over siderne med sirup og sukkerlage.

Barack Hussein Obama. Stavekontrollen på min computer vil hverken anerkende Barack eller Obama, kun Hussein. Tænk, at han virkelig hedder det. Som om han er født til at rime på både Saddam og Osama. Jeg stikker forsigtigt hovedet frem, klikker på CNN.

På en skærm i skærmen åbner jeg sejrstalen.

Obama står på en kæmpe scene, foran noget, der ligner hundredtusindvis af amerikanere. Det er virkelig et menneskehav. Han står der alene, enorm rank. Hello Chicago. Menneskehavet buldrer, men blidt. Kameraet trækker enkelte ansigter frem i zooms. De er intense men ikke ophidsede. De skriger ikke. De skubber ikke. De lytter. Der er jubel, men den bryder ikke løs i hysteri. Der er lettelse, her og der en tåre, men ingen hulken. Over det hele hviler der ligesom en respektfuldhed, en stille hilsen bagud til dem, der ikke nåede at opleve dette øjeblik. Dem, der betalte så frygteligt dyrt, før verden nåede hertil.

Han drejer hovedet karakteristisk, mens han taler. Fra side til side, langsomt, ingen usammenhængende bevægelser. Han er ganske alvorlig, mens han taler. Men alle mørke metaforer er væk. De trækker sig tilbage én efter én, i løbet af de atten minutter, talen varer. Han skaber en slags undertryk. Al vreden, forurettelsen, hævntørsten, truslerne, negativiteten, angsten, resignationen, hele den sure, skimmelsvampede ånd suges tilbage og lukkes ind i den flaske, den engang blev sluppet ud af.

Ud af en anden flaske, måske i et nyt årtusinde, strømmer en tilsvarende stærk ånd ud. Håb, forandring, optimisme, generøsitet og en helt ny og ubrugt følelse af, at det nytter noget. At det ikke skal handle om at forsvare og konservere, men om at bygge videre. Bygge oven på de fantastiske ting, mennesker før os har opnået. Lægge sten til det, vi er stolte af.

Hårene står ret. På armene, i nakken, steder, jeg slet ikke vidste, jeg har hår. Det er det første tegn.

Kameraet zoomer ind på en sort kvinde. Hendes ansigt er en 300 år lang historie. Øjnene smiler.

Jeg giver efter. Giver slip. Åbner op. Lader mig gennemlyse af Hope and Change. Af hvad det vil sige at være afroamerikaner i det øjeblik. Og af hvad det vil sige at være hvid i samme øjeblik. Nyt zoom. Denne gang af en hvid kvinde, lidt over midt i livet. Det er andre byrder, der løftes fra hendes skuldre. Men noget tungt løftes af hende.

Obama taler til hver eneste og anerkender uden at sige det, at der findes et 'os' og et 'dem'. Og det er grunden til, at han står på den scene. Han har en drøm, et håb, en idé om, at vi også er og bør være ét. Vi har i aften endnu engang bevist, at vor nations sande styrke ikke kommer fra vore våbens magt eller graden af vores rigdom, men fra den vedvarende kraft i vores idealer: demokrati, frihed, muligheder, urokkeligt håb. Dette er Amerikas sande genialitet: at Amerika kan forandre sig. Dette er vores mulighed for at gribe denne udfordring. Dette øjeblik er vores.

Vores?

Ja, jeg ved, Obama er en dygtig taler. Han er ekstremt bevidst. Han bruger teknikker. Han mestrer de teknikker. Der, hvor han står, findes der kun hårde hunde. Det ved jeg også godt. Men det er for sent at minde mig om det. Jeg har afklædt mig al kritisk sans. Jeg har løbet distancen ned og ladet mig føre med.

Jeg kan bare være glad for, at det er her, jeg er. I 2008, med Obama som den samlende skikkelse. At jeg ikke tilfældigvis er født i 1918 og f.eks 17 år gammel står midt i menneskehavet i Nürnberg. Dér var også et behov for håb og samling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu