Læsetid: 8 min.

Da tysk fjernsyn fik én på lampen

Siden Marcel Reich-Ranicki, ronkedoren i tysk litteraturkritik, ved en gallaforestilling afviste at modtage 'Deutscher Fernsehpreis', er hans våbendrager og kollega Elke Heidenreich blevet fyret, en række forlæggere har forsøgt at få omstødt beslutningen, og Günter Grass er kommet på banen med et par perfiditeter
Siden Marcel Reich-Ranicki, ronkedoren i tysk litteraturkritik, ved en gallaforestilling afviste at modtage 'Deutscher Fernsehpreis', er hans våbendrager og kollega Elke Heidenreich blevet fyret, en række forlæggere har forsøgt at få omstødt beslutningen, og Günter Grass er kommet på banen med et par perfiditeter
8. november 2008

Den 5. september 1942 så den 22-årige Marcel Reich-Ranicki sine forældre for sidste gang.

David og Helene Reich stod på den plads, hvor mindesmærket for Warszawa-Ghettoen i dag befinder sig. De fik besked på at gå til venstre, til 'omladepladsen', hvorfra togene mod udryddelseslejren Treblinka afgik.

Fem måneder senere bestak Reich-Ranicki og hans unge kone Tosia sig vej ud af ghettoen.

I udkanten af Warszawa blev de i de følgende 17 måneder gemt af den katolske arbejdsløse sætter Bolek Gawin og hans kone Genia. For at holde tiden og sulten ud de lange aftener begyndte Marcel, som et mandligt svar på Scheherazade (kvinden, der fortalte 1001 nats eventyr til kaliffen, red.), at fortælle historier.

"De havde kun ét formål: At underholde de to. Desto bedre de syntes om historierne, desto bedre blev vi belønnet: Med et stykke brød, med nogle gulerødder. Jeg opfandt ingen historier, ikke en eneste," skriver Reich-Ranicki i sin selvbiografi 'Mein Leben', der udkom i 1999, er oversat til 18 sprog og allerede i 2003 overskred en million solgte eksemplarer.

Blandt andre historier fortalte Reich-Ranicki 'Den unge Werthers lidelser', 'Wilhelm Tell' og 'Effi Briest'.

"Mit forråd af temaer og historier var, skulle det vise sig, enormt, det rakte til mange mange vinteraftener," skriver han.

Litterær magt

Vel for første gang i sit liv oplevede den unge Reich-Ranicki litteraturens magt. På en måde reddede den hans liv, i hvert fald gav den den polske familie kraft til at holde ud i deres forehavende om at redde de to unge jøders liv.

Litteraturen har været og er sammenhængskraften i Reich-Ranickis liv. Som dreng i Berlin drømte han om en dag at blive litteraturkritiker. Adgangen til Friedrich-Wilhelm Universitetet, som Humboldt Universitetet hed til efter Anden Verdenskrig, blev ham nægtet efter studentereksamen i foråret 1938, fordi han var jøde. Samme efterår blev den tysk-polske familie deporteret til Warszawa fra Berlin, hvortil den var indvandret i 1929. Reich-Ranicki skriver selv, at han kom af sted kun med en Balzac-roman og et ekstra lommetørklæde i tasken.

"Men jeg havde fra det land, som jeg blev fordrevet fra, taget det tyske sprog og den tyske litteratur med," skriver han.

Han vendte i 1958 tilbage til Tyskland. På trods af at han aldrig kom til at gå på universitetet, findes der i dag i tysk litteraturkritik ingen over og ingen ved siden af den nu 88-årige ronkedor Marcel Reich-Ranicki.

Med en ærespris for sit livsværk: Sit mangeårige virke som anmelder ved Die Zeit og Frankfurter Allgemeine Zeitung, FAZ, og ikke mindst for sine tretten år som leder af tv-bogprogrammet 'Litterær Kvartet' (1988-2001), en udsendelse, der gav ham tilnavnet litteraturpaven, skulle han i oktober hædres med 'Deutscher Fernsehpreis' ved den årlige prisuddeling i Köln.

Alle sejl var sat til for at få en messehal 17 kilometer fra centrum til at ligne Oscar-uddelingen. Alt, hvad der kunne krybe og gå af kendisser og wannabees, var til stede. Alt, lige fra bedste hårmake-up til programmer som 'Bonde søger kone', var nomineret og blev belønnet. På scenen stod aftenens vært Thomas Gottschalk iført Bundesliga-hår og bordeaux butterfly, og da han bad Reich-Ranicki om at komme på scenen for at modtage æresprisen, blev en hymne afspillet, og publikum gav den gamle mand halvandet minuts stående applaus. Så langt gik det meget godt.

Men efter et par indledende bemærkninger om, at han ikke ønskede at fornærme, såre eller krænke nogen, sagde Reich-Ranicki:

"Jeg modtager ikke denne pris. Jeg skulle vel have sagt det før, men jeg vidste ikke, hvad der ventede mig - hvad jeg måtte opleve her i aften."

Tv-kameraerne hoppede nådesløst ned til tv-kanalen ZDFs chef Markus Schächter, der sad på første række med et smil stivnet fast i ansigtet.

"Hvis prisen var forbundet med penge, ville jeg have givet pengene tilbage. Men den er ikke forbundet med penge, jeg kan kun smide denne genstand fra mig. Jeg kan ikke modtage den," sagde Reich-Ranicki.

Han havde tidligere set gode programmer på 3Sat, den ene af de to private kanaler, den anden er RTL, der sammen med de to statslige tv-kanaler ARD og ZDF, står bag prisuddelingen.

"Men det har nu ændret sig. For det meste viser de svage ting - men ikke den idioti, som vi her har fået at se," sagde Reich-Ranicki.

Fyret furie

Til stede i salen var også en furie. På en af de bageste rækker kunne Elke Heidenreich ikke få armene ned af begejstring. Hun har selv været studievært de sidste femethalvt år på ZDF-bogprogrammet 'Læs!', så at sige Reich-Ranickis arvtager, og hjemme hos sig selv fór hun i tasterne og skrev i FAZ en hyldest til Reich-Ranicki for endelig at have udskreget den nøgne kejser, nemlig det tyske fjernsyn.

"Hvor jammerligt er ikke vores fjernsyn, hvor fattigt, hvor fordummet, hvor kulturløst, hvor latterligt," skrev Heidenreich og kaldte aftenens prisuddeling for 'hjerneløst lort'. Desuden leverede hun en bredside mod Thomas Gottschalk, hans dumhed og talentløshed. Hun og ikke Gottschalk burde have holdt hyldesttalen til Reich-Ranicki. Det havde hun og litteraturkritikeren da også været enige om, da de talte sammen i telefonen for nylig. Heller ikke ZDF's ledelse gik ram forbi: "Man skammer sig over at arbejde ved sådan en kanal. For min skyld så smid mig ud nu, jeg er alligevel træt af at kæmpe."

Nu skal det siges, at Elke Heidenreich er en kvinde, der længe har haft en sag. Sin sag. Hun har forsøgt at få sine chefer til at flytte sit bogprogram fra fredag aften klokken 22.30 til en bedre sendetid. Uden held. Og nu er Elke Heidenreich ikke hvem som helst.

Hun blev tidligere på året af tidsskriftet Cicero kåret som Tysklands mest betydningsfulde kvindelige intellektuelle, sågar foran tysk feminismes urmoder Alice Schwarzer, der ellers fylder godt i medierne. Men Elke Heidenreich lider tilsyneladende af faldsyge. En uges tid efter sin første artikel skrev hun en ny artikel i FAZ, hvor hun hældte yderligere salt i såret, og skrev til ZDF-lederne, at det "ikke går at pille programmet (hendes eget, red.) af sendefladen til fordel for endnu et kokkeshow, bare fordi studieværten ikke taler i en pæn tone. Den pæne tone hjælper slet ikke." Selv om Heidenreich i samme artikel indrømmede, at hendes tone i den første artikel havde været skarp, "men det var også nødvendigt, for hvis det ikke slår gnister, brænder det ikke. Nu brænder det," blev der ikke givet ved dørene.

Heidenreich var opmuntret af de mange bifald, hun netop havde mødt ved den årlige bogmesse i Frankfurt. Her stak også ZDF hovedet i løvens gab og gik rundt og spurgte en række forfatter- og litteraturprominente, hvad de mente om Reich-Ranickis angreb på tysk fjernsyn. Således sagde Joachim Kaiser, i en menneskealder musikanmelder ved Süddeutsche Zeitung:

"Jeg ved, at han bliver nervøs, når andre taler længere end ti minutter. Men her havde han ret."

Forfatteren Stephan Aust, der netop nu er aktuel i Danmark med oversættelsen af hans bog om RAF, 'Baader-Meinhof Komplekset', smilede listigt, da han sagde:

"Man kan sige meget dårligt og meget godt om tv. Det kommer an på, hvad man lige har set. Men Reich-Ranicki er en gammel ræv. Han ved godt, at et brud på reglerne giver større overskrifter, end hvis man holder sig til dem."

Et råddent æg

Nobelpristageren Günter Grass var derimod ikke imponeret af Reich-Ranicki. På bogmessen mente han, at Reich-Ranicki ved at trivialisere litteraturen - og ikke popularisere den, som han selv kalder det - har udviklet en stil, "der ikke adskiller sig fra den slags talkshows, han kritiserer." Grass, hvis bøger fra tid til anden har fået gevaldigt med Reich-Ranickis krabask, fortsatte:

"Det undrer mig, hvor forsigtigt alle omgås Reich-Ranicki. Som om han var et råddent æg. Det værste, der kan ske én, er, at man bliver sparet for kritik."

Et par dage efter blev Elke Heidenreich fyret fra ZDF med omgående varsel. Årets to sidste udesendelser af 'Læs!' blev strøget af programmet. Samme dag skrev forlæggere fra 12 store tyske forlag et åbent brev til ZDF's ledelse og bad den om at opfylde sin kulturelle opgave som statslig public service-kanal og revidere sin beslutning om at fyre Heidenreich.

Forlagene roste Elke Heidenreich for den "grænseløse lidenskab, hvormed hun har engageret sig for ofte ukendte tysksprogede og udenlandske forfattere." Og brevet slutter: "Hun har på enestående vis bragt litteraturen tæt på det brede publikum."

Schächters svar udeblev ikke: "Adskillelsen fra Elke Heidenreich er uigenkaldelig."

Det huede ikke Volker Weidermann, der er kultur- og litteraturredaktør på FAZ's søndagsudgave. Han skrev samme dag en kommentar, hvor han gik i brechen for Heidenrecihs enestående evne til at anbefale bøger på en sådan måde, at seerne bagefter løb ned i boghandlerne og købte dem.

Kodeord: troværdighed

Hendes hemmelighed havde hun selv afsløret for ham med et enkelt ord på en fax engang: Troværdighed. Weidermann undrede sig over, at han fra alle sider skulle høre, at den eneste logiske konsekvens af hendes vredesudbrud var en fyring.

"Hvilken fatal konsekvens! Og hvilken blindhed ikke at kunne se, at denne vrede, denne sorg, denne skam er den anden side af den Elke Heidenreich, som man i årevis har solet sig i, og uden hvilke den første slet ikke ville findes. Hvilken ubetydelighed havde det ikke været for kanalen at svare igen på kritikken, at sætte sig ned sammen med hende og overveje, hvordan det kan gå videre. Med kanalen, med fjernsynet, med kulturen i fjernsynet. De aner slet ikke, hvad de har mistet. Der var ikke noget valg? Det er ikke sandt."

Heidenreich har selv sagt, at hun måske burde have holdt sin kæft. Reich-Ranicki? Han er skuffet over, at Elke Heidenreich angreb hans nye ven Thomas Gottschalk, som han senere i sin anti-takketale tilbød at være dus med.

"At fremstille Thomas som dum er en uforskammethed. Elke har opført sig miserabelt. Hun har intrigeret. Hun ville have, at man fratog Thomas min hyldesttale for selv at kunne holde den," har Reich-Ranicki sagt til det kulørte ugeblad Bunte.

Han skal nu råde ZDF, når de skal finde en ny bog-vært, og programdirektør Thomas Bellut håber på, at Reich-Ranicki 'fit, som han er' selv vil lave et par bogprogrammer for dem om året.

Da den tyske udgave af månedsmagasinet Vanity Fair spurgte Reich-Ranicki, om han aldrig før havde hørt om tv-prisen, og om han virkelig ikke vidste, hvad der ventede ham, svarede han blot:

"Jeg havde aldrig hørt om denne pris. Og jeg vil heller ikke høre mere om den."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu