Læsetid: 10 min.

Noget alvorligt i klemme

Selvom satire, parodi, ironi, gags og jokes kan ligne klassens frække dreng, kan selv løssluppenheden blive lige så gabende god smag som alvorsattituden. Søren Ulrik Thomsen om alvor og patos i litteraturen
Selvom satire, parodi, ironi, gags og jokes kan ligne klassens frække dreng, kan selv løssluppenheden blive lige så gabende god smag som alvorsattituden. Søren Ulrik Thomsen om alvor og patos i litteraturen
11. december 2008

1.

Da jeg i 1993 blev bedt om at levere en tekst til maleriudstillingen Pathos på Den Frie, måtte jeg efter nærmere overvejelse sige nej tak. Det var ellers logisk nok at spørge mig, eftersom jeg tilhørte en generation af digtere, der havde sat alvoren på programmet, efter at dens aktier var styrtdykket under tressernes coole modernisme, hvor den smagte for meget af hereticanske digtoplæsninger påhørt "med sørgebind og bælgvanter" (for nu at tale med Klaus Rifbjerg), og heller ikke havde fået bedre presse under det endnu køligere 'formelle gennembrud'. Nu, så mange år senere, dumper så denne invitation ind ad brevsprækken:

"Jeg skriver til dig i håbet om, at du kunne tænke dig at bidrage til næste nummer af Apparatur. Det har Alvor som omdrejningspunkt, og vi kunne godt tænke os at have dig med som repræsentant for en alvorsfuld digtning."

Også denne invitation giver mening, for i kølvandet på firserne har efterfølgende digterhold jo beskudt netop min generations fokus på det alvorlige, hvorved vi er kommet til at stå som en ø i litteraturhistorien, til alle sider omgivet af munterhed (for ikke at sige latter). Når jeg denne gang siger ja, er det for at forklare, hvorfor jeg første gang sagde nej.

For overhovedet at kunne nærme mig brudfladerne i de senere års litteratur tillader jeg mig altså at tale om generation, selvom det siger sig selv, at jeg ikke bilder mig ind at repræsentere nogen som helst, og at jeg heller ikke anser firserpoesien for entydig, for ligesom i alle andre kuld af digtere er forskellene også her lige så markante som lighederne.

Men når jeg tænker på, hvordan Henrik S. Holck for nu tredive år siden sad i Poul Borums Havnegadelejlighed og med verdens sarteste teenagestemme læste ordene: "alting er helt stille/ lyset er stille/ du og jeg er helt stille", tør jeg godt sige, at det var alvor - også for de åndeløse tilhørere, som blandt andre talte Michael Strunge, F.P. Jac, Klavs Bondebjerg, Merete Torp og mig selv, som personligt følte mig i samklang både med denne og med tidligere poesiers alvor og slet ikke så den som modsætning hverken til det moderne eller til det formelt eksperimenterende. Men fordi netop dén modsætning som nævnt var så vital for i hvert fald to generationer af vores umiddelbare forgængere og derfor havde vundet hævd som parameter for poesilæsning overhovedet, kunne alvoren ikke uden videre snige sig tilbage i poesien: Der måtte kæmpes for den, og dermed var den politiseret, hvad der i en kortere opgørsperiode også var nødvendigt.

Men noget problematisk er undervejs, når man glider fra at kæmpe imod negationen af ét af poesiens mange aspekter, her alvoren, til at give det privilegeret status og ideologisere begrebet som noget i sig selv positivt uafhængigt af alle de andre træk i teksten, en sådan størrelse spiller sammen med og op imod; humor, refleksion, sanselighed, parodi, nøgternhed, understatement, musikalitet o.s.v. Beslutter forfatteren sig på forhånd for f.eks. alvoren, har han allerede sat den over styr, fordi en sådan villet alvor jo er uden andet anliggende end at have sig selv som forfængeligt mål, hvormed den forsumper til samme klamhed som den berømte 'anden tåre', der kendetegner sentimentaliteten, hvor første tåre fældes over det sørgelige, mens anden tåre falder af rørstrømskhed over den første.

Den skrivende må være åben over for hvad som helst, der måtte ske under skrivningen, men ligesom humor er heller ikke alvor noget, man kan sætte sig for, inkarnere eller bemægtige sig, men noget, der måske, måske ikke, tilfældigvis dukker op i skriftens hav af forskelle. Forhippet at sætte alvoren (eller humoren) på tronen er at gøre den både større og mindre, end den er - større, fordi tekstens mange aspekter kun er noget i forhold til hinanden, og mindre, fordi alvoren af samme grund som enehersker mister sin potens. Altså måtte jeg takke nej til Pathos, for selvom der ikke var noget i vejen med malerierne, forekom den tid mig passé, hvor ordet af politiske grunde skulle sættes på plakaten.

