Lars Frost er et kendt ansigt i den offentlige debat. Han har flere gange givet sin mening om kulturpolitik eller om dette og hint til kende, og han har karsk udtalt til Information, at statsministeren er en idiot, og at Brian Mikkelsen burde være blevet fyret fra kulturministerposten. Han kan være polemisk og kværulantisk, men det er ifølge forfattervennen Jeppe Brixvold ikke en fyldestgørende karakteristik af ham.
"Selvom Lars kan blive oppositionel og udfordrende, hvis han bliver vred over det, folk siger og tænker, så er han først og fremmest et utroligt opmærksomt menneske og en god ven, der interesserer sig for ens børn og familie. Jeg tror egentlig ikke, at han bryder sig om at være oppositionel. Men man kan nok sige, at Lars indeholder en dobbelthed," siger Jeppe Brixvold.
Selvom Lars Frost holder af bylivet og diskussionerne i København, hvor han er født og opvokset, så keder det ham nemlig også, fortæller Jeppe Brixvold. Han har flere gange vandret sammen med Lars Frost ved Vesterhavet og på den jyske hede, og her kommer en anden side af Lars Frost frem. En side af ham, der glæder sig over naturen og de elementære oplevelser af skønhed og glæde.
"Han har et stort behov for at komme ud under åben himmel. Der er en poetisk drivkraft i Lars, og det er den, der giver hans prosa en helt særlig skønhed."
Dobbelte betydninger
Dobbeltheden, eller i hvert fald mindst to niveauer, der hænger overraskende sammen, er også det strukturerende element i Lars Frosts seneste roman Ubevidst Rødgang. På ét niveau handler romanen om den midaldrende danske ingeniør Erik, der er gift med Grete, men som efter deres søns død rejser alene til Rom og Venedig, hvor han roder sig ind i forskellige kærlighedsaffærer. På et andet niveau handler romanen om den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1967-1973, med særligt fokus på velfærdsstatens ud- og afvikling.
Dét, der er fælles for romanens to niveauer, er, ifølge Mikkel Bruun Zangenberg, lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, at fundamentet begge steder begynder at skride undervejs i bogens handling.
"Det usikre fundament, som det fænomen, der er fælles for romanens hændelser, skal forstås i både overført og bogstavelig forstand," siger Mikkel Bruun Zangenberg. I den store fortælling om den danske velfærdsstat rammer oliekrisen og optimismen fra 60'erne begynder at ebbe ud. På samme tid kommer Eriks ægteskab i krise. Mikkel Bruun Zangenberg mener ikke, at det er tilfældigt, at det især bliver tydeligt for læseren at tingene skrider ud for Erik, da vi når til Venedig.
"Venedig en by, der meget tydeligt anskueliggør romanens hovedproblematik. For ud over at Venedig er kendt som en dekadent by fra en lang række litterære værker, så er det også byen, hvor fundamentet helt fysisk er ved at skride. Byen er simpelthen ved at synke i havet," siger Zangenberg.
Ingeniørteknik
På forsiden af Ubevidst Rødgang står der, at det er en ingeniørroman, og denne påstand sandsynliggøres i dobbelt forstand. Helt konkret kommer romanen til at handle en del om det ingeniørtekniske begreb statik, der også kaldes ligevægtslære. Det bruges i bygningskonstruktion til beregning af, hvordan man holder ting i ligevægt og dermed skaber duelige fundamenter.
Men statik spiller også en symbolsk rolle, forklarer Zangenberg.
"Statik er en metafor, der beskriver forsøget på at finde løsninger på alle romanens niveauer: både i forhold til velfærdsstatens afvikling og Eriks smuldrende ægteskab. Det, der er så genialt ved Lars Frosts brug af statikbegrebet, er, at det ikke kun er et symbol, men også noget helt konkret ingeniørteknisk. Ingeniørene diskuterer det jo blandt andet i forbindelse med Venedigs uholdbare fundament. Derfor kan man med god ret kalde det en ingeniørroman," siger Mikkel Bruun Zangenberg.
Måske kan man tilføje, at der er et tredje niveau, eller en slags dystert fremtidsperspektiv, i romanen. Ubevidst Rødgang indeholder nemlig også et langt semidokumentarisk afsnit om stålfabrikanten Alfred Krupp fra sidste halvdel af 1800-tallet.
"Krupps stål er med til at sikre, at vi kan få broer og en god infrastruktur i Danmark. Det er afgørende for en moderne velfærdsstat. Men Krupp laver også kanoner, og han er på den måde ret eksemplarisk for velfærdssamfundets dobbelttydighed. Bagsiden af historien om udviklingen af velfærdssamfundet er jo, at det blandt andet er funderet på våbenindustrien, som bidrager til destruktion og ødelæggelse. Dét, som har skabt det industrielle og civilisatoriske fremskridt, er samtidig knyttet til undergang og barbarberi," forklarer Mikkel Bruun Zangenberg
Totaloplevelse
Det er i enhver henseende en meget gennemarbejdet og (for en roman) ret usædvanligt opsat bog, Lars Frost har begået. For ud over at han er fantastisk legende og dygtig, når det kommer til sproglige og kompositoriske virkemidler, så er han også ganske egensindig med hensyn til den fysiske udformning af bogen.
Forsiden, der er uden et genkendeligt motiv, er holdt i de kontrasterende farver grøn og rød på hvid baggrund. Farvespillet referer ifølge billedkunstner og illustrator Malene Hartmann til udtrykket 'ubevidst rødgang', der er politiets betegnelse for folk, der ved en ubevidst refleks går over gaden for rødt, blot fordi andre gør det.
"Desuden er rød, hvid og grøn de tre farver, der tilsammen indgår i det italienske og det danske flag, så på den måde er stederne i bogen markeret på forsiden. 'Stedet' er et centralt omdrejningspunkt for Lars' produktion i det hele taget, og det har jeg valgt at tydeliggøre og understrege visuelt. Den røde tekst på bagsiden af bogen er håndskrevet og inspireret af utallige syditalienske butiksfacader," siger Malene Hartmann.
Ubevidst Rødgang folder sig ud som en totaloplevelse af visuelle, poetiske og sagkundskabelige indtryk. Bagerst i bogen er der en litteraturliste, hvor man kan forvisse sig om, at forfatteren faktisk har læst 60'er-livsstils-magasinet Mad&Gæster, som personerne læser højt fra i romanen. Derudover man f.eks. også se, at Lars Frost har hentet inspiration til sit danmarksbillede hos så vidt forskellige kilder som H.C. Andersen og Søren Krarup.
Ikke engang forfatterportrættet på bogens forflap er helt, som den slags plejer at være. Det er et portræt af forfatteren, som en meget ung mand; han får et kys af sin mor på sit rynkede spædbarnsøje. Helt præcist er det et foto fra 7. oktober 1973, den dag romanen ender, og den dag Lars Frost blev født. Læseren bliver allerede ved første øjekast varslet om, at dette er en helt unik bog, om forudsætningerne for det liv og samfund, Lars Frost og vi andre lever i i dag.
