Læsetid: 6 min.

Skønheden og udyret

Den smukke filosof Bernard-Henri Levy og den grimme forfatter Michel Houellebecq har ført en brevveksling, der nærmest naturnødvendigt har ført til en ironiserende kritik og mudderkastning i de franske medier. Men den virkelige kulturdebat er måske at finde i selve korrespondancen
Den smukke filosof Bernard-Henri Levy og den grimme forfatter Michel Houellebecq har ført en brevveksling, der nærmest naturnødvendigt har ført til en ironiserende kritik og mudderkastning i de franske medier. Men den virkelige kulturdebat er måske at finde i selve korrespondancen
14. november 2008

Hvad har den ordblomstrende bourgeois-filosof Bernard-Henri Lévy - med de hvide åbentstående skjorter og altid kampklar på en ny front, det være sig Bangladesh, Bosnien eller Afghanistan - at gøre med en lille grim forfatter, Michel Houellebecq, misantrop, nihilist, racist og misogyn?

Intet sådan set, som Houellebecq selv skriver det i allerførste brev i den netop udgivne korrespondance Ennemis public - Samfundsfjender, der lige til det sidste var omgivet af et enormt hemmelighedskræmmeri.

Forlagsbranchen har i over et halvt år spændt ventet på afsløringen af, hvem der havde forfattet en bebudet brevveksling med et første oplag på ikke mindre end 150.000 eksemplarer. Det viste sig at være det umage par Houellebecq og Bernard-Henri Lévy, "åh nej, ikke dem," skriver avisen Le Soir.

Mediestuntet lykkedes til fulde, og salget går forrygende.

Ifølge de to herrer selv har de ellers umiddelbart ikke andet tilfælles end begge at være foragtede individer.

"Tilsammen symboliserer vi til fulde den frygtelige forsumpning af fransk kultur, der for nylig, strengt men præcist, blev udpeget af ugemagasinet Time," skriver Houellebecq indledende. Bernard-Henri Lévy er "kaviarsocialist, en filosof uden tanker" og oven i købet instruktør af "filmhistoriens mest latterlige film". Houellebecq har på sin side "udelukkende opnået litterær berømmelse ved en utrolig fejltagen dårlig smag".

Selvfølgelig - og nærmest som en selvopfyldende profeti - måtte denne følelse af at være udstødte, forhadte syndebukke eller ligefrem 'samfundsfjender', være det første, den franske kritik måtte kaste sig ironiserende over. Som ugemagasinet Nouvel Observateurs litteraturkritiker og forfatter Jérôme Garcin skriver det, "er det mest irriterende ved denne tostemmige klagesag, den måde to mænd, der allerede er rige og kendte, stylter sig op som syndebukke for et system, de ellers i den grad har udnyttet".

Umådeligt store egoer

Le Soir driller endnu mere: "Arme rige og kendte forfattere, der nu bliver endnu mere rige og kendte. De to misforståede har skrevet sammen i seks måneder med en nydelse, der transpirerer læsningen mindst lige så meget, som det sveder af deres umådeligt store egoer og deres paranoia," stønner Charline Vanhoenakcler, der finder brevvekslingen helt uudholdelig. "Én lang klagesang."

Dagbladet Libérations Claire Devarrieux noterer sig mere høfligt og forbavset, i en ellers meget positiv anmeldelse, at brevvekslingen "afslører en forfængelighed, man ikke troede så enorm. De tror virkelig begge selv på, at de er samfundets fjende nummer 1. Man kan da ellers ikke sige, at vore to forfattere mangler steder, hvor de kan udtrykke sig, penge til at arbejde for eller støtte fra deres forlag".

Mudderkastningen mellem forfatterne og kritikken fortsætter. Michel Houellebecq kaster mudder med navns nævnelse i brevene, kritikerne kaster tilbage, og det gør Houellebecq så også. I den forløbne uge erklærede han i radioen, i Europe 1, at kritikerne "under alle omstændigheder er folk, jeg foragter. Jeg har altid foragtet Jérôme Garcin for eksempel. Det er da trods alt en af de mest middelmådige forfattere. Hans bøger er ingenting".

Bernard-Henri Lévy holder sig som sædvanlig tilbage, i brevvekslingen, der naturligvis er en mailudveksling, forklarer han indgående, at han dybest set aldrig føler sig ramt af kritik. Lige meget hvor meget hans eneste spillefilm blev rakket ned, er det ham umuligt at tænke sig selv som "ham, der har lavet en dårlig film".

Interessant klagesang

Al denne mudderkastning er lige ved at skygge for, at det faktisk i manges øjne er en yderst interessant debat, der efter de første mange siders klagesang, nærmest på trods af dem selv, opstår mellem de to mænd.

Fra starten var det vel nærmest tænkt som en provokation, tilfældigt foranlediget af, at Bernard-Henri Levys hustru, skuespillerinden Arielle Dombasle - "min smukke, min eneste, min enkle lidenskab," som han omtaler hende - spiller smuk kvinde i Houellebecqs film Muligheden for en ø. Som for resten ifølge en række af de kritikere, Houellebecq hader, kandiderer til at komme op på siden af Bernard-Henri Lévy som 'verdenshistoriens mest latterlige film'. Men provokationen og det simple hadegrundlag udvikler sig gennem de 28 breve til noget nær en værdidebat eller et dobbeltportræt af to forfattere, begge vokset op i efterkrigstidens Frankrig.

"Ikke alene fungerer denne duo," skriver Libération således, "ved at blande hverdagsoplevelser og metafysik, det skaber også en ekstrem spændende bog, det bliver så læsernes anden overraskelse".

Også Journal de Dimanches kritiker Marie Laure Delorme er begejstret over denne "levende, livgivende og vibrerende" udveksling, for "ikke alene er de fra vor epoke, de er også uenige om den. De gør deres job som 'intello' ved at konfrontere sig med vulgariteterne, spørgsmålene og fornærmelserne i vor tid. Og de gør det godt".

Sokratisk diskussion

Og der opstår faktisk en debat mellem Houellebecq og Bernard-Henri Levy, der belyser både deres liv og værk en hel del, understreger både Libérations og Journal de Dimanches og adskillige andre anmeldere. Det kan nærmest læses som en sokratisk diskussion med den pudsige pointe, at man går frem og tilbage mellem Houellebecqs knastørre stil og Bernard-Henri Levys floromvundne sprogudskejelser, og at denne forskel i sproget pludselig viser sig at bunde i deres forskellige opfattelser af moral.

Eller er det omvendt? Og som så igen måske skyldes deres så vidt forskellige familiebaggrund. Henover adskillige breve diskuteres det således, hvorvidt man skal engagere sig i samtiden på den måde, Levy har for vane at gøre det - eller afstå fuldkommen fra det, som Houellebecq, der for eksempel ikke kan se den mindste grund til at betale skat og derfor fuldkommen uden dårlig samvittighed er flyttet til skattely i Irland. Ud fra en sætning af Goethe om 'hellere en uretfærdighed end uorden' forsvarer Houellebecq en ekstrem form for 'ikke-indgriben' som overordnet at være langt mindre farlig end at gribe ind.

Selvfølgelig må en Bernard-Henri Lévy skrive sig varm oven på dette. Om hvorledes Goethes sætning er en sætning, "der slår ihjel". Fordi det er den slags argument, der gjorde, at man ikke greb ind, når jødiske familier blev hentet af Gestapo i 1942. Men også endnu dybere, fordi hans dybe skræk er, at denne sætning en dag kunne ramme ham selv. Hvorpå BHL illustrerer det med en perlerække af litterære eksempler og for resten lige sætter Houellebecq på plads med, i hvilken kontekst sætningen blev sagt, og hvorledes den korrekte formulering var. Der er ikke så lidt filosofisk skolemester over Bernard-Henri Lévy.

Til gengæld lykkes det Houellebecq at få Bernard-Henri Lévy over i det, han kalder "bekendelseslitteratur". Ved selv at fortælle om sin far, for hvem det lykkedes at blive en ekstremt anerkendt bjergfører, men som samtidig altid foragtede andre mennesker - eller ved at kommentere den ualmindeligt rædselsfulde bog, hans mor har skrevet imod ham, får Houellebecq lokket den hemmelighedsfulde Bernard-Henri Lévy til for første gang nogensinde at portrættere sine forældre; algeriske jøder, som kom fra stor fattigdom, men som det lykkedes at skabe den formue i Frankrig, som Bernard-Henri Lévy stadig nyder godt af.

Og disse billeder af de to så vidt forskellige forfatteres baggrunde belyser så både deres forfatterskabers indhold og form. Og hvem vinder så?

Langt de fleste kritikere, der er nået ind bag mudderkastningen, mener, at begge forfattere viser sig fra deres bedste side.

"Der er skrift som elektrisk strøm med flere hundrede volt, ånd som laserstråler, fri som vinden legende med ilden," svinger Marie Laure Delorme sig op til.

For en af Houellebecqs yndlingsaversioner Christophe Barbier fra L'Express, der så til gengæld også har Houellebecq som yndlingsaversion, er det helt uden tvivl Bernard-Henri Lévy, der løber af med sejren.

"Man følger fascineret dette slag, dette skakspil, selvom det hurtigt bliver ulige. Houellebecq er ikke i særlig lang tid med sin humor og sine røgslør i stand til at skjule sine lakuner. Han svarer Levy, mens Levy korrigerer, afslører, kultiverer og dominerer ham. Houellebecq benytter sig af dårligt sprog, mens Bernard-Henri Lévy udfolder en righoldig stil, hvis epistolære præcision sikrer det mod svulstighed."

Ét er umiskendeligt. At være en misforstået, elendigt skrivende syndebuk er måske ikke så slemt, når man lynhurtigt kravler op mod at have solgt sine 150.000 eksemplarer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu