Læsetid: 3 min.

En stor hat fyldt ud

Efter flere års tilløb har Danmarks Radio fået en værdig afløser af Ole Michelsens Bogart, men helt, helt anderledes. Det går over stok og sten: Ung må tv endnu være
/b> Jepser Christensen som superskurk i 'Quantum of Solace'. Er det ikke lidt betænkeligt at danske skuespillere er ved at blive standard-inventar i Bond-film? Er vi ved at blive en ny tids tyskere?

/b> Jepser Christensen som superskurk i 'Quantum of Solace'. Er det ikke lidt betænkeligt at danske skuespillere er ved at blive standard-inventar i Bond-film? Er vi ved at blive en ny tids tyskere?

Karen Ballard

14. november 2008

Tag eksempelvis Clement Kjersgaard. Jeg har sjældent oplevet en så irriterende personnage som ham, da han de første gange dukkede op på en tv-skærm. Han var - Gud bedre det - studievært i et program om religioner, og der sad han midt mellem en katolsk pater og måske en buddhist og en muslim og kroede sig med en slipseknude, der var lige så stor som hans ego. I dag forekommer han at være en af de bedste studieværter, hurtig i tanken og replikken, velorienteret og tilmed humoristisk.

Lidt hurtigere gik tilvænningen til Mikkel Munch-Fals, hvis filmprogram DR2 Premiere har kørt et par måneder nu. Efter det chokerende første møde med denne på samme måde hurtigtsnakkende og selvbevidste herre, må jeg lette på hatten. Apropos hat: Efter et flere år langt tilløb har Danmarks Radio igen et filmprogram til værdig afløsning af Ole Michelsens Bogart og sikken et. Det går over stok og sten.

Forpint hævner

For at fylde en så stor hat ud som den, der blev efterladt af den filmalvidende Michelsen, der sjovt nok udtalte sit navn som Mikkelsen, måtte der noget andet stort til. Det var ikke nok med en reprise. Mikkel Munch-Fals, som tilsyneladende kom ud af intet, taler højt og distinkt, ikke noget uld-i-mund der, men det særegne er, at magasinet består af mange små bidder, som falder over hinanden, lapper ind over hinanden, og er et mix af alle de tangenter, tv-mediet har. Ung må tv endnu være.

Alligevel sidder man med en fornemmelse af at komme godt rundt i ugens filmnyheder. I mandags fik vi i de første 10 minutter (ud af en halv time) en lyngennemgang af Bond-filmenes historie og udvikling, foranlediget af premieren på den nyeste, Quantum of Solace. Der var også plads til lidt premiereglimmer og lidt anmeldelse. Modsat Ole Bogart indhenter programmet også værdidomme fra andre end anmelderen. Munch-Fals havde - stående ved et kateder - den kvalificerede iagttagelse, at James Bond i den nye film gerne vil ligne Jason Bourne. Tommelfingeren vendte nedad. Væk er selvironien, de frække navne (som Pussy Galore), den gode melodi (som i Goldfinger) og meget andet af det, der gjorde Bond til Bond. I stedet er kommet en forpint og sammenbidt hævner i Daniels Craigs skikkelse.

Jesper Christensen fik også ord med på vejen som superskurk, men der er for lidt med ham, lød det nationalt. (Forresten kan man være noget betænkelig ved, at danske skuespillere synes at være blevet fast inventar i Bond-film. Er vi en ny tids tyskere? Og efter alt det, Fogh har gjort for amerikanerne!)

Indslaget sluttede med en henvisning til DR's hjemmeside, hvor Le Mans-køreren Thorkild Thyrring giver gode råd om, hvordan man tæmmer en Aston Martin. Lige hvad man står og har brug for.

Overflade

Hvad skal man stille op med den igangværende kort- og dokumentarfilm, CPH: Dox, med det utal af film, der vises i løbet af en god uge?

En umuligopgave at dække fyldestgørende for et filmmagasin. Mikkel Munch-Fals begrænsede sig til at komme med anbefalinger af tre film. Så var den nævnt, ikke glemt. Om den norske film, De usynlige med Trine Dyrholm, sagde studieværten, at den var god, men ikke hen mod slutningen, hvor der var for meget 'mansukriptarkitektur', Et sigende udtryk.

Programmet sluttede med en let ironiseren over en ny pigefilm om en hest, der hedder Winky. Den skal jeg ikke kunne udtale mig om, men forinden blev Anders Østergaards nye Dan Turèll-film præsenteret. Overraskende nok vendte tommelfingeren også til dels nedad her. Overraskende, fordi DR2 Premiere faktisk 'taler' samme hurtige, originale filmsprog som den film. Som bror og søster. Det er da heller ikke rigtigt, at Munch-Fals er kommet helt ud af intet. Faktisk er han selv en filmdigter, som har fået en Robert for en kortfilm, Partus. Ingenting kommer ud af intet.

Nogle vil nok mene det samme, som en yngre gæsteanmelder sagde om Turèll-filmen, at der mangler tid til fordybelse, og vist er DR2 Premiere en overflade-skøjtetur hen over ugens film, men hvad er der galt med overflade? Skøjteløberne er glade for sådan en, og vil man fordybelse, kan man læse anmeldelserne i aviser og tidsskrifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu