Læsetid: 5 min.

Og skoene passer perfekt

Dansens gode fe er generøs: Granhøj Dans magnetiserer, Det Unge Dansekompagniet charmerer, Othello manipulerer, Cullberg Balletten sørger - og Askepot ligner Alex
Dansen disse uger bringer tilskueren tættere på den ordløse sansning og den medfødte respekt for skabelsen. Men også nærmere den krigsangst og undergangsstemning, der skal mindre og mindre til for at aktivere. Her er det gadesoldaten og overklassepigen (Marvin Spahi og Amalie Adrian) i -Othello- af Louise Midjord.

Dansen disse uger bringer tilskueren tættere på den ordløse sansning og den medfødte respekt for skabelsen. Men også nærmere den krigsangst og undergangsstemning, der skal mindre og mindre til for at aktivere. Her er det gadesoldaten og overklassepigen (Marvin Spahi og Amalie Adrian) i -Othello- af Louise Midjord.

Per Morten Abrahamsen

10. november 2008

Dansen er så uforudsigelig. Bedst som man synes, at der er langt mellem tryllestavene, så passer skoene. Og det er ikke kun Askepot, der er omringet af magi.

Egentlig er den forunderligste danseforestilling i øjeblikket Palle Granhøjs W[doubleyou]-Undertow. Titlen er ikke just guddommelig; omend forestillingen foregår i det gamle missionshus på hjørnet af Klosterport i Århus, som Granhøj Dans netop har indviet. Men gudbenådet er selve forestillingen, der giver tilskueren chancen for at krybe med ind under skørterne på urkvinden, der står i en gigakrinoline og synger fødselsangsten ud over flæsekanterne.

Tilskueren inviteres ind for at ligge fladt på ryggen med direkte udsigt til et bankende fosterhjerte dybt i hendes skød, på en computerskærm altså. For koreo-grafen Palle Granhøj og designeren Per Victor har sammen skabt en livsinstallation af mennesketårne. Under det ene suser to fødder vildt ned mod øjet, men stoppes i sidste sekund af glaspladen, der adskiller danseren og tilskuerne. Og Granhøj gør tilskueren lykkelig med sansninger som gennem den sugende understrøm, som titlen antyder.

W[doubleyou]-Undertow sætter i hvert fald sin tilskuer i en sjælden tilstand af taknemmelighed og poetisk alvor. Ikke mindst fordi danserne Carina Raffel, Maxim-Jo Beck og Kristoffer Andrup Pedersen giver sig så ubetinget hen. Og fordi Anne Eisensee synger så smertesmukt til Morten Møllers melankolske bratsch derude i mørket. Granhøjsk gåsehud!

Hormondunkende Othello

Eksistensen er også på spil i Louise Midjords nye Othello. Her er det soldaterlivets hormonpumpen, der puster liv i Othellos jalousi. Og her er det også krigsbelejringen, der gør Desdemona så let at manipulere med. Shake-speare-tolkningen er interessant, ikke mindst fordi Louise Midjord har ladet sin koreografi inspirere af hiphop-danseren Marvin Spahis, der danser Othello. Han har streetdanserens bevægelsesblødhed, men også skuespillerens indlevelses-evne. Se Marvin Spahi danse ved siden af Den Kgl. Ballets glimrende mandsdansere, ikke mindst Alban Lendorfs maskuline Jago - og læg så mærke til, hvor naturligt han fraserer rap-rytmerne i Zaki Youssef og Gabriel Flies dynamiske musik, så dansen aldrig reduceres til en tælling på 1-2-3-4. Flot. Desuden er den unge, langlemmede Amalie Adrian den yndigste, lyse Desdemona med desperate benbøj. Alt sammen i Nicolaj Spangaas minimalistiske krigsscenografi af en kampvæg. Sæt Othello på repertoiret igen snarest, tak!

Smidige youngsters

Spilleplanen er til gengæld omfattende hos Det Unge Dansekompagni, som netop har haft sin allerførste premiere i Helsingborg. Det er Marie Brolin-Tani, der har skabt et dansk-svensk turnékompagni, vel at mærke for nyuddannede dansere med smukke linjer og indædte kroppe. Forestillingen rummer Brolin-Tanis eget intense og søgende værk Us, men også Mats Eks Pas de danse, hvis menneskeklogskab og hovedryst får det bedste frem hos ensemblet, ikke mindst hos den lillebitte, ekspressive svensker, Charlotte Lidberg. Mærk selv den unge smidighedsenergi - og grib turnéen et sted i landet!

