Læsetid: 12 min.

Et styrket og troende bolværk mod forfaldet

Med et menighedsrådsvalg, de kulturkristne ikke vil deltage i, og et formandsskifte hos Kristendemokraterne, der har givet den konservative del af partiet magten tilbage, har Indre Mission genvundet en del af fordums storhed. Men verden er skredet i alle retninger, siden Hans Kirk skrev 'Fiskerne', og Indre Mission er fulgt med, indrømmer organisationen. De søger ikke politisk indflydelse, de vil ikke vil basere troen på frygt, og de kan omgås både alkohol, kortspil, sex og andre religioner uden moralsk fordømmelse. Kun Jesus Kristus kan dømme, og det gør han også
Et skred. Jeg ville gerne sige, at der ikke var sket et skred i Indre Mission, men det ville ikke være sandt. Vi er et barn af det samfund, vi lever i. Materialismen præger også os. Men vi skal være et bolværk mod forfaldet, siger Anders Dalgaard.

Et skred. Jeg ville gerne sige, at der ikke var sket et skred i Indre Mission, men det ville ikke være sandt. Vi er et barn af det samfund, vi lever i. Materialismen præger også os. Men vi skal være et bolværk mod forfaldet, siger Anders Dalgaard.

Lasse Lavrsen

15. november 2008

Regnen pisker ned over Rønde på Djursland. Det er tirsdag aften i november og gadelysets gule skær har gjort luften underlig grynet og stoflig. Mørke plastgran-guirlander dingler livløst over en mennesketom hovedgade, men i et busskur ved rutebilstationen har en flok unge drenge og piger søgt ly for regnen og forældrene. De trykker sig sammen, ryger cigaretter og drikker Barcadi Breezers. Jeg leder efter det lokale missionshus i novembermørket og det kender de godt.

"Det er lige derovre." En dreng i en hvid dynejakke og et tykt lag voks i håret peger med en cigaret i hånden.

"Tak - skal I med?," spørger jeg. De svarer ikke, men skraldgriner.

Inde i missionshuset holder den lokale ungdomsafdeling af Indre Mission Bibelaften. Fem unge sidder i blødt grønt velourmøblement omkring et brunt kakkelbord. De har lige sunget en sang og bedt en bøn, og nu er de klar til "at dykke ned i biblen," som der står i programmet.

Fritidsforkynderen Niller er kommet på besøg fra Indre Mission i Hinnerup, og han skal være en slags moderator for aftenens snak. Efter en kort redegørelse for et par samfundsdiagnoser som Jürgen Habermas har fremsat, deler Niller et par spørgsmål rundt på et ark papir: På hvilken måde kan den kristne tro komme det moderne menneske i møde, står der blandt andet. Hvordan troen på Jesus Kristus, som vejen til sandheden og livet, kombineres med et nutidigt verdensbillede og virkelighedsopfattelse, og Niller beder dem overveje, hvordan man kan argumenterer for en objektiv sandhed, når postmoderniteten har lært os, at sandheden er, at der ingen sandhed er.

Næsten inden det første spørgsmål er læst højt, har Simon på 18 år taget ordet. Han er som den eneste af de fire fremmødte ikke født ind i Indre Mission, men er blevet introduceret til bevægelsen for et års tid siden af sin kæreste Helle, der sidder ved siden af ham. Han er begejstret, og siden han blev kristen, har en hel verden åbnet sig for ham.

"Jeg anede ikke, mennesker kunne være så søde ved hinanden, før jeg begyndte at komme i Indre Mission," siger han. "Jeg anede slet ikke engang, at man kunne tale sådan til hinanden. Kristne mennesker er simpelthen så søde ved hinanden. Det er bare lidt svært ikke at komme til at bande."

"Men hvis man tror, at alle kristne er søde, tager man helt fejl," svarer Hans Jørgen på uforfalsket thybomål. Han er født ind i Indre Mission i Thy, men er flyttet mod Århus med sin kone for at læse teologi.

"Folk i Indre Mission kan også være noget så modbydelige overfor hinanden," siger han uden at ville uddybe det.

En far gange 1000

Men de er dog alle enige om, at det er Simons budskab, de gerne vil have ud til 'det moderne menneske - de ikke-troende, eller som Simon kalder dem "dem, der bare ikke har tænkt over, at de er kristne".

"Man skal helt sikkert ikke fare frem med Gud og Jesus til de folk, man møder - det gider de ikke at høre på, men de skulle bare have lov at komme med og se, hvor godt vi har det," siger Simon. Han fortæller, at hans forældre blev skilt, da han var barn, og det betød, at han og hans søster var ladt ret meget alene. Deres mor måtte gå på arbejde.

"Men når jeg læser i Biblen, er det ligesom at få en far, man aldrig har fået, bare gange 1000. Det føles, som om jeg taler med ham (Gud, red.) og når jeg beder, så føles det, som om han er der. Hvis man er i tvivl om, hvordan man lige skal gribe sit liv an, så ser man, hvad 'far' egentlig har at sige om det her. Men han bestemmer ikke. Han leder."

"Ja, og det er det, vi gerne vil fortælle folk," siger Hans Jørgen.

"At Jesus Kristus også elsker dig, og at han kan frelse dig, hvis du vil ledes til ham. Det er ligesom at fortælle folk, at de har 10 millioner i banken, de ikke anede, de havde."

Der er ikke nogen af de unge, der har haft problemer med at være kristen. De fleste af deres ikke-troende venner accepterer, at de er kristne, og de unge missionsfolk har heller ikke noget imod dem af deres venner, der har valgt at leve anderledes. Det er deres valg. De kan ikke dømme nogen, forklarer Hans Jørgen.

"Det kan kun han."

Simons gamle venner synes godt nok, det var lidt mærkeligt, at han pludselig skulle være kristen, men som han siger: "Jeg har altid været lidt underlig."

Det har aldrig været svært for ham at tro. For nyligt kørte han frontalt sammen med en varevogn i noget, han selv betegner som en legetøjsbil, og lægerne gav ham ikke mange chancer for overlevelse - 1 til 1.000, har han senere hørt - og selv efter han var vågnet af koma, var lægerne sikre på, at Simon enten ville dø eller blive hjerneskadet af sine indre kvæstelser. Men det skete ikke. Simon er ikke i tvivl om, at han har andre end lægerne at takke.

"Der var nogen, der holdte hånden over mig - det er der ingen tvivl om. Det var helt utroligt at vide, at der var så mange, der bad for mig. Folk, jeg ikke engang kendte - Indre Missions Ungdom i Herning - og hele Helles familie bad for mig. Det var helt ufatteligt, at nogen ville gøre det for mig, og siden har jeg tænkt, at folk, der ikke har nogen, der beder for dem - eller nogen at bede til, må leve sådan lidt... ja, tomt."

Det giver Niller ham ret i.

Aftenen slutter med kaffe og hjemmebag, og til sidst står Hans Jørgen for en bøn. Vi beder for de forfulgte kristne rundt omkring i verden, da Hans Jørgen har lige læst i en avis, at præstestyret i Iran har endført en dødsstraf for mænd og livsvarigt fængsel for kvinder, der udbreder det kristne budskab. Så det beder vi for. Det, og så at Simons arm må komme sig helt efter ulykken, så han kan komme til at malke igen.

Krigen er slut

Indre Mission har som bevægelse været en af folkekirkens allermest markante organisationer siden stiftelsen i 1861. Den opstod som en reaktion på den stigende rationalisme, der fulgte med tidens oplysningstendenser og grundtvigianismen, og dengang som nu opfatter de sig selv som en konservativ del af folkekirken, der skal fungere som et bolværk imod de store forandringer.

Indre Mission er således en meget bibeltro gren af kirken, hvorfor det har været centralt for organisationen at 'forkynde', 'bevare' og 'vække'. Forkynde kærlighedsbudskabet og vække mennesker af den åndelige søvn, så man opnår frelsen ved at opleve troen på Jesus. Og ja, frelsen skal her forstås som frelsen fra helvedes flammer. Det har op gennem det 20. århundrede givet Indre Mission et ry som en særlig sort del af kirken, der har prædiket frygt, og det har bragt dem på konstant kollisionskurs med andre grene af folkekirkens bevægelser. Men tiden har gjort folkekirken mindre stridbar. Hvor der tidligere fandt en voldsom fløjkrig sted mellem Tidehverv, grundtvigianismen og Indre Mission er stridsøksen i dag næsten begravet. Selv præsten og redaktør af udgivelsen Tidehverv, Søren Krarup, har svært ved at finde andet end positive ord frem mod sine tidligere hadeobjekter i Indre Mission.

"Jeg har stor respekt for den position, de indtager i det offentlige rum," siger Søren Krarup.

"De diskussioner, de kaster sig ud i, kræver et kolossalt mod, og det har jeg respekt for. Jeg er stadig rygende uenig med dem teologisk, og jeg mener, de er helt ude i skoven, når de taler om kristne værdier, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Til gengæld har jeg stor respekt for dem," gentager han.

Annika Hvithamar er adjunkt ved Religionsstudier på Syddansk Univesitet og har undersøgt det kirkelige Danmarkskort, som det ser ud efter årtusindeskiftet. Hun forklarer, at man ikke ved præcis, hvor mange der bekender sig til Indre Mission, men et forsigtigt bud er et sted mellem 40.000 og 50.000 mennesker. Det er ikke en voldsom stor organisation, men i en folkekirke, hvor ret få markere sig, får de stor indflydelse.

"De markerer sig meget på steder, hvor der ikke er ret mange, der markerer sig. Ved menighedsrådsvalg, som der f.eks. lige har været en ret dårlig tilslutning til, er de meget synlige. Så de har større indflydelse, end deres størrelse egentlig berettiger til,"" siger Annika Hvithamar, der dog opfatter bevægelsen for marginaliseret i samfundet generelt.

"Deres synspunkter stemmer ikke overens med resten af samfundets, og lige præcis i Danmark - hvor vi har de holdninger til porno, sex, homoseksualitet og abort, som vi har - rykker de ikke noget." Det har også betydet, at organisationen har blødt meget op på de tidligere mærkesager over de sidste årtier, forklarer Annika Hvithamar.

"Det går ikke så meget på etik længere, det fungerer mere efter en amerikansk model, hvor man vælger Jesus Kristus som en frelser, og det skal man leve efter og tage alvorligt. Hvordan man så fortolker det, kan være mere åbent," siger Annika Hvithamar og påpeger desuden, at de senere års udvikling i forholdet til kristendom har gjort det lettere at være Indre Missionsk.

"Læg mærke til, hvor mange skuespillere, der lige pludselig er begyndt at tro på Gud i løbet af de senere år - den slags vinder Indre Mission også anseelse på."

Men fordi Indre Mission ikke længere dyrker en religiøs dom, kan der godt være en social dom tilbage i miljøet, forklarer Annika Hvithamar, der jævnligt følger netportaler som adamogeva.dk og jesusnet.dk, hvor organisationen debatterer emner som homoseksualitet og abort.

"Man må skelne mellem den officielle retorik og det, der bliver sagt over kaffekopperne i Vendsyssel, hvis sønnen er flyttet sammen med Thomas. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at de mener det de siger. De mener, at Jesus skal komme inde fra, og at tro ikke er noget, man skal true sig til, men noget man skal indse. Det er ikke hyklere vi har med at gøre," siger Annika Hvithamar

"De er lykkelige for deres egen indsigt og mener det oprigtigt, når de gerne vil have dig og mig til at opnå den samme indsigt. De mener så også at du kommer i helvede, hvis du ikke finder ud af det."

$SUBT_ON$En verden i skred

På en præstegård i Øster Snede i Midtjylland sidder Indre Missions formand Anders Dalgaard. Han er sognepræst, men en uge om året holder han fri fra kirken for at pelse mink. Han nyder at koble hovedet fra for en stund og komme ned i sin krop, som han udtrykker det. Bare møde ind på job, tage høreværn på, lytte til klassisk musik og pelse mink. Det er i den uge på året, jeg møder ham på hans kirkekontor efter en hård arbejdsdag.

"De to ord, der har præget Indre Mission lige siden grundlæggelsen, har været 'Vække' og 'Bevare'." Anders Dalgaard holder to fingrer op foran hovedet og lader dem dumpe ned på en sort Bibel foran ham.

"Vi er en bevægelse, der er med til at bevare grundværdierne i kirken, og det skal vi blive ved med. Den forkyndelse, vi taler om i vores bevægelse, er på den ene side tale om Guds barmhjertighed gennem Jesus Kristus - en forkyndelse til liv. Samtidig møder vi også den streng i biblen, at et menneske kan gå tabt, hvis det lever uden Jesus. De to ting skal være fastholdt i kirken."

- Er det ikke det billede af en straffende Gud, hvor man skal passe på ikke træde ved siden af, som vi kender det fra Hans Kirks romaner?

"Det er noget bøvl, at man skal kæmpe med et image, andre har givet os, men det er ikke et billede, jeg kender. Det var sikkert noget om det, da Hans Kirk skrev det, men det er ikke et billede, der har gang på jorden i dag. Det, der var fremherskende i Fiskerne, var frygten og ængstelsen for at gå tabt, hvis man træder ved siden af, og det håber jeg ikke bliver forkyndt i dag. Når man forkynder i dag, er det ud fra tanken om, at vi ikke går fortabt, hvis du tror på Jesus, og der kan man lægge vægten på frelsen og ikke på synden."

- Men er det ikke det samme?

"Det mener jeg ikke."

- Moderne og sekulariserede mennesker bryder sig ikke om, at en kirke skal stå og forkynde rigtigt og forkert og kaste moralske domme over samfundet - kan du forstå det?

"Vi forkynder ikke nogen moralsk dom. Det, vi siger, er, at du og jeg er uden for paradiset. Det er hele menneskeheden. Det er det, vækkelsen går ud på at forklarer mennesker. Men vi siger også, at der er mulighed for at få del i paradiset, og det er kun Jesus Kristus, der kan bestemme, hvem der skal ind i paradiset."

- Indimellem bliver den her forkyndelse meget konkret. Nogen gange så konkret, at I må tage afstand til reelle forhold i hverdagen. Homoseksualitet, abort og pornografi - har i et mål om politisk indflydelse?

"Vi må tale ind i det politiske rum i det øjeblik, at politikken bryder med det normsæt, som giver en rammen for et godt liv. Men det er ikke et mål for os at nå politisk indflydelse i sig selv. Slet ikke. Bodil Kornbæk har for eksempel for nyligt beskrevet Kristendemokraterne som et indre missionsk parti, og det er helt forkert. Vi er ikke et politisk parti, men jeg er til gengæld helt uenig med Anders Fogh i, at religionen skal ud af det offentlige rum. Kirken skal turde at lade sin røst høre i det offentlige rum."

Anders Dalgaard holder en længere pause.

"Vi er en kristen kultur, og bærer på en kristen kulturarv, så selvfølgelige skal kirken markere sig i det offentlige rum. Det skal jøderne, muslimerne eller baptisterne også."

- Hvordan kan man både være konservativ og bevarende - og samtidig leve i en verden, der udvikler sig så hurtigt?

"Verden er i skred, og det indordner vi os under i Indre Mission. Jeg ville gerne sige, at der ikke var sket et skred i Indre Mission, men det ville ikke være sandt. Vi er et barn af det samfund, vi lever i. Materialismen, præger også os. Men vi skal være det bolværk mod forfaldet. Jeg ønsker, at vi kan sige til vores unge mennesker, at der er ting, de skal tage sig i agt for, fordi det kan ødelægge deres liv. Vi skal ikke være moralister, det er vigtigt at sige. Det er der ingen i Indre Mission, der har lyst til at være."

- Hvorfor er det så slemt at være moralist?

"Jeg ved det ikke. Måske fordi vi før er blevet beskyldt for bare at være moralister, og det er altså ikke vores tro. Et menneske bliver ikke frelst ved at gøre moralske gerninger. Et menneske bliver frelst ved mødet med Jesus Kristus. Men i det møde bliver man også forpligtet over for sine medmennesker, og den kommer til udtryk i moral. Jeg ville ønske, at man kunne genopdage moralen som noget positivt, men der er vi ikke, endnu."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu