Læsetid 5 min.

Sørgmunter stemmeføring

Christina Hesselholdt stræber efter en skrift, der fortaber sig, bliver væk fra sig selv og slår de særeste sving. Alligevel lykkes det hende samtidig at skrive humoristisk, kærligt og kritisk. Hun er nu nomineret til Montanas Litteraturpris - for anden gang
27. november 2008

Hun skriver på én gang intenst lidenskabeligt, raffineret skolelærd og egensindigt vanvittigt. Hun er, som lektor Marianne Stidsen har udtrykt det, en enestående forfatter, hvis forfatterskab kun er blevet vigtigere med årene.

Christina Hesselholdt (f. 1962) er cand.phil. i Litteraturvidenskab og uddannet ved Forfatterskolen. I 2007 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for romanen 'I familiens skød', og i år er det den selvstændige efterfølger 'Camilla and the Horse', der har bragt hende i betragtning til Montana-prisen igen.

Camilla and the Horse (som i øvrigt er på dansk ligesom resten af forfatterskabet) falder i to dele. Den første er en samling fortællinger, hvor vi blandt andre møder titelpersonen Camilla og hendes virile elskede Charles, der bliver kaldt 'The Horse'. Den anden del er en slags efterstykke til I familiens skød. Fortællingerne er ikke noveller, der beskriver afgørende begivenheder, men det er, ifølge Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, heller ikke dér, kvaliteten skal findes:

"Det er [i] fortællingen som åbent felt, med helt uforudsigelige spring i stemmeføring og begivenheder. Så meget desto bedre: læseren er på, oprømt og nærværende, fanget af en ny kant, en ny knitren i Hesselholdts prosa. Engang randt den stille ned ad siderne, nu pøser hun den frem i voldsomme stød. Og det uden at miste sit perfekte sprog; det er noget af en bedrift."

Jakob Malling Lambert, litterær direktør for Rosinante og Co. fremhæver også den åbne form i Camilla and the Horse som en af bogens grundlæggende styrker.

"En af grundene til, at det er en formiddabelt god bog, er, at dens lidt løse form passer ufatteligt godt til Christina Hesselholdt. I stedet for at lade sine fortællinger styre af et stramt plot, helliger hun sig en af litteraturens fremmeste opgaver, nemlig det man kunne kalde 'tilværelsestydning'. Man bliver simpelthen klogere på livet af at læse hende," siger Jakob Malling Lambert, der har været redaktør på bogen.

Lod bøgerne regne

Forfatterskabet har været undervejs hele Christina Hesselholdts liv. Siden barndommen. Til Politiken har hun fortalt, at hendes meget læsende mor lod bøgerne regne ned over hende. Der var dyb- og tungsindige modernister som Samuel Beckett, Virginia Woolf og Claude Simon på hylderne i barndomshjemmet. Som 20-årig begyndte hun at skrive, men det var en lang og følelsesmæssigt krævende proces at blive forfatter. Hun fik afslag på afslag og skrev tilmed så langsomt, at det var til både at grine og græde over. Ca. 20 sider blev det til, om året vel at mærke.

Christina Hesselholdt har siden beskrevet sit yngre jeg som meget uforløst, kontrollerende og selvkritisk. Derfor kunne hun ikke give slip på sine tekster dengang. Heldigvis var hun samtidig meget optaget af litteraturstudierne på universitetet, så hun kunne, som hun har formuleret det tidligere: "Gå et andet sted hen i stedet for bare at sidde og smide papir i skraldespanden."

I 1988 kom hun ind på forfatterskolen og ud af ensomheden og frustrationerne over de fastkørte skriblerier. Da hun tre år senere debuterede med punktromanen Køkkenet, gravkammeret & landskabet, var det næppe overstået med den strenge selvkritik og de nærmest uhyggeligt gennemarbejdede tekster, men det var en lykkedag, der markerede et afgørende vendepunkt i Christina Hesselholdts liv. Selvom hendes litteratur ofte betegnes som smal, og hun ærgrer sig over de beskedne oplagsstal, er hun bredt anerkendt i det litterære miljø og er allerede indskrevet i litteraturhistorien som en forfatter, der går til verden med en særligt skærpet sanselighed.

Trygt og utrygt

Til daglig underviser Christina Hesselholdt på Forfatterskolen og bor på Østerbro i København sammen med forfatteren Hans Otto Jørgensen. I sine bøger beskriver hun oftest de helt nære relationer og den moderne familie, som et både trygt og utrygt, lykkeligt og ulykkeligt fænomen.

I den hæsblæsende erotiske kærlighedsroman Du, mit du handler det f.eks. om altfortærende forelskelse, og i den personligt sansende og erindrende bog Hovedstolen handler det om smerten ved forældrenes skilsmisse. I Camilla and the Horse beskriver Christina Hesselholdt nedslidte parforhold, længsel og ensomhed.

Terapitabu

I modsætning til mange andre forfattere, indrømmer hun gerne, at hun bruger sig selv og sine egne erfaringer som litterært brændstof. Christina Hesselholdt kommer fra en københavnsk skilsmissefamilie og har selv oplevet at blive skilt som voksen. Hun har tidligere sagt, at mødet med skilsmissen, som både barn og voksen, har givet hende en dobbelt indsigt i dens psykologi. Derfor kan hun beskrive sorgerne og problemerne fra både barnets og den voksnes synsvinkel. I I familiens skød møder vi f.eks. steddatteren Amalie, der føler sig udenfor i sin nye familie, og stedmoderen Anne, der har svært ved at forsone sig med de nye familieroller.

Overraskende nok har den voksne Christina Hesselholdts dobbelte blik på skilsmissen og det nedslidte parforhold tilføjet forfatterskabet en vis munterhed. Hvor de tidlige fortællinger som Køkkenet, gravkammeret og landskabet og også Hovedstolen er fortalt fra barnets perspektiv og derfor fremstår fortabte, så er I familiens skød og Camilla and the Horse anderledes opløftende og forlenet med den voksnes handlemulighed.

Noget voksent er der også over Christina Hesselholdts nyfundne evne til at gøre grin med sin egen patos. I en af historierne fra første del af Camilla and the Horse, hvor det kvindelige fortæller-jeg danser rundt på en bar med en luder fra Rumænien, hedder det således: "Jeg har nok lignet en aldrende, lidt buttet panter. Stadig med en vis smidighed. Men."

Den nyere optimisme i forfatterskabet kan måske have noget at gøre med litteraturens og selvrefleksionens lindrende effekt. I hvert fald, hvis man skal tro forfatteren selv. Hun mener, at man kan blive stadig lettere og mere munter af at skrive og har forklaret det på følgende måde til Information: "Det har været tabu at sige, at litteratur har noget med terapi at gøre, men selvfølgelig har det en eller anden effekt at beskæftige sig så meget med nogle personlige familieproblematikker og forsøge at analysere dem. Det kan bare tage lang tid, før man opdager, at det faktisk har battet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu