For 15 år siden var Søren Fauli og Bo Hr. Hansens novellefilmsatire over 1980'ernes punkmiljø i København et af flere tidlige tegn på, at dansk film var ved at få røven med sig. Filmen følger den i enhver forstand sølle guitarist Ronnie (Kristian Holm Joensen), som 'spiller' i bandet De skrigende halse. Gruppens to øvrige medlemmer er vendekåben Anders (Martin Brygmann) og møgsvinet Frank (Thomas Bo Larsen), der behandler Ronnie som en udtjent dørmåtte. Da han i et desperat forsøg på at få et minimum af medlidenhed bilder dem ind, at han er dødeligt syg, får bandets selvudnævnte og lidet tilregnelige manager, Djarnis, julelys i øjnene. For er der noget, der kan sælge plader i punkkredse, så er det netop døden. I rollen som Djarnis leverer Søren Pilmark sit livs præstation. Bag den rå og intimiderende facade skjuler sig et lillebitte menneske, som ikke tåler at blive kaldt Djarnis-drengen - skønt alle andre i miljøet med største selvfølgelighed får hæftet et '-drengen' på deres navn. De skrigende halse har for længst fået kultstatus, ikke mindst takket være den uhyre citatvenlige dialog: "Frank-drengen, jeg kan se på dine pupiller, at nu lyver du igen. Du er ikke på heroin, du er på speed."
De skrigende halse. Instruktion: Søren Fauli. Manuskript: Bo Hr. Hansen og Søren Fauli. Udkommer på dansk dvd den 18. november