Læsetid: 4 min.

I Sydamerika læser man ikke krimier

Men det gør vi så sandelig i Europa, hvor eks-diktaturet Spanien dog først kom med på vognen for tre år siden: Det var Liza Marklunds tema, da hun indledte den 17. udgave af den årlige bogfest i Københavns Forum
Bogelskere og andre interesserede kan i denne weekend tage turen forbi Forum, hvor den store bogmesse finder sted. Bogmessen åbnede i går, og det var den storsælgende svenske krimiforfatter, Liza Marklund, der stod for åbningstalen, mens Årets Debutantpris også blev uddelt.

Bogelskere og andre interesserede kan i denne weekend tage turen forbi Forum, hvor den store bogmesse finder sted. Bogmessen åbnede i går, og det var den storsælgende svenske krimiforfatter, Liza Marklund, der stod for åbningstalen, mens Årets Debutantpris også blev uddelt.

15. november 2008

Jeg oplevede noget sjovt på vej til Forum. I metroen stod en pæn mand med en øl i hånden. Han havde ikke noget at åbne den med, hvorfor en anden pæn mand tilbød sin assistance - for derefter at fremdrage en allerede åbnet øl fra sin egen inderlomme.

"Når man er øltørstig, så er man øltørstig," sagde han.

"Så sandt", svarede den anden. Så stod de ret op og ned og skålede, hvorefter de høfligt ønskede hinanden en fortsat god dag. Den ene skulle til Vanløse, den anden til bogmesse.

Ikke at jeg fulgte efter ham, jeg er jo ikke agent, men jeg kunne ikke undgå at bemærke det. Agenter er der til gengæld rigeligt af både i og omkring bøgerne. For 17. gang holdes denne store, københavnske salgsmesse, hvor kriminallitteratur i år er sagen, hvorfor svenske Liza Marklund kækt sprang op på scenen og holdt åbningstalen. Lydbøger er langt om længe også et stort nummer i år.

Politik og magi

Hun holdt et A4-ark op.

"Dette er det danske bogmarkeds tophitliste," forklarede hun. "Øverst ligger Leif Davidsen, og fem af de ti mest solgte bøger er thrillere, krimier. Det fortæller noget om, at danskerne helst læser om vold, død, terrorisme og agenter."

Dette udsagn morede det bognydelige publikum, som ikke så ud til at kunne myrde nogen som helst. Men Liza Marklund havde en pointe:

I Argentina og resten af Sydamerika læser man ikke krimier. På bestsellerlisterne er der bøger om politik og magi, men ikke krimier med vold og mord, som forårsager kaos og magtesløshed, for det har man nok af i forvejen. I Spanien, hvor hun selv bor, er man først for tre år siden, 30 år efter Francos død og diktaturets exit, begyndt at læse krimier, nemlig Henning Mankells og Stieg Larssons.

Liza Marklund, som er aktuel med romanen En plads i solen, fik lige anbragt et forsvar for genren: Det er ikke interessant at diskutere, om krimier er godt eller dårligt, men - ligesom med poesi - om den enkelte bog er god eller dårlig.

Stærk kaffe

Danske Bank skriver ikke selv bøger, men sponsorerer - uanset finanskrisen - blandt andet en debutantpris, som ved åbningen uddeltes til den unge Janni Olesen for romanen Noget skal du vide.

Hun havde dristighed nok til kort at sige, at hun syntes, det var et godt valg, da hun modtog en check plus en statuette forestillende en kaffekop med en grøn sky ovenover og et lyn indeni. En stærk kop kaffe, skulle man mene, og det skulle bogen også være ifølge motiveringen.

En anmelder har ligefrem skrevet: "Anstødelige scener kan forekomme," idet den ikke handler om mord, men om sex og ustyrlige drifter.

Danske Banks direktør, Henrik Normann, gav følgende råd med på vejen, idet han således behændigt fik anbragt bankens slogan:

"Gør det, du er bedst til. Det gør vi!"

Skandaløst

'Skandale' er et ord, der hørtes flere steder på messen. Det er godt, hvis der er noget skandaløst i en bog og endnu bedre, hvis den selv er en skandale.

Mogens Wenzel Andreasen har fundet en gammel skandale frem i bogen Fjeldstigning, som han blev interviewet om Under Uret. Noget om en dansk pianist, Victor Bendix, som engang havde spillet firhændigt med Liszt, og som for 100 år siden forførte Edvard Brandes' hustru, hvilket var en kulturradikal skandale på hin tid. Eller med Andreasens ord:

"fik København til at skælve i sine kulturelle volde."

Ordet skandale hørtes også på Tranescenen, hvor Lone Kühlmann og Ann Mariager havde sat sig til rette, som om de var de eneste normale her. De talte om sidstnævntes bog om den danske journalist Inga Arva, også kaldet Inga-Binga, som blev en af John F. Kennedys hemmelige elskerinder. Bogen har undertitlen Den skandaløse skandinav. I den seriøse afdeling og på samme stand, Gyldendals, sås den for tiden meget eksponerede litteraturkritiker May Schack i samtale med Pia Tafdrup om dennes roman Stjerne uden land. De talte lige ud fornuft, idet Pia Tafdrup sagde kloge ting, som f.eks. at mennesker alt for ofte bliver holdt nede i stedet for at løftes op.

Blå ballon

Videre til et af åbningsdagens store tilløbsstykker, evigt unge Susse Wold, interviewet om erindringsbogen Fremkaldt af professor Hans Hertel.

At hun er døbt Lise, fordi præsten ikke ville anerkende Susse som et rigtigt navn, vidste mange fra op til flere tv-indslag dagen før, men også den store skuespillerinde har været ude for at blive holdt nede.

Hun fik engang at vide, at hun havde et ansigt som en ost, og Poul Reumert havde kort og godt bedømt hendes skuespillertalent, da hun var helt ung, med disse ord:

"Stor, blå ballon. Husholdningslærerinde." Susse Wold nævnte "en katatastrofal jul" (ikke skandaløs), hun engang havde holdt med sin mor i Finland, men jeg kunne desværre ikke høre mere i den voldsomme trængsel foran Hvid Scene.

I den ikke-voldelige afdeling bemærkede jeg også Danmarks Radios stand, hvor man på sædvanlig konkurrencevridende facon var mødt op med både Bamse, Kylling, Kermit og Matador.

I dag og i morgen fortsætter den flimrende bogmesse, som selv Georg Metz nødtvungent har måttet acceptere som en begivenhed på linje med julen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu