Læsetid 5 min.

Alan den Lykkelige

Efter næsten 10 år i asylcentre kunne digteren Alan Pary forlade Flygtningenævnet i torsdags med en opholdstilladelse. 'Nu kan jeg trække vejret helt frit,' sagde han - og slugte begærligt bilosen i St. Kongensgade
2. december 2008

"Hvad har de gang i?" spørger manden uroligt.

Han sveder i sin sorte jakke, for ventetiden føles uendelig her i Flygtningenævnets sekretariat i St. Kongensgade i København. Men hans sikre sprogjargon afslører samtidig, at han allerede har været i Danmark meget længe - og at han har ventet i årevis på dette ultimative møde. Til gengæld lader han ikke til at undre sig over, at man ikke kan komme ind i venteværelset uden at kontakte en betjent med et stort bundt nøgler. Hygge er et stort ord her, men man kan da få et glas vand. Mens man venter.

Alan Pary kom til Danmark allerede i 1999, altså for ni år siden. Han er kristen kurder og voksede op i det nordlige Irak. Men i 1999 udgav han en digtsamling om kvinder og kærlighed, og så begyndte forfølgelsen af både ham og hans familie. Efter han havde modtaget dødstrusler, valgte han at flygte. Og siden har hans familie også måttet flygte.

Alligevel fik han ikke asyl i Danmark. Men han nægtede at rejse tilbage. Og derfor har han nu tilbragt alle sine år i 20'erne på forskellige asylcentre, længst i Sandholm. Gennem alle årene har han holdt håbet oppe ved at fortsætte med at skrive.

En dag sidste år spurgte en politibetjent ham tilfældigt, hvorfor han ikke henvendte sig til Dansk PEN, når han nu var forfatter. Men Alan anede ikke, hvad PEN var ...

Hegn

Herefter tog sagen fart. Alan kom under Dansk PEN's vinger, og han kom ikke mindst til at kende PEN-forfatteren Michael Svennevig, der blev så rystet over hans historie, at han skrev skuespillet Hegn over Alans beretninger fra livet inden for hegnet i Sandholmlejren. Teksten blev rea-liseret i en forestilling, som skuespilleren Niels Vigild og musikeren Tulla opsatte sammen på Teatret ved Sorte Hest i juni - en så betagende og smuk forestilling, at jeg som teateranmelder kastede mig ud i en debat om kunst og flygtninge under titlen "Jeg vil ikke finde mig i det" (Information den 1. juli 2008).

Det var så indlysende, at her var en ordkunstner, der brændte for at få lov til at ytre sig.

Rundt om i de danske asylcentre var Alan Pary stædigt blevet ved med at skrive. Han havde endda fået udgivet digtsamlinger på arabisk hos en svensk forlægger i 2001 og 2005. Og han havde oversat forskellige ting mellem arabisk og dansk.

"Når jeg skriver, er det, ligesom jeg har det godt," fortalte han mig, da jeg senere mødte ham til et interview (Information den 20. august 2008) i forbindelse med en festivalaktion i Apostelkirken på Vesterbro i august.

Det var en stor beslutning for ham at træde frem i offentligheden, for han ville nødig skade sin egen sag. Omvendt følte han jo, at sagen var klar - og han ville gerne fortælle om sine digte.

Her i avisen fik han samtidig publiceret sit første digt, han havde skrevet på dansk: "Bare gør det ... og kys mig". Det var samme dag, som han fik at vide, at hans sag ville blive genoptaget i Flygtningenævnet.

"Jeg har ventet i næsten 10 år, men den sidste måned har været lige så lang som alle de andre år tilsammen," siger Alan i venteværelset.

Hermetisk

Presset er hermetisk. Sådan en slags livseksamen: Må-gerne-få-et-liv eller må-ikke-få-et-liv.

Det er derfor, at vi nu sidder en lille flok mennesker sammen med ham i venteværelset og venter. De andre er professionelle udi det her med flygtningesager; hans venner fra Sandholm er jo i Sandholm. Kun jeg er debutant. En kvinde fra Komitéen Flygtninge Under Jorden sidder med og smiler, så man bliver helt tryg. Hun kender alt til procedurer. Hun ved, hvor mange uger, der normalt går, før man bliver ført til Kastrup, hvis man får nej. Men hun ved også, at der kan gå op til to måneder, før man får anvist en bolig, hvis man får ja.

To repræsentanter fra Dansk PEN vifter stolt med papiret om, at Alan Pary er godkendt af den internationale organisation ICORN, The International Cities of Refuge Network, der hjælper forfulgte forfattere. Han er derfor nu i princippet berettiget til en plads i den nye danske aftale om fribyer for forfulgte forfattere. Ordningen om fribyer er formelt vedtaget ved lov i juli i år, men finansieringen er endnu ikke helt på plads mellem kommunerne og staten. Alan Pary er bare uden fortilfælde. For der er ikke tidligere nogen forfatter på listen, der samtidig har været asylansøger i Danmark. Men der er fortsat hundredvis af andre forfattere, der venter på en fribyplads.

Håb

Men kan Alan blive udvist - for så bagefter at blive fribyforfatter? Vores diskussion bliver afbrudt, for advokaten kalder Alan ind til mødet.

"Håb!" siger han skingert, og så sidder vi andre og skutter os op ad de trætte 80'er-gardiner.

Ude på gangen løber en lyshåret, smilende sekretær frem og tilbage med enorme sagsmapper. Men også hun skal låse dørene op med nøgle.

Der går næsten en time. Så kommer Alan. Han ser rådvild ud. Aner ikke, om han er købt eller solgt. Gemmer ansigtet i hænderne. Vi andre ved ikke helt, hvad vi skal gøre. Løbet er jo kørt nu. Og advokaten ser besk ud.

Vi venter en evighed. Så går advokaten ud på gangen, og endelig kalder hun også Alan med sig. Så sidder vi lidt der igen. Det er blevet mørkt udenfor.

Advokathælene hamrer ude på gangen.

"Yes!" siger hun kontant og smiler for første gang.

"Han fik det. Han skal bare lige udfylde papirer om boligønsker."

Vi fatter det ikke helt. Men den er god nok: Alan har fået opholdstilladelse. Det blev et ja!

Hurra

Tårerne springer, og der udføres dansk jubeldans under overvågningskameraet.

"Han burde få en bakke med et flag, ligesom på fødestuerne," siger én.

Alle griner fjollet. Endelig kommer Alan den Lykkelige selv også tilbage, og alle klapper og råber og krammer.

Alan smiler og sukker og takker.

"Og så har han endda fået K-status," siger de andre med kenderblikke. "Det vil sige som konventionsflygtning," forklarer de.

Og de bladrer i papirerne og finder begrundelsen om, at han "ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse på grund af sin kristne tro".

Ikke en linje om, at han er digter. Ikke et ord om hans digtsamlinger om kærlighed og kys. Kun om hans religion. Men det gør ingenting nu. Alan tumler ned ad trappen. Stiller sig i porten i St. Kongensgade og slår ud med armene.

"Nu kan jeg trække vejret helt frit," siger han - og sluger begærligt bilosen.

Benene ekser næsten under ham af lettelse, men samtidig ser han ud, som om han kan flyve hele vejen rundt om Kgs. Nytorv.

"Jeg skal ringe til hele verden," siger han. "Nu er det her også min by!"

leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det er her man har svært ved at finde en grimasse. Skal man gælde sig over, at i det mindste én er sluppet ud af helvedet? Eller skal man græmmes, over det cirkus den danske retsstat har udviklet sig til og synke hen i depression og desillusion?

Jeg vælger det første i dag, for jeg har personligt noget at glæde mig over netop i dag, så lyset må vinde ;-).

@ Birgitte Skot Nielsen

Og der er tilbud på tre poser kaffe i Irma lige i øjeblikket...

Bare for at nævne noget andet, der heller ikke giver mening i denne debat. ..Hvor er kausaliteten i det du skriver?

Inger Sundsvald

Der er ingen kausalitet.

For at nævne noget helt andet, og så alligevel vedrørende, så læste jeg her på Information, om en forfatter som fik opholdstilladelse i Norge, på grund af hendes uacceptable forfatterskab. Hun kom igennem et sprogprogram, en ¨norskificering” og var til sidst parat til at påtage sig et hvilket som helst job, så hun kunne forsørge sig selv.

Hun var forfatter! Og et hvilket som helst job kunne hun også have påtaget sig i sit oprindelige hjemland, for at forsørge sig selv.

Gad vide om Alan Pary nu har fået tilladelse til at søge et rengøringsjob, så han kan forsørge sig selv?

Go’daw do!

Tillykke til Alan! Jeg mødte dig i Apostelkirken i august og du gjorde et stort indtryk på mig. Danmark er blevet lidt rigere med dig her!

Birgitte Skot Nielsen

Til Sofie Rye:
Der er da en kausalitet, som jeg gerne skal udpensle for dig:. Alan Pary kan her i Danmark udtrykke sig, som han vil. Det kan Kurt Westergaard ikke, eller kan han?