Læsetid: 5 min.

Amerikanske forfattere går i kamp med 9/11

Har billederne besejret romanerne i kampen om at beskrive katastrofen på Manhattan? Tidsskriftet Passage er på gaden med et tema om 9/11-skildringer
I tiden efter angrebene på World Trade Center var der flere forfattere, der ikke troede, de ville kunne skrve om angrebene. men efterhånden er der en del litteratur, der forholder sig til den skelsættende begivenhed.

I tiden efter angrebene på World Trade Center var der flere forfattere, der ikke troede, de ville kunne skrve om angrebene. men efterhånden er der en del litteratur, der forholder sig til den skelsættende begivenhed.

18. december 2008

Et par måneder efter, at World Trade Center styrtede sammen, spurgte den anerkendte litteraturkritiker James Wood, hvorvidt den grusomme forandring af USA's største by også ville betyde en ændring af 'Den amerikanske roman'.

I essayet "Tell me how does it feel" giver Wood udtryk for, at han håber, det vil ske. Især beklager han sig over alle de forfattere, der, ansporet af blandt andre Don DeLillos Underverden (1997), føler, at de ved at skrive side op og side ned om atomfysik og karryretter kreeret af kulørte figurer kan afspejle den virkelige verden.

Denne opfattelse af, "at forfatteren har til opgave at gå ud på gaden og regne den sociale virkelighed ud, kan begivenhederne 11. september meget vel have ændret, blot ved at minde os om, at uanset hvad romanen er ude på, så kan 'kulturen' altid trumfe den med noget endnu større," skriver Wood, som efterlyser romaner med mere fokus på det humane og metafysiske og mindre på det sociale og dokumentariske.

Du behøver ikke erklære dig fuldstændig enig med den altid læseværdige Wood - jeg kan eksempelvis vældig godt lide langt de fleste af de forfattere, han bebrejdende kalder "hysteriske realister" - for at acceptere hans pointe. Den blev i øvrigt allerede i 1961 luftet af Philip Roth, der i essayet "Writing American Fiction" skrev:

"Virkeligheden indhenter konstant vores talent, og kulturen producerer næsten dagligt figurer, som er genstand for enhver forfatters misundelse."

Redaktionen på Passage synes heller ikke at være helt enig med James Wood, men en del af svaret på, hvad der er sket med amerikansk litteratur de seneste år, fås i hver fald ved at læse det nye nummer af nævnte litteratur og kritik-tidsskrift, der udgives af Aarhus Universitet. Heri tematiseres "skildringer af 9/11, som de er dukket op i litteraturen og kunsten i årene fra 2001 frem til i dag," som det hedder i forordet.

Privatliv i ruiner

Det startede, som den slags jo altid gør, med, at ingen forfattere turde røre emnet. Siden har vi fået noget, der nærmer sig en bølge af amerikanske 9/11-romaner. Selv Jay McInerney, der tirsdag 11. september 2001 sagde til sin ven Bret Easton Ellis, at han ikke kunne forestille sig, hvordan han nogensinde ville kunne sætte sig ned og skrive videre på sin roman om New York, sendte sit bud, The Good Life, på gaden i 2006.

De fleste af de mest markante titler, deriblandt denne, handler imidlertid mere om truende skilsmisser og privatliv i ruiner end i katastrofens kollektive aspekter. Det er en af Tore Rye Andersens fine pointer i det indledende essay "Nærindstillinger", hvori han skriver:

"Romaner som Falling Man, Netherland og Extremely Loud & Incredible Close bliver konsekvent rubriceret og markedsført som 9/11-litteratur, men ingen af romanerne formår rigtigt at indsætte terrorangrebet i et perspektiv, der rækker ud over privat-sfæren."

Det beklager Rye Andersen, der mener, at 9/11 ellers burde være oplagt stof for amerikanske forfattere. Fra Thoreau over Dos Passos til Pynchon har de haft en stolt tradition for at skrive politiske romaner. Som Rye Andersen underbygger det med sin skitsering af Jonathan Franzens forfatterskab, så har der op gennem 90'erne imidlertid - og blandt andet grundet relativ fred og velstand - været en tendens til, at amerikanske forfattere har opgivet "drømmen om at forandre samfundet med skarpsindige politiske analyser" for i stedet at vende sig mod intimsfæren.

Et mønstereksempel på dette er tidsskriftets anden tekst, David Foster Wallaces "Set fra Mrs. Thompsons stue" (oversat af Claus Bech). I dette essay beskriver forfatteren, en af Woods hysteriske realister, hvordan katastrofen blev oplevet i en ældre dames stue i en lille landbrugsby i hjertet af USA.

Langt de fleste indbyggere i Bloomington tager medicin mod høfeber, hvorfor "man aldrig kan være sikker på, om nogen græder", men foran tv-skærmen i Mrs. Thompsons stue, hvor Foster er endt i selskab med en gruppe ældre kvinder, siger Mrs. Thompson "mindre end næsten alle andre. Jeg tror ikke, hun græder, men hun rokker heller ikke i stolen, som hun plejer".

Skuffet over DeLillo

Der er meget at glæde sig over i "Set fra Mrs. Thompsons stue", men det hindrer ikke Rye Andersen i at efterlyse den roman, der "rækker ud over intimsfærens indskrænkede rum" - eller for den sags skyld i at ærgre sig over, at end ikke DeLillo i Falling Man kunne leve op til sin egen udfordring om at skabe en modfortælling til de terrorskabte scenarier, der løber med vores opmærksomhed.

Allerede i sin roman Mao II (1991) beklagede DeLillo sig da også selv over, at romanforfatteren har tabt til terroristen, når det handler om at ramme vores bevidsthed med stærke fortællinger. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det nærmere er til massemedierne, romanforfatteren har tabt kampen. Virkeligheden er, som Foster Wallace skriver i "Mrs. Thompsons stue", "hovedsagelig televisuel", en påstand, der diskuteres og underbygges af Mette Sandbye i essayet "Hvad så vi?".

Allerede ét minut efter, at det første fly havde ramt det ene tårn i World Trade Center, havde CNN et kamera på toppen af en nærliggende skyskraber. Herfra sendte de live resten af dagen, skriver Sandbye, der fremhæver, at angrebet "på World Trade Center er fotojournalistikkens mest fotograferede begivenhed nogensinde".

Samtidig var der en meget lille variation i de anvendte fotografier, der blev bragt i aviserne rundt om i verden dagene efter. De to hovedmotiver var billedet af de to tårne med ild i midten og røg hen over og billedet af de tre brandmænd, der planter en skibsmast med et amerikansk flag midt i ruinerne.

Begge motiver vækker specielt hos amerikanerne minder om de brændende skibe efter det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941 og invasionen af Iwo Jima i 1945, hvor seks marinesoldater (gen-)rejste et amerikansk flag. Eller rettere, om billederne af disse begivenheder.

Effektiv markedsføring

Mens folk havde svært ved at sætte ord på, hvad der skete på det sydlige Manhattan 11. september 2001, så havde massemedierne således ikke svært ved at appellere til folks følelser med motiver, der bevidst eller ubevidst fra fotografernes side ramte noget alment genkendeligt fra film, tv eller frimærker.

Alt dette til terroristernes - eller i hvert fald de overlevende af disse - store glæde, for som Mikkel Bolt skriver i essayet "Spektakulær krig":

"Aldrig før har nogen været i stand til så effektivt at få lemlæstelse og marketing til at gå op i en højere enhed. Al-Qaedas navn stod printet med stort i blod og pixels."

Lidt kynisk kan man sige, at 9/11 cementerede romanens tabte terræn til billedmediet i kampen om folks opmærksomhed. Hvordan det er gået til, kan læses i Passage, der imidlertid også understreger, at vi ikke kan kåre en vinder: Billedstrømmen styres, og ja, motiverne lyver. For du tror vel ikke, at den faldende mand på vej mod døden med de to tårne i baggrunden er så stille og stoisk, som det ser ud til på det smukke billede?

Måske en mere sand version af 'virkeligheden' en dag kan læses i en af de romaner, (enten) James Wood eller Tore Rye Andersen efterlyser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu