Læsetid: 4 min.

Den valutariske komedie

Uanset hvad jeg tilfældigvis forstår og ikke forstår, så er det følelser og vaner, der bestemmer temmelig meget over temmelig mange mennesker
Kultur
20. november 2008
Den franske digter Molière var i stand til gennem sine figurer at operere med forskellige valutaer.

Den franske digter Molière var i stand til gennem sine figurer at operere med forskellige valutaer.

Udateret arkivbillede

Kunne vi mon ikke blive enige om at droppe enhver økonomisk fornuft i den stadig rumlende diskussion om euroen? Stryge enhver henvisning til finanskrise, kursudsving og rentespænd og simpelthen bare glemme at indførelsen af denne mønt har noget som helst med vore pengesager at gøre?

En aftale det vel umiddelbart kan forekomme lidt svært at overholde i betragtning af, hvor let vi i forbindelse med hvad som helst ellers glider ud i pengesnak, og her er der jo endda tale om en valuta. Ikke desto mindre vil den totale vægring mod både at fremføre og at lytte til kontante argumenter have solide omstændigheder at støtte sig til: Dels har vi for længst besluttet os for langt de fleste økonomiske sider af sagen, dels har det vist sig umuligt at sige noget tilforladeligt om de resterende.

Som så mange ganske jævnlig minder om, gjaldt eksperternes forudsigelser i 2000 om landets fremtid uden for euroen ad hekkenfeldt til. Danmark har klaret sig fint med kronen. Selvfølgelig kan vi ikke vide om vi var blevet endnu rigeligere rigere med euroen. Sådan er det med fremtidsscenarier, vi får kun én virkelighed at måle dem på. Lige for tiden kan det dog med sikkerhed fastslås, at der ville være en smule renter at spare ved endelig at få begge ben over i euroland. Men ingen aner, hvor længe dét ville vare, eller om vi allerede i kraft af det handicap er i færd med at skabe betingelser for tilsvarende smågevinster senere hen.

Noget særlig afgørende kan det ikke blive. For det ene ben, godt og vel, har vi jo altså fået plantet i den Økonomiske og Monetære Union. I 1993 tilsluttede vi os dens første fase og dermed en indledende valutarisk samordning, og i 1994 dens anden fase og dermed en politisk-økonomisk forpligtelse til at opfylde nogle såkaldte konvergenskriterier. Dermed havde vi bundet os til en finansiel adfærd, som nu i øvrigt kan rumme større afvigelser, end mange vistnok har frygtet. Kun tredje fase tog vi jo så allerede i 1992 forbehold over for, og hvis vi nu - sammen med en ny generation af stemmeberettigede - gik hen og ombestemte os, vil det stort set blot - i forhold til den afgørende accept af de tidligere faser - have en symbolsk betydning.

Jo, med kronen forsvinder de sidste udsving i kurser og rentesatser, og vi vil med euroen slippe for at veksle, når vi rejser til en snes andre lande. Det er i sig selv ikke så forfærdelig meget at slås for. Det eneste, der måske alligevel kunne gøre det umagen værd, er, at vi med euroen vil springe ud i realiteternes verden. Med kronerne og ørerne, som stærkt symbolske rekvisitter, spiller vi nu en valutarisk komedie. Under og bag dem befinder euroen sig, og den konkrete indførelse af den vil - som ved et fingerknips fra en hypnotisør -føre os tilbage til (i det mindste den afdeling af) vores virkelighed.

Dalere og skillinger

I en rigtig komedie, af Molière, fra 1670, opgør en kreditor en noget forvokset sjatgæld i louisdors, pund, sous, deniers, pistoles og francs. Heller ikke debitor synes at have den mindste vanskelighed ved at operere med de forskellige valutaer og lynhurtigt bekræfte slutsummen i francs. For man kan vænne sig til meget, og man har siden hen måttet vænne sig til at disse og masser af andre europæiske valutaer er forsvundet og erstattet af andre, ud fra praktiske og nationale og efterhånden internationale hensyn. Men man har måske alligevel ikke vænnet sig uden et stille vemod?

I hvert fald blev dalere og skillinger her i landet hængende i sproget i årtier efter 1875, da kronen og ørerne var blevet vores virkelige penge. Det kan måske så være en slags trøst for dem, der nu begræder, at de har udspillet deres historiske rolle, at de sikkert begge, både kronerne og ørerne, vil forblive i vores ordforråd i generationer endnu. Eller i århundreder endnu, som f.eks den middelalderlige hvid, der i vendingen 'ikke en hvid' stadig kan bidrage til vores overvældende rigdom på udtryk for: ikke at eje kongens mønt. Så er der alligevel dem der påstår, at det stikker dybere, deres forhold til mønten. Nogle har vist oven i købet sagt, at den er en del af deres identitet. Jeg er for tykpandet til at forstå, hvad de kan mene med det. Medmindre 'identitet' bare er en måde at sige dagligdag på, og det er da begribeligt, at man sådan kan synes, at kroner og ører hører med til den, ligesom ens køkkenur og naboens kat og lygtepælen henne på hjørnet. Men jeg tror ikke, jeg ville blive et helt andet menneske, hvis jeg skulle miste nogen af de dele.

Lad det være. For uanset hvad jeg tilfældigvis forstår og ikke forstår, så er det følelser og vaner, der bestemmer temmelig meget over temmelig mange mennesker, også når de skal bestemme sig for euro eller ej. Og da den nu engang (før eller siden) skal afgøres ved afstemning, er det den slags indre anliggender der, sagligt set, bør udgøre kernen i debatten.

Vi kan ved den fulde deltagelse i euro-fælleskabet vinde en anelse mere magt til den danske stat. Og vi kan undslippe et i længden vel ikke særlig morsomt komedie-spil. Også dét vil det være værd at tage stilling til. Men lad os under alle omstændigheder, i det mindste lige i denne sammenhæng, lade være med at snakke om penge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her