Interview
Læsetid: 8 min.

Slaget om fortiden hindrer den vigtige historie

Den prisbelønnede spanske forfatter Antonio Muñoz Molina vil ikke lade fortiden hvile. Men han ærgrer sig over, at andre misbruger den. Både i Spanien og i tilfældet med Kundera
Kultur
14. november 2008
Antonio Muñoz Molina, der er aktuel med dannelsesromanen -Månevind-, har ikke i sinde at lade fortiden hvile. Men den prisbelønnede spanske forfatter ærgrer sig over, at andre misbruger den.

Antonio Muñoz Molina, der er aktuel med dannelsesromanen -Månevind-, har ikke i sinde at lade fortiden hvile. Men den prisbelønnede spanske forfatter ærgrer sig over, at andre misbruger den.

Ricardo Martín

MADRID - Det er mandag formiddag i Madrid, og efterårssolen stråler fra en klar, blå himmel. Byens største fodboldhold Real, der netop har vundet over Athletic Bilbao fra Baskerlandet, føler sig forfulgt af dommerne fra provinsen, dagens El País beretter om ueksploderede bomber fra Borgerkrigen i de nærliggende Guadarrama-bjerge, og på sofabordet hjemme hos Antonio Muñoz Molina, der bor i et roligt villakvarter oppe i byens højre hjørne, ligger en slidt bog af Milan Kundera med æselører, noter, bogmærker og det hele.

Den 52-årige Muñoz Molina, der har skrevet 14 romaner, været medlem af Det Kongelige Spanske Akademi siden 1995 og to gange er blevet præmieret med Premio Nacional de Literatura, smiler og læner sig tilbage i sin bløde sofa, lægger benene over kors, inden han svarer på spørgsmålet, om ikke folk i Spanien er sygeligt besat af fortiden.

"Noget tyder på det. Men du må forstå, at vi er et ungt demokrati, hvis traumatiserende oplevelser fra borgerkrig og diktatur stadig rumsterer. Vi kæmper alle med spørgsmålet om, hvor meget vi skal gå op i fortiden, fordi, ja, vi i kampen for demokratiet blev nødt til at ofre visse ting. Det ser du jo også på Balkan, i Sydafrika, i Rusland, i Tyskland - og nu denne forfærdelige historie med Milan Kundera."

Muñoz Molina peger på bogen, og så retter han sig op i sofaen og siger med en rolig stemme og et fast blik:

"Problemet er, når vi begynder at dømme andre. Hvordan kan vi tillade os at dømme folk, der har været igennem forfærdelige oplevelser for 50-60 år siden? På den ene side skal vi blive ved med at holde fortiden i live for ikke at glemme de uskyldiges lidelser. Samtidig bliver vi nødt til at komme videre, ellers kan vi ikke skabe et moderne samfund. Desværre er det, som om folk for tiden udelukkende interesserer sig for fortiden, fordi de vil påberåbe sig en eller anden form for smerte, der kan give dem en identitet. Du sørger måske over din bedstefar, der blev dræbt for 70 år siden, fordi så får du - eller kræver du - samme respekt som han og de andre virkelige ofre. Så er du pludselig noget! I mine øjne er det ren narcissisme."

Fortid kontra fremtid

Anledningen til vores møde med Antonio Muñoz Molina er hans seneste roman Månevind, der netop er udkommet på dansk. Som flere andre af hans romaner udspiller den sig i den fiktive spanske landsby Mágina, der minder om forfatterens egen barndomsby Úbeda i det fattige Andalusien.

Handlingen, der kredser omkring en drengs første skridt ind i en moderne verden, nærmer sig også det selvbiografiske og trækker på de minder, Muñoz Molina har fra en helt specifik sommer i slutningen af 60'erne.

"Egentlig skulle det have været en selvbiografi," siger forfatteren:

"Men der var så mange ting, jeg ikke kunne huske, at jeg blev nødt til at gøre det til en roman. Hvem kan huske, hvad folk sagde for 35 år siden? Nej, jeg blev nødt til at gøre det til en fiktiv tekst, og da jeg træf den beslutning, blev det også nemmere for mig at løfte handlingen til en historie, der vedrører læsere fra andre generationer og andre lande. Selv om det naturligvis er en meget specifik spansk historie med rødder i, hvad der skete for mit land og jeg i 1969."

Idéen til historien fik Muñoz Molina, da han for nogle år siden boede i New York, hvor han var direktør for Cervantes-instituttet. På Museum of Natural History så han en udstilling med billeder fra månelandingen. Et af billederne forestillede et polaroidbillede liggende på månens overflade i et plastikchartek og med et motiv af en af astronauternes smilende amerikanske familie.

"Det gav mig et stærkt indtryk af tidens gang. Det billede fanger jo både fortiden og fremtiden, og da jeg længe havde været interesseret i den periode i livet, hvor du ikke længere er et barn, men heller ikke voksen endnu, fandt jeg hér en ramme til min historie. Og da jeg gik hjem tværs over Central Park den eftermiddag, fandt jeg på at skrive om den sommer, hvor månelandingen fandt sted, og jeg stiftede bekendtskab med døden første gang. På den måde kunne jeg fange den spænding, jeg selv oplevede, mellem fortiden og fremtiden," siger Muñoz Molina, der specielt har brugt minderne om sin egen far som inspiration til romanen.

"Hovedpersonen er baseret på mig selv, men jeg var ikke nær så optaget af videnskab, som han er. Jeg var meget interesseret i litteratur. Men jeg kan godt huske, at jeg så månelandingen på tv, og jeg kan godt huske, at min far og de ældre i byen ikke fattede, hvad der var ved at ske. At vi nu var trådt ind i fremtiden. For dem handlede det om at få æslerne til at fragte oliven hjem fra markerne hver aften."

Min farfars hemmelighed

- Romanens fortæller fornemmer også, at fortiden gemmer på en masse hemmeligheder. Fornemmede du også det?

"Så absolut. Det specielle ved Spanien i slutningen af 60'erne var jo, at mens vi kæmpede for at blive en del af den nye verden, var vores diktatur også på retur. Der var forandringer i luften, selv om Franco først døde seks-syv år senere. Man kunne fornemme, at der var ved at ske noget, men man kunne også fornemme, at den ældre generation - min far og min farfar - ikke var trygge ved situationen. Mine forældre talte om Borgerkrigen uden egentlig at sige noget. Så var du en følsom dreng, som jeg, forsøgte du hele tiden at vejre stemningen. Hvad talte de ældre om? Hvorfor stoppede de altid deres historier på et vist tidspunkt? I en af mine romaner skriver jeg om dengang, hvor jeg i min farfars klædeskab fandt en uniform og en lille metalboks fyldt med pengesedler. Hvorfor ligger de der? Når min familie er fattig, og når min farfar er bondemand (han var politibetjent under Republikken inden Borgerkrigen, red.)? Det pirrer din fantasi. Det er en fantastisk skole for en kommende forfatter."

- Men nu er det så, som om alle vil tale om fortiden. Hvad skyldes det, tror du?

"Du må meget undskylde, men viljen til at tale om fortiden har altid været der hos kunstnerne, men nu har den også ramt folket. Kunstnere - jeg selv inklusive - har jo altid fokuseret på fortiden og prøvet at gøre op med den på en eller anden måde. Det er ikke noget nyt. Så at kalde det en bølge, som jeg læser alle steder, er ikke sandt."

- Viljen har så også ramt politikere og embedsmænd, blandt andet diskuteres det i jeres retssale, om en massegrav må graves op, fordi efterkommere af blandt andet García Lorca vil sikre sig et sted at sørge. Hvad synes du om det?

"Ja, jeg ved det ikke. Folk har jo ret til at grave i deres forfædres grave, hvis de vil, men som jeg sagde før: Jeg tror ikke rigtig på, at de føler så personlig en sorg, som de giver udtryk for. Over for nogen, der døde 50 år inden, de selv blev født! Det minder lidt om spil for galleriet, en søgen efter opmærksomhed. Man kan føle sig vred, uretfærdigt behandlet, og jeg får det også selv dårligt, når jeg tænker på, at García Lorca blev dræbt midt om natten (i 1936 af Francos nationalister, red.), men jeg føler ikke nogen personlig sorg. Det er ikke et personligt tab."

Døm ikke Kundera

- Du nævnte selv Kundera, skal han ikke dømmes?

"For det første synes jeg, han havde fortjent at blive hørt, inden man spreder historien. For det andet: Selv om han angav en person og var overbevist kommunist, så er det næsten 60 år siden. Har vi ret til at dømme denne unge mand? Der var masser af unge kommunister og fascister dengang; ideologierne var meget stærke de år, så hvad ret har vi til dømme en, der levede under så svær en periode? Hvis Kundera angav en person, så er det kun dem, der oplevede det, der har ret til at dømme ham."

- Har du da ikke selv haft lyst til at dømme folk fra Spaniens blodige fortid?

"Jo da, mange gange, men du må forstå, at jeg levede i en helt anden verden, end du og mine børn gør. Det er, som om folk i dag tror, at vi sådan uden videre ofrede mindet om alle dem, der faldt under Borgerkrigen, og dem, der blev slået ihjel af Franco. Det er jo ikke sandt. Min ungdoms Spanien måtte kæmpe for at få demokrati. Vi var isolerede, underudviklede, og militæret bestod af Franco-folk. Efter Francos død var vi på den ene side truet af den ekstreme højrefløj, der ville have magten tilbage, og på den anden side af ETA, der nådesløst slog ihjel, selv om de havde fået amnesti i '77. Det var en ond cirkel - hver forbrydelse begået af ETA gav næring til højrefløjen."

Det usikre demokrati

Antonio Muñoz Molina rejser sig, fylder kopperne med café con leche, inden han tager en dyb indånding. Så sætter han sig igen, fortsætter med en stemme, der atter har fundet det distingverede leje, der matcher kunstværkerne på væggen, bøgerne i reolen, hans fløjlsbukser, brune striktrøje og bløde Camper-sko:

"Kan du forestille dig, hvor usikre folk var lige efter Francos død? Jeg var 18 år gammel, og jeg glemmer det aldrig. Hvad vil der ske i morgen? Hvad gør hæren, hvad gør ETA? Vi var helt alene, ingen hjalp os. Da Tejero stod i spidsen for militærkuppet i '81, sagde amerikanerne, at det var interne anliggender. Det var Spaniens eget problem, sagde de! Kan du forestille dig, hvordan vi modtog den besked? Jeg var kommet ud af militæret måneden inden og havde lige fået mit første job på rådhuset i Granada. Den morgen gik jeg til kontoret uden at vide, om jeg blev arresteret, når jeg mødte op. Jeg vidste bare, at jeg blev nødt til at tage på arbejde."

- Skete der dig noget?

"Jeg mødte på arbejde den dag og også næste dag, og skridt for skridt fik vi etableret det demokrati, der gav os fred og ro og et relativt trygt samfund. Misforstå mig ikke, Borgerkrigen var en tragedie, og Franco var en skændsel for Spanien. Masser af liv blev ødelagt under vores diktatur, ligesom det skete under Stalins diktatur, så derfor bliver vi nødt til fortsat at studere fortiden og prøve at lære af den, men den maskerade, jeg ser omkring mig, den bryder jeg mig ikke om. Det er et falsk drama, der egentlig er med til at hindre den vigtige historie - den, der handler om motiverne bag uhyrlighederne og de mange uskyldige ofre og ikke om opmærksomhedssøgende mennesker på jagt efter et holdepunkt i livet eller et kvarters berømmelse - i at komme frem. Og det ærgrer mig."

Tonny Vorm mødte Antonio Muñoz Molina for magasinet Euroman, der det kommende år vil lade en række markante europæiske forfattere stille skarpt på mandens rolle i dagens Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her