Svenske offerkroppe

Selveste Cullberg Balletten indtog ellers Det Kgl. Teater i weekenden - Sveriges og hele Nordens stolthed og humanismeforkæmperen i den internationale danseverden. Programmet var ellers lovlig globalkrisetungt med både Mats Eks Aluminium og Johan Ingers Som Om, begge forudseende fra 2005. Men netop Mats Eks koreografi viste den sære afstand, der er mellem individets trang til ømhed - og så den råhed, som man viser andre. I Eks verden er der klamrekroppe og hyggelamper på aluminiumsborde, der så pludseligt kyles mod hinanden. Uhyggeligt.

Den forhenværende danser ved Dansk Danseteater, Marylise Tanvet, høstede desuden kæmpeapplaus for sit tavse offerportræt under racismescenen i Som Om. Klump i halsen!

Magiforladt midnat

Skønheden er til gengæld uendelig i Askepot på Operaen, akkurat ligesom Proko-fievs musik med de massive klanglån fra Romeo og Julie. Tim Rushtons koreografi har fint nok presset de kongelige dansere ud i muntre svirpehop på stedet, og hans egne dansere fra Dansk Danseteater har fået piruetter som aldrig før. Men selve ensomhedsportrættet af Askepot er blevet for spinkelt, også selv om den yndige og rentdansende Yao Wei giver den svigtede askepot mange spændende nuancer. Scenografien af Johan Kølkjær er ellers blevet til en overraskende nøddeskal oven på drejescenen, der både ligner en græsgang til verdens ende og en futuristisk riddersal. Her anes de psykologiske tolkninger, der har svært ved at komme ud i Rushtons umiskendelige knække-albuer og virrehoveder. Men fortryllelsens ophævelse ved midnat ryger på gulvet, fordi det projicerede ur med visere kun kan ses fra balkonen ...

Der kommer aldrig flammende ild i koreografien - og slet ingen smerte som i Rushtons fremragende Requiem i 2006. Jeremiah Kishs deltagende prins er sat til at agere skyklapblind, mens Askepot løber rundt i riddersalen, hvilket gør historien noget anstrengt. Også selv om forestillingen samtidig punkterer myten om, at Askepot kun kan blive voksen i mødet med kærligheden og prinsen: Hos Rushton bliver hun voksen i mødet med kærlighedsløsheden, da hendes mor dør.

Midt i alt det storladne efterlader Askepot sin tilskuer mærkeligt tom. Men pudsigt nok lignede Yao Weis spinkle Askepot danskernes Alexandra. Ikke da hun kom fra Kina for at blive prinsesse, men da hun blev gift anden gang. Og det kunne glimrende ses som en underfundig pointe: At kærligheden og livet har mellemregninger, der ikke altid står omtalt i eventyrene. Kys!

AMC@INFORMATION.DK

W[doubleyou]-Undertow. Koreografi: Palle Granhøj. Musik: Laila Skovmand og Robert Karlsson. Scenografi: Per Victor. Granhøj Dans, Klosterport 6.50 min. Kr. 150. Til 28. nov. www.granhoj.dk

Othello. Koreografi: Louise Midjord. Musik: Zaki Youssef og Gabriel Flies. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Dramaturgi: Camilla Hübbe. Det Kgl. Teater, Skuespilhuset. 50 min. Forhåbentlig på turné senere. www.kglteater.dk

Det Unge Dansekompagni. Touch. Us af Marie Brolin-Tani (2008). Pas de danse af Mats Ek. Track af Didi Veldmann (2004). Turné bl.a. Malmø, Inkonst 19.-20. nov., Århus, Archauz 27.-29. nov., København, Takkelloftet 11.-13. dec. Kr. 120. 1 t 40 min. www.mbtdans.se

Cullberg Balletten. Aluminium af Mats Ek. Som Om af Johan Inger. Cullberg Balletten på Gamle Scene i weekenden. Birgit Cullbergs 100 års dag fejres på fredag-lørdag i Nyköping syd for Stockholm. www.cullbergbaletten.se

Askepot. Koreografi: Tim Rushton. Musik: Sergej Prokofiev. Scenografi: Johan Kølkjær. Kostumer: Kenth Fredin. Dramaturgi: Gerd Schottländer. Dirigent: Graham Bond. Den Kgl. Ballet og Dansk Danseteater på Operaen. Kr. 90-696. 2 t 45 min. Til 28. nov. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu