Læsetid: 6 min.

To tusind års kristen kulturs dødsrallen

Guns N' Roses var underklassens sidste primalskrig, før de overgav sig til offerrollen. De var lyden af et samfund på randen af selvdestruktion - noget de fleste dengang i 80'erne forsøgte at fortrænge med pastelfarvet popkultur
Guns N- Roses findes ikke mere i sin oprindelige form. Vi lever nu i et samfund, hvor nice boys do play rock -n- roll. Og alligevel forsøger Axl Rose, forsangeren fra Guns N-Roses at genrejse rusen med en ny plade i slutningen af denne måned.

Guns N- Roses findes ikke mere i sin oprindelige form. Vi lever nu i et samfund, hvor nice boys do play rock -n- roll. Og alligevel forsøger Axl Rose, forsangeren fra Guns N-Roses at genrejse rusen med en ny plade i slutningen af denne måned.

Universal Music

14. november 2008

Verden var simpel dengang. Da Guns N' Roses udgav debutalbummet Appetite for Destruction i 1987. Det var en kold tid, hvor fjender var nemme at definere. En fattig tid for nogle og en dekadent tid for andre. Modreaktionen mod social uretfærdighed indenfor landegrænserne kunne tage form af fuldkommen pastelfarvet fornægtelse eller latexklædt vulgaritet og ærlighed. Guns N' Roses repræsenterede den sidstnævnte variant.

'Your daddy works in porno/ Now that mommy's not around /She used to love her heroine /But now she's underground /So you stay out late at night /And you do your coke for free /Drivin' your friends crazy /With your life's insanity'.

Ingen intellektuelle eufemismer, ingen socialkritisk intention, ingen Mr. Tambourineman. Bare nøgen udlevering af et samfund på randen af selvdestruktion. Vi er alle dødsdømte, hvorfor være rene og andægtige, når der findes så mange smutveje til nydelsen?

"Hvor besynderligt det end må lyde i denne stoffrie motions- og helseæra, så er der en del af os, der stadig holder fast i 60'erne og 70'erne," sagde guitaristen Slash i et interview i 1985, men det eneste Guns N' Roses havde til fælles med hippierne, var stofferne. Og det var uden tvivl det, Slash mente. Misbrug var ikke noget, man forsøgte at skjule. Det var en del af pakken.

Guns N' Roses var personificeringen af rock and roll. De hang ud på rockbarerne på Sunset Strip i L.A, drak, horede, tog stoffer og overnattede på gulvet hos venner og ventede på det store gennembrud eller bare på at få lov at spille. Axl Rose var stukket af fra en dybt religiøs familie i Indiana som 17-årig og spillede i bandet Hollywood Rose, da han mødte medlemmerne fra L.A. Guns. De to bands slog sig sammen og blev Guns N' Roses.

Til den allerførste koncert spillede danske Ole Beich bas. Han var rejst fra Esbjerg til L.A. for at blive rockstjerne og spillede bas i L.A. Guns, da han mødte Axl Rose, og de blev venner. Af en eller anden grund brød Ole Beich med Guns N' Roses kort efter den første koncert. Flere år efter vendte han tilbage til Danmark. Desillusioneret og dybt afhængig af alkohol og stoffer, mens Guns N' Roses var blevet større end nogen kunne have forestillet sig. Vennerne i Danmark gemte deres eksemplarer af Appetite for Destruction, når Ole Beich kom på besøg og mange mener, at det var selvmord, da han i 1991 druknede i Skt. Jørgens Sø i København. Det var alt eller intet, mens han var en del af Guns N' Roses, og da han ikke længere var en del af det, da det virkelig blev alt, så foretrak han intet.

Hedonismen omfavnet

Guns N' Roses debutplade Appetite for Destruction er solgt i 27 millioner eksemplarer, nåede førstepladsen på den amerikanske billboard og blev i top ti i over et år. I pladecoverets tilegnelse nævnes blandt andre: "the teachers, preachers, cops and elders who never believed."

Guns N' Roses voksede frem af en teenagekultur, der ikke passede ind i systemerne og ikke ønskede at indordne sig og være afhængige. De indrettede sig ikke af hensyn til fællesskabets bedste; de gjorde, hvad der passede dem.

En gruppe teenageres oprør blev til voksne mænds omfavnelse af hedonismen.

Axl Rose, Slash, Duff McKagan, Izzy Stradlin (senere erstattet af Gilby Clarke) og Steven Adler (senere erstattet af Matt Sorum fra The Cult) blev som Guns N' Roses kendt for et eksplosivt sceneshow, men samtidig for hæmningsløs opførsel drevet af stoffer og druk. De lod publikum vente i timevis, før de gik på scenen, optrådte påvirkede på nationalt tv og det var aldrig til at sige om en koncert ville blive spillet til ende. Ved en koncert i Missouri i 1991 overfaldt Axl Rose en person blandt publikum, der filmede koncerten, og da han vendte tilbage til scenen, sagde han blot: "Jeg går hjem" og smed mikrofonen. Aflysningen udløste optøjer og adskillige blev såret. Lignende optøjer brød ud i Montreal i 1992, da endnu en koncert stoppede i utide.

I Danny Sugermans bandbiografi The Days of Guns N' Roses; Appetite for Destruction: The Unathorized Biography giver forfatteren dem denne karakteristik:

"De gør tilsyneladende alt galt, de er fuckups i højeste potens, hvilket deres manglende evne til at indspille deres opfølgende album illustrerer. De er tilmed fiaskoer i succes, hvad de ikke håndterer særlig godt. De er tilsyneladende rasende ligeglade. Disse unger ser ikke ud til at være ok. De er evige outsidere, udstødte, utilpassede-"

Underklassens primalskrig

Guns N' Roses findes ikke mere i sin oprindelige form. Men det stod ligesom i kortene, at Guns N' Roses ikke skulle overleve i længden. De toppede på det tidspunkt, hvor metal blev en integreret del af musikkulturen.

Der opstod radiostationer med titlen Klassisk Rock, og metal havde for altid mistet sin status som underklassens primalskrig, den kontante afvisning af den offerrolle som en velmenende og voksende middelklasse insisterede på at tildele dem. I midten af halvfemserne havde underklassen ændret demografi og den del, der engang havde identificeret sig med Guns N' Roses var ikke længere interesseret i at gøre modstand mod pacificeringen.

Vi lever nu i et samfund, hvor nice boys do play rock 'n' roll. Og alligevel forsøger forsanger Axl Rose at genrejse rusen. Han har rettighederne til bandnavnet, og selvom han er det eneste oprindelige medlem, så udgiver Guns N' Roses plade i slutningen af denne måned.

Chinese Democracy har været undervejs i femten år, siden The Spaghetti Incident fra 1993 og for mange fans siden Use Your Illusion I og II fra 1991, da The Spaghetti Incident ikke vægtes som værdig afskedssalve. Slash, Duff McKagan og Matt Sorum spiller nu i supergruppen Velvet Revolver, hvor Stone Temple Pilots-forsangeren Scott Weiland i en periode var i front, men nu leder gruppen efter ny forsanger.

Roskilde Festival 2006 bød på et gensyn med Guns N' Roses. I hvert fald med Axl Rose. Og da kunne publikum konstatere, at forsangeren i hvert fald gør sit for at opretholde et image som legemliggørelsen af rock and roll. Han gik på med over en times forsinkelse, forlod scenen i adskillige minutter af gangen, men gennemførte dog koncerten - på trods af at være i dårligt humør efter at have overnattet i detentionen i Stockholm som straf for at have bidt en betjent i benet.

Soundtrack til en generation

"Guns N' Roses er to tusind års jødisk-kristen kulturs dødsrallen. Guns N' Roses er soundtracket til vores samfund, der falder fra hinanden, mens det betaler prisen for værdier, der ikke længere virker. Guns N'Roses er den roterende lyd af Dionysos' genopstandelse," skrev David Sugerman i 1991 om Guns N' Roses.

Det skrev han i kølvandet på den kolde krigs afslutning og en æra præget af amerikansk selvforherligelse og beskyttelse af de gode, sunde amerikanske værdier blandt andet eksemplificeret ved senatorfrue Tipper Gores indsats mod profant sprogbrug i rockmusik og indførslen af Parental Advisory-klistermærket - også kaldet 'The Tipper Sticker'. Dengang rockmusik stadig var talerør for utilpasset ungdom og underklasse.

Spørgsmålet er om Guns N' Roses er relevant, nu hvor rock og metal har mistet sit demografiske grundlag og blot har indtaget en plads som endnu en genre i den store industri. Eller om det bare kommer til at virke latterligt og overflødigt i et samfund, hvor ligegyldighed og hedonisme er mainstream, og vi for længst har erkendt, at vi alle i årevis har haft appetit på selvdestruktion.

Måske var Guns N' Roses i virkeligheden soundtrack til en hel generation. De var ikke fremmedgjorte. De var os alle sammen. Bare ærlige.

'Chinese Democracy' udkommer 24. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tvivler på at Guns' N' Roses specielt appellerede til "arbejderklassen", eller at heavy metal specielt er "arbejderklassemusik", det må være Anita Brask Rasmussens egne ideer om arbejderklassen, der kommer i spil her. "Arbejderklassen det er sådan nogle vilde dyr uden nogen form for selvkontrol", man havde også på et tidspunkt de samme ideer om sorte. Guitaristen Slash kom vist fra temmelig velstillede kår og jeg tror i virkeligheden Guns' N' Roses appelererede ligeså meget til midddelklasseunge, der var på jagt efter et godt gys.
Det er nok også forkert at se Guns' N' Roses som den kristne kulturs dødsrallen. I en vis forstand er de vel nærmere kristne dommedagsprofeter, specielt Axl Rose, som kommer fra en dybt kristen baggrund. De er sådan meget typiske for den retning, som heavy metal har taget, hvor det hele er godt garneret med gyserakkorder og bulder og brag og død og ødelæggelse. “De sidste tider er kommet“. Ikke underligt at de blev så store i USA. Så til syvende og sidst er der ikke meget primalskrig og forløsning over dem, heller ikke over deres musik, der er temmelig ideforladt, det handler mere om fastholdelse og lortefiksering, præget af kristen syndsbevidsthed. Lidt a la Jerry Lee Lewis som vel var rock’n’rollens første rigtige “bad boy”.

Carsten Bjørnlund

Hej Søren,
Du glemte at læse hele artiklen før du kommenterede.
Anita ender jo netop med at konkludere, at Guns' N' Roses i virkeligheden måske var soundtrack for en hel generation og altså ikke blot arbejderklassen.
Desuden er citatet om den kristne dødsrallen ikke Anitas egne ord, men ord fra '91, skrevet af David Sugarman.
Gyserakkorder...hmm? Er det ikke mere en omgang riff-baseret rock, hvor der er skruet op for både lyd, tempo og intensitet?
Det kunne også være sjovt, at høre hvad du mener med:

.........'det handler mere om fastholdelse og lortefiksering, præget af kristen syndsbevidsthed.'

Venlig hilsen Carsten

@Carsten Bjørnlund

"Hej Søren,
Du glemte at læse hele artiklen før du kommenterede.
Anita ender jo netop med at konkludere, at Guns' N' Roses i virkeligheden måske var soundtrack for en hel generation og altså ikke blot arbejderklassen"

Det bliver jo beskrevet som underklassens primalskrig i artiklen, selvom det så senere bliver til et soundtrack for en hel generation, så hun gør det ikke let for folk. Det er måske mere rigtigt som det også bliver beskrevet i artiklen, at se det som et udtryk for en rock'n'roll livsform. De er jo mere sådan nogle "bad boys" med ryggen mod muren, som rock har været fuld af siden Jerry Lee Lewis, Rolling Stones, New York Dolls o.s.v., de indspillede endda Stones "Sympathy for the Devil". Så et eller andet sted er det jo ikke rigtigt at de var sådan nogle oprørere, eftersom de bare påtog sig nogle klassiske rock attituder og gennemspillede nogle allerede gennemprøvede roller. De var en underlig anakronisme eller klassisk rock allerede i 1987 og det er så okay, hvis de havde haft noget at føje til musikalsk, men det havde de ikke.

"Desuden er citatet om den kristne dødsrallen ikke Anitas egne ord, men ord fra '91, skrevet af David Sugarman."

Så se min kommentar som en kommentar til David Sugerman, jeg ved ikke hvorfor du kalder ham Sugarman.

"Gyserakkorder...hmm? Er det ikke mere en omgang riff-baseret rock, hvor der er skruet op for både lyd, tempo og intensitet?"

Jo det er det sikkert også, men med gyserakkorder mener jeg mere noget, hvor du sætter akkorder sammen, så de skaber en gotisk gyserstemning, Det er noget med at akkordrækkefølgen går nedad. "It's So Easý" og "My Michelle" er nogle eksempler på det. Jeg synes det bliver mere og mere almindeligt. Det er ikke bare sex men også døden der sælger.

"Det kunne også være sjovt, at høre hvad du mener med:

.........'det handler mere om fastholdelse og lortefiksering, præget af kristen syndsbevidsthed.'"

Lad mig tænke. Det jeg mener er, at hvis deres musik skal være et primalskrig,så skulle det jo føre til en eller form for afklaring eller forløsning. men for mig lyder det bare som de bare som de udløser noget energi eller roder rundt i deres eget lort med en pind, a la det med at de bare gennemspiller nogle gamle roller. Nydelse bliver også forbundet med "disease" og selvafstraffelse i form af for mange stoffer og druk og piercinger i brystvorten o.s.v. selvom de selvfølgelig også, snøft, snøft, drømmer om barndommens uskyld i "Sweet Child O' Mine".