Flammens Muse, K2 og senere Husets Teater
Lars Mikkelsen og Thomas Magnusson stillede sig bare op i machoundertrøjer. Og så erklærede de ellers Shakespeare deres kærlighed - med Mikkelsen som en overrumplende smuk Julie. Det var ordpassion, der blev sanselig.
Non-Stop, Plan-B
Kan man stræbe mod universet, og dog kun reflekteres i en dukkes krop? Simon K. Bobergs begavede forestilling undersøgte rumtidens krumning, mens Carl Press' lillebitte dukke gav poetisk smerte til eksistensens sorte huller.
Gregersen Sagaen, Århus Teater
Peter Asmussens mammutteatralisering af Kampmanns romaner var en altopslugende beretning om desillusion, og Christoffer Berdal havde iscenesat med en sandhedstone som i Matador. Syv timers vidunderlig skilsmissesaga.
12 møder med et vidunderbarn, Odense Teater
Howard Barkers ækelhed blev udstillet med ublu undren af Peter Plauborgs fabelagtige uhyrlighedsskikkelse. For Klaus Hoffmeyer havde iscenesat med plads til de perfide ord, så nederdrægtighedens elegance aldrig blev bremset.
Ordet, Odense Teater
Carsten Brandts opsætning af Kaj Munks klassiker havde modet til at tro på mirakler - sammen med Munks figurer. Derfor blev forestillingen så følelsesstærk. Og smuk.
Don Q, Riddersalen
Signe Birkbølls fortolkning af Don Quixote var en varm beretning om øko-filosoffen, som ingen anerkender, før vindmøllerne knækker. En sprogekvilibristisk kærlighedserklæring til Jytte Abildstrøm og regnvandsteatret.
Klumpfisken, Får 302
Hirtshals fik sin forsvarstale i Lærke Sanderhoffs skønne fiskerkomedie. Henrik Birch drævede uimodståelig i sine blå Kansas-overalls - og både tilskuerne og Andrea Vagn Jensens hovedstadssild ville gerne fiskes. Åh, for en klumpfisk.
Sangen om Sigurd og Brünhilde, Det lille Turnéteater, 12 år +
Brynhilde blev udsat for barbershop, da Ina Miriam Rosenbaums frejdige Wagner-fortolkning fik teenagerne til at sidde yderst på stolene. Æstetikken var hip, og firstemmigheden forrygende: Scorekarl, helt eller ga-da-Gunnar?
Dig, Mig, Os, Aaben Dans, ?-4 år
Kan babyer få mening ud af en solgul badehætte og en dalende fjer - og to mennesker, der tumler? Ja, hvis det er Thomas Eisenhardt og Rolf Søborg Hansen, der skaber sanserammen. Hverken rollinger eller forældre ville hjem.
Ansigtet mod Væggen, Holland House på Café Teatret
Ordskyer klaskede mod de onde masker i Jacob F. Schokkings fænomenale iscenesættelse af uforudsigelige følelsesforskydninger. Frem af klædeskabene flåede Tammi Øst vores allesammens terrorangst - med et smil.
Oscar - og den lyserøde dame, Teatret ved Sorte Hest og Svalegangen
Pia Rosenbaum lægger sjæl og stemme til Erik-Emmanuel Schmitts giga-monolog, så hun både er 10-årig dreng med kræft og 90-årig mand med livsmæthed. Hendes Tante Rosa er fantast og anarkist, men allermest menneskeelsker. Tak.
W_ [Undertow], Granhøj Dans
Skabelsens skønhed smadrer ned i hovedet på tilskueren under Per Victors mennesketårne. Palle Granhøjs nye kropsudforskning er en smertesmuk livsinstallation. Kun med tyndt glas mellem foden og øjet.
