Læsetid: 3 min.

Stol ikke på Politiets Efterretningstjeneste

Alle bør lære, at ingen er skyldig, før vedkommende er dømt
Gretelise Holm fik et forudsigeligt svar fra PET-chefen, Jakob Scharf, da hun skrev til ham og udtrykte bekymring for retstilstanden.

Gretelise Holm fik et forudsigeligt svar fra PET-chefen, Jakob Scharf, da hun skrev til ham og udtrykte bekymring for retstilstanden.

Rune Evensen

27. november 2008

For præcis et år siden skrev jeg på denne plads en klumme med overskriften: 'Politiets spin og mediernes standret.'

Den handlede om, hvordan en ung mand blev dømt som terrorist i medierne - endnu før han var blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Det kunne udelukkende lade sig gøre, fordi Politiets Efterretningstjeneste fodrede samme medier med opdramatiseret spin, så der blev pisket en stemning op, hvor der ikke syntes at herske tvivl om skyldspørgsmålet.

Den 22-årige blev anholdt den 11. november 2007, og allerede den 12. november om morgenen var han kendt skyldig i medierne. Jeg nævner i flæng:

"22-årig ville kidnappe danskere," fastslog Ekstrabladet.

"22-årig anholdt - ville bortføre danskere" (Nyhedsavisen)

"PET anholder mand for planer om kidnapning" (Berlingske Tidende)

Det dybt problematiske politispin bestod ikke alene i, at politiet straks ved anholdelsen informerede medierne om selve sagen ud fra politiets synsvinkel.

Nej, man satte turbo på ved - før grundlovsforhøret - at bringe en advarsel til danskere i udlandet og specielt i Tyrkiet, Syrien, Pakistan og Afghanistan om at være "særligt opmærksomme."

Det var - for det kritiske øre - en fuldstændig intetsigende advarsel, for vi danskere havde nemlig på det tidspunkt allerede længe skullet være særligt opmærksomme i de pågældende lande.

Men medierne - også de elektroniske - hoppede på limpinden, og ved hjælp af 'advarslen', som tillige blev formidlet af Udenrigsministeriet, lykkedes det PET at få pisket stemningen op, så der i offentligheden næppe var tvivl tilbage om den 22-åriges skyld, da han blev fremstillet i grundlovsforhør den 12. november om formiddagen.

En skidt bismag

Dommere er også en slags mennesker, og spørgsmålet er, om de kan undgå at blive berørt af en sådan oppisket stemning. I hvert fald har den 22-årige siddet varetægtsfængslet i et år, indtil han forleden blev pure frikendt. Han havde ikke haft planer om at kidnappe nogen danskere.

Hele sagen har en rigtig ubehagelig bismag.

Efter at den unge mand var blevet fængslet, kunne han nemlig ved hjælp af en telefonbåndoptagelse dokumentere, at PET før anholdelsen havde forsøgt at hverve ham som meddeler. To dage efter, han havde afslået tilbuddet om at blive meddeler, blev han anholdt, og den opsigtsvækkende pressemeddelelse om hans farlighed lå klar og blev straks sat på PET's egen hjemmeside.

Enhver kan herom tænke sit.

Til gengæld kan der næppe herske tvivl om, at det dramatiske politispin skulle kompensere for, at materialet mod den 22-årige var særdeles tyndt.

Personligt var jeg så ubehageligt berørt af den PET-foranledigede mediestandret, at jeg skrev et brev til PET-chefen, Jakob Scharf, og spurgte om retningslinjerne for tjenestens pressemeddelelser -samtidig med, at jeg udtrykte bekymring for en retstilstand, hvor mistænkte kendes skyldige i offentligheden, endnu før de er fremstillet i grundlovsforhør.

Jeg fik et forudsigeligt svar om, at PET ikke var ansvarlig for, hvordan medierne tolkede PET's pressemeddelelser.

Og det er selvfølgelig rigtigt, men når PET's pressemeddelelse former sig som en advarsel til alle danskere i udlandet, så ved PET udmærket, hvordan den vil blive tolket i medierne.

Alle kan lære af denne sag:

Medierne kan lære, at de ikke skal stole på PET.

Og læserne, lytterne og seerne kan lære, at de ikke skal stole på medierne, som gennemgående er alt for ukritiske.

Alle bør lære, at ingen er skyldig, før vedkommende er dømt.

Det princip omfatter også de tunesere, som den ene politiker efter den anden for tiden stiller sig op og erklærer skyldige i at planlægge mord på en tegner.

Samme politikere begrunder deres dom over tuneserne med, at de stoler fuldt og fast på PET. Den tillid er - som ovennævnte sag viser - temmelig naiv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu