Læsetid: 4 min.

Syndfloden rammer kun de andre

Når man kigger på medieudviklingen i Europa, tegner der sig et trist billede. Udviklingen er ikke gået frem for de lande, der for nylig blev optaget i unionen
Italien betegnes - trods premierminister Silvio Berlusconis dobbeltrolle som landets leder og medieejer - som 'foregangsland' i en ny rapport om medieudvikling i ni europæiske lande.

Italien betegnes - trods premierminister Silvio Berlusconis dobbeltrolle som landets leder og medieejer - som 'foregangsland' i en ny rapport om medieudvikling i ni europæiske lande.

Andreas Solaro

Kultur
7. november 2008

Et sikkert tegn på alderdommens snigende forgubning er, at man hyppigere og hyppigere undres og forarges over, at principper, man har anset for nærmest uantastelige, ikke længere tillægges samme vægt blandt ellers ganske fornuftige yngre mennesker.

Et tilsvarende alderdomstegn er 'syndflodssyndromet', oplevelsen af at alt omkring en ser ud til at gå rent ad helvede til. Man læser truende forudsigelser og skræmmende prognoser og finder kun en smule trøst i, at alt det slemme først sker après nous.

At ikke alle syndfloder lader vente så længe på sig, fik jeg et skræmmende indtryk af, da jeg forleden fik en samling rapporter om medieudviklingen i ni europæiske lande. Rapporterne er lavet af Open Society Institute (OSI), der finansieres af den ungarsk-amerikanske milliardær George Soros som en del af hans arbejde for at fremme en demokratisk udvikling i Øst- og Centraleuropa. OSI offentliggjorde i 2005 en omfattende kortlægning og analyse af tv-situationen i 20 lande.

Nu er man vendt tilbage til en række af dem for at se, om udviklingen går i den rigtige retning, dvs. om tv-stationerne gives muligheder for at fungere som frie, uafhængige og kritiske aktører i åbne demokratier.

De ni lande er: Albanien, Bulgarien, Tjekkiet, Italien, Litauen, Makedonien, Polen, Rumænien og Slovakiet. I betragtning af, at syv af dem er medlemmer af EU, kunne man måske naivt forvente, at udviklingen siden OSI's første rapport var gået i en positiv retning. Det er ikke tilfældet, tværtimod. På tværs af de ni landerapporter tegner der sig følgende triste billede.

Der har i de fleste af landene været et betydeligt fald i nationalt produceret programindhold og en tilsvarende stigning i indkøbte, udenlandske programmer. Ikke overraskende har det ført til en reduktion af nationale nyheder, kultur- og aktualitetsstof og mere mainstream konceptunderholdning.

Forbilledet Italien

Med hensyn til ejerstrukturen er udviklingen mod en stadigt øget koncentration fortsat. Italien er her stadig et 'foregangsland', hvor den helt dominerende rolle, ved siden af det statslige RAI, er statsministerens (Berlusconis) personligt ejede Mediaset-koncern.

I flere lande er det oven i købet tilsyneladende ikke muligt for de offentlige kontrolmyndigheder at få indsigt i, hvilke udenlandske mediekoncerner der reelt kontrollerer de nationale tv-stationer. Ejerskabet fortaber sig i diverse mystiske skuffeselskaber på eksotiske fjerne øer.

Ser man så på de ni landes public service stationer, er der heller ikke mange lyspunkter. Den ekstreme statskontrol og direkte indblanding i programvirksomheden, som var et af kommu-nistregimernes kainsmærker, fortsætter på trods af det pres, som både EU, Europarådet og en række ngo-organisationer har lagt på landenes regeringer for at sikre uafhængigheden. Stationernes bestyrelser og topledelser udskiftes, når en ny regering tager magten. Nyheds-chefer og journalister fyres, hvis kritikken mod den siddende regering bliver for skrap. I flere lande er sådanne indgreb slet ikke nødvendige, fordi alene afskedigelsestruslen og beskæftigelsessituationen har fremkaldt en følgagtig selvcensur blandt journalisterne.

Som en konsekvens af EU-medlemskabet er der, ligesom her i landet, efterhånden indført såkaldte uafhængige kontrolinstanser. Men også disse befolkes som regel med udskiftelige, regeringstro folk, der retter ind efter his masters voice. I nogle lande har man søgt at modvirke dette ved at oprette indbyrdes konkurrerende eller meget store kontrolorganer, hvor stridende interesser så kan bruge tid og kræfter med at bekrige hinanden.

Det er endelig også et gennemgående træk, at public service stationernes økonomi, som har været skrantende i mange år, ser stadig mørkere ud. De af dem, der er reklamefinansierede, mister markedsandele og indtægter. Det problem undgår de tv-stationer, der fortsat fra kommunistperioden finansieres over statsbudgetterne. Men de oplever til gengæld på en ganske brutal og utilsløret måde, at 'den, der betaler orkestret, også vil have en direkte indflydelse på repertoire og spillemåde'.

Vigende indtægter

Licensfinansiering, som findes i nogle lande, vurderes som et vist værn mod statslig indblanding i programvirksomheden, men indtægterne er vigende på grund af ineffektiv opkrævning eller manglende politisk villighed til at lade licensen følge prisudviklingen. I Polen er der langt fremskredne planer om helt at skrotte licensbetalingen og kanalisere skattemidler gennem en særlig statsfond med utilsløret indflydelse på, hvad pengene skal bruges til.

Man kan måske finde trøst i, at hele denne triste udvikling, ligesom jordskælv, tyfoner og tsunamier, finder sted der langt borte på den anden side Østersøen. Det er kun os gråhårede og halvskaldede jeronimusser, der bekymret trækker tæppet op over hovedet og skruer ned for høreapparatet.

Tænk, hvis nogen her i landet kunde finde på at lade DR og TV2 finansiere over skattemidler med henvisning til, at danske politikere aldrig vil misbruge denne tættere kontrol over pengene til at påvirke programvirksomheden.

Det er heldigvis kun de andre landes politikere, der forfalder til den slags - ikke her hos os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her