2.

Hvor gjorde man af alvoren i perioden mellem Heretica og firserne? For selvfølgelig er alvoren lige så uudryddelig som sex, og ligesom sex forsvinder heller ikke dén, bare fordi man skammer sig over den. I den såkaldte tredjefase-modernisme blev alvoren forskudt fra indholdet til højtidelige diskussioner af litteraturens formelle sider (og her var det ingen spøg at 'falde bag om' avantgardens kontinuerlige landvindinger), men ikke mindst blev alvoren deponeret i det politiske, hvor den måske endog kunne dyrkes særlig hæmningsløst på grund af den indbyggede distance, det giver at være alvorlig på andres vegne, hvad man jo typisk var parallelt med sin rolle som cool poet. For var man ved at brække sig over den mindste rørelse i poesien, blev der til gengæld skruet helt op for patosknappen, når talen faldt på arbejderklassen, indianerne og Den Tredje Verden, modsat fyrrer- og firserpoesiens eksistentielle alvor, hvis pinlighed netop hidrører fra denne digtnings kredsen om det skrivende subjekt.

Men skal man på et større plan opspore alvorens skæbne i denne periode, tror jeg, at man skal lede et helt andet sted. Til langt op i tresserne fortsatte finkulturen nemlig sin sammenbidt moraliserende kamp mod alle former for populærkultur, der blev anset for vulgær, ikke kun fordi den var for pjattet, men også fordi den var for alvorlig. Den var for pjattet, når den fløj af sted på tre akkorder og et omkvæd, det ikke var til at få ud af hovedet, men samtidig havde den overtaget en alvor, der ikke længere var plads til i en kunst, som havde udstødt det affektive fra sit eget domæne og sat sig selv på en dramatisk afmagringskur for al følelsesfuldhed. Den elementære spænding ved med bankende hjerte at vende blad for at se, hvordan det går helten i næste kapitel, kunne man lede forgæves efter i den moderne roman, men til gengæld få tilfredsstillet i krimien, forelskelse eller forladthed lod sig ikke længere spejle i poesien, men der kunne drømmes og grædes til bevægende popsange, den for længst tilbagelagte religiøsitet florerede skamløst i rockmusik og gyserfilm, ligesom den store skønhed i landskabsmalerierne og den romantiske musiks harmonier nok var forvist fra staffelier og kompositionsmusik, men lørdag aften uden videre kunne genfindes i biografens svulmende filmmusik og grandiose panoreringer over de bølgende marker. Og hvad med det store epos, som ifølge al historiefilosofi jo tilhørte en svunden tid? Ja, det udspillede sig i de forhadte tegneserier, især i de langstrakte superheltefortællinger komplet med oprindelsesmyter, barndomstraumer, romantisk kærlighed, ædle hjælpere, vansirede fjender, blodige svigt og apokalyptisk undergang i et univers så alvorstynget, at man ikke finder noget tilsvarende i samtidens kunst, hvis seriøsitet i en vis forstand var vendt imod denne populærkulturelle alvor.

3.

Ikke blot sætter jeg Henrik Pontoppidan højt, fordi han er så morsom, men også fordi han aldrig forfølger sit held, når der pludselig lyner en vits i hans tekster; humoren springer op som en fisk af vandet, og lige så hurtigt er den væk igen, mens læseren stadig med latteren rullende i kroppen lader øjnene løbe over de næste linier, som nu er sørgelige, saglige eller smukke. Før vi igen hører om hovedpersonens ingeniørprojekt, beskriver forfatteren med pokerface og kostelig sarkasme i begyndelsen af Lykke-Per et parnas af københavnske malere, digtere og kritikere, der samles på en såkaldt Schweizer-Kafe, og det slår mig, at tonen i Hans Scherfigs Idealister ligner én lang kopi af disse få sider. Men når mesteren efter min mening er en større forfatter end eleven, skyldes det ikke kun, at den første er dygtig nok til ikke at klamre sig til et enkelt virkemiddel (og i sikker forvisning om, at morskaben nok skal dukke op igen, suverænt lader den fare i samme sekund, den er udtømt), men at denne stilistiske forskel bunder i en indholdsmæssig. For mig er det nemlig et lidt kedsommeligt træk ved Scherfig, at han altid befinder sig på bedrevidende afstand af sine romanpersoner, hvis latterlige vildfarelser han og læseren så kan godte sig over at være hævet over, mens Pontoppidan er anderledes modig, når han med en viden, han kun kan have hentet i sit eget indre, tør investere denne indsigt i skildringen af så mærkeligt sammensatte, uforudsigelige og langtfra altid tiltalende skikkelser som Per Sidenius, Torben Dihmer og Jytte Abildgaard. I mine øjne er de største humorister dem, som nok har blik for de andres naragtigheder, men også selv tør have noget alvorligt i klemme og vise, hvor det brænder på for dem personligt, og til denne kategori regner jeg også den uovertrufne spasmager Per Højholt, hvis humor ikke mindst nærer sig af ekstasen og rædselen ved at være en krop, et gudsforladt stykke biologi, der det ene øjeblik gennemrisles af liderlighed og det næste skal dø, hvad de færreste har turdet skrive så hudløst og konfronterende om som han.

Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst, når den kommer helt bag på én, egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammeligt nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres det pinlige klonk, når joken dejser bevidstløs til jorden. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste år trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov', og en pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal over for højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er et litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere, og særlig trættende er det for Gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?

4.

Tog den kunstneriske patos i firserne revanche efter et kvart århundrede i skammekrogen, var den tiåret efter pludselig igen blevet dårlig smag og fulgte dermed den samme glidning som betydningen af ordet patetisk, der tidligere mest brugtes i dets græske forstand (følelsfuldhed) og nu i dets engelske, nemlig ynkelig (pathetic). For nylig hørte jeg en yngre digter gøre nar af glosen 'grundvilkår', og naturligvis følte jeg mig ramt, eftersom dette begreb altid har været centralt i netop mine skriverier, men er humorister uretfærdigt blevet regnet for andenrangsforfattere i alvorsfulde perioder, har alvorsmænd retfærdigvis måttet finde sig i blive til grin i andre.

Ligesom det kan være nødvendigt at kæmpe et udstødt aspekt tilbage i litteraturen, kan det for at få renset ud omvendt være nødvendigt for en periode at sky et bestemt poetisk virkemiddel, men stivner de til dogme, kan begge strategier på længere sigt kun give en fattigere litteratur. For hver generation etablerer lynhurtigt sit egen litterære Emma Gad-kodeks, hvor man ned til sidste adjektiv ved, hvad der er funky, og hvad der er stilløst, og selvom satire, parodi, ironi, persiflage, spex, gags og jokes umiddelbart ligner klassens frække dreng, kan selv løssluppenheden, før man får set sig om, blive lige så gabende god smag som alvorsattituden. Et fænomen som tidsånd er på én gang ubønhørligt og ugribeligt, for lige så allestedsnærværende tidsånden er, lige så svær er den at sætte fingeren på: Ingen vil være ved den, og alle vil med god grund melde hus forbi, hvis han eller hun beskyldes for at inkarnere en nuværende eller tidligere tidsånd, for samtidig med at enhver er uhjælpeligt barn af sin tid, er man jo også altid helt sin egen. Skal man overhovedet kunne tale om disse luftige materier uden hele tiden at slå sig for munden, er man imidlertid nødt til at generalisere - men i bevidstheden om, at ingen nok så rammende tidskarakteristik er absolut: For selvom alvoren ikke stod øverst på sentressernes poetiske dagsorden, brænder den dog med en særlig ild i Klaus Høecks og Inger Christensens kølige systemer såvel som i Nordbrandts klassicisme, og klinger Joy Divisions selvmordssymfonier aldrig så sort i baggrunden, funkler humoren da samtidig frit hos firserfyre som Michael Strunge, F.P. Jac og T.S. Høeg. Og personligt vil jeg da i fuldt alvor mene, at dén, der ikke har opdaget vitserne i mine digte, selv kan være en hængerøv.

Søren Ulrik Thomsens essay er hentet fra det kommende nummer af tidsskriftet Apparatur, der har alvor som omdrejningspunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Mener du konstruktions struktur sluger øvende og omvender de lette gloser mekanisk om det bestemmer guidens lede som evner og formår imod det hyldende. Kraftesløse og slatne råder bod til Damokles der står som en sagnfigur. Eller som en hiverts navneord vil jeg tilgodese en dram. Gide og orker vredens raseri ud i det blå blafre hvor det bobler og bruser for albuens intensitet nerve led. Er det ret ensfarvede. I det virkelige og reale liv. Effektivt dovent lad skrider som gledet. Indeholder lågen et stjerneskud og musenisserne slæder sleskende der ud af. Logrer halens dusk i blød og stemningsfuld indhaler.