Læsetid: 4 min.

Bagger er LANDET!

Da landets fire store tabloidmedier - BT, Ekstra Bladet, TV2 og DR - i den grad gik i selvsving
Den berygtede sorte kassevogn indeholdende en netop landet Stein Bagger. Han er på vej ind i retsbygningen i Lyngby, mens to politibetjente løber efter bilen. Måske gik politiet også i selvsving over den store mediehype, der blev skabt om den bedragerisigtede finansmands hjemkomst - som var han en terrordømt.

Den berygtede sorte kassevogn indeholdende en netop landet Stein Bagger. Han er på vej ind i retsbygningen i Lyngby, mens to politibetjente løber efter bilen. Måske gik politiet også i selvsving over den store mediehype, der blev skabt om den bedragerisigtede finansmands hjemkomst - som var han en terrordømt.

Jens Nørgaard

19. december 2008

Det er en svir at læse BT og Ekstra Bladet for tiden. Det synes de også på BT og Ekstra Bladet, der begge har nydt en kortvarig optur midt i den konstant glidende oplagsnedgang.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan julen ville have været på de to kriseramte tabloidaviser uden Stein Bagger.

Ekstra Bladet scoopede BT ved at interviewe Stein Bagger i fængslet i Los Angeles. Det stærkt opreklamerede Ekstra Blads-tv på nettet havde et indslag om interviewet, som jeg straks klikkede ind på for at se årets medieperson bag tremmer. I stedet så jeg nogle mørke billeder af et fængsel, hvor et par EB-medarbejdere lidt stammende fortalte om interviewet. Det var et klassisk eksempel på web-tv, som er mere web end tv - en slags journalistisk amatørvideo. Men de skal ikke høre mere ondt om det - de havde skaffet avisen et scoop af de større.

I disse multimedietider er der åbenbart stadig hverken tid eller råd til at udstyre journalister med det nødvendige udstyr - eller den nødvendige træning - til at fotografere eller lave tv.

Nå pyt, bare det bevæger sig, som man sagde i gamle dage på TV-Avisen. Der er lang vej endnu, før aviserne laver tv, der ligner rigtigt fjernsyn.

Scoop'et på flyet

Men glæden på Ekstra Bladet var kort. For BT scoopede konkurrenten godt og grundigt ved at sørge for, at en journalist kom med samme fly som Stein Bagger. De havde åbenbart glemt at udstyre ham med et ordentligt kamera, så det eneste brugbare billede var et uskarpt mobiltelefonskud af Baggers nakke.

Selv med det dårlige kamera kunne man have ønsket et frontalbillede, men journalisten har fortalt, at det initiativ fik han meget bestemt forbud mod af de to amerikanske politifolk, der ledsagede Bagger hjem.

Men det var stort. Onde tunger vil vide at TV2's reporter var booket på Bagger-flyet, men ikke nåede det, fordi tilslutningsflyet til Atlanta blev forsinket.

Surt show, der ødelagde TV2 News-chefen Mikkel Hertz' nattesøvn.

Til gengæld havde Hertz en rigtig god morgen. Han kunne glæde sig over sin reporter, Henrik Schultz, der havde verdens mest utaknemmelige reportageopgave. Det var breaking news, så det battede. Et kvarter før Bagger landede, kunne Schultz fortælle, at han stod ved en af lufthavnsportene og fortalte detaljeret, at Kastrup Lufthavn havde fire udgange, som praktisk nok hed nord, syd, vest og østporten. Schultz forudså, at Bagger formentlig ville komme ud af lufthavnen gennem en af disse porte. Måske Nordporten, også kaldet 'Kongeporten'.

Landet inden han landede

Og sådan blev vi klogere og klogere. I næsten en time sendte TV2 News direkte fra Kastrup. På Berlingske Media har man en journalistisk grundlov, der hedder web first. Det betyder, at nyheder skal ud på nettet, når de foreligger. Og derfor kunne man på BT's web-avis læse, at Bagger netop var landet - nærmest før han landede.

Artiklen er tidsmærket 8.03 - landingen skete ifølge TV2 News klokken 8.28. Måske havde BT-nyheden fra sin reporter i flyet (sæde 31C, der tændte sin mobiltelefon, da Delta-flyet med Bagger (sæde 29B) sænkede landingshjulene over Flakfortet.

Men ifølge B.T.'s nyhedschef, Casper Hjorth-Knudsen, er der dog tale om en fuldstændig misforståelse, skriver journalisten.dk. Tidsangivelsen 8.03 henviser nemlig ikke til, hvornår www.bt.dk publicerede historien om Stein Baggers ankomst på dansk grund, men derimod til, hvornår artiklen blev oprettet i systemet.

I artiklen kunne man læse følgende skarpe observation: "Selv om Stein Bagger sad forrest i flyet under rejsen, blev han eskorteret ud af flyet af to amerikanske politifolk som den sidste".

Nærmest i samme minut ringede et andet medlem af BT's talstærke Bagger-redaktion til Baggers ekskone smykkedesigneren Martina Bagger. Ifølge web-artiklen, der er tidsmærket 8.45, udspandt der sig følgende, væsentlige samtale:

- Hvad siger du til, at Stein Bagger er landet?

"Det vidste jeg ikke. Er han landet?"

- Ja, han er lige landet i Kastrup. Har du en kommentar til, at han er tilbage i Danmark?

"Nej, jeg har ingen kommentarer. Ha' en god dag."

Det var breaking news som aldrig før. Og en fantastisk dag for TV2 News, der ligesom Ekstra Bladet og BT, fejrede nye triumfer.

Den sorte kassevogn

Bl.a. da et af de kameraer, for en sikkerheds skyld var placeret ved alle fire porte kl. 9.03 fik billedet af en sort kassevogn der kørte igennem porten. "TV2 NEWS BREAKING" stod der på skærmen - og på det gule lakridsbånd under billedet af kassevognen stod der: "STEIN BAGGER BLEV ESKORTERET UD AF KØBENHAVNS LUFTHAVN".

Sådan kan man jo også beskrive en sort kassevogn. Seertallet satte rekord, løssalget løb løbsk. Da DR Nyheder om aftenen - bare for en sikkerheds skyld - oprullede Bagger-sagen i en 20 minutters ekstraudsendelse efter den normale tv-avis, fulgte 918.000 danskere åndeløst med. Siden Bagger blev budt velkommen på forsiden er TV2 News's gennemsnitlige seertal steget med omkring 100.000.

Vi har hele tiden vidst, at der var penge i manden. Det har medierne trofast skrevet om - også før det blev afsløret, at pengene ikke var hans egne. Ja, Dagbladet Børsen gav ham som bekendt den såkaldte Gazellepris, fordi han havde været i stand til at tjene så mange penge, så hurtigt.

Selvfølgelig er IT-Factory-sagen en kanonhistorie, der har det hele.

Selvfølgelig er den blevet dækket tæt og nogle steder højt kvalificeret (f.eks. i Berlingske og Jyllands-Posten). I går blev jeg ringet op af en journalist fra politiken.dk (web first!), som spurgte, om jeg syntes, at medierne var gået i selvsving. "Nej, ikke generelt," svarede jeg.

Kun i de fire store danske tabloidmedier: BT, Ekstra Bladet, TV2 og DR. Men det er jo forståeligt, fordi den interesserer og fascinerer alle os læsere og seere (og kunder). Og kunden har jo altid ret.

Nu er mæthedspunktet nået, og så begynder medierne at skrive om, ikke medierne er gået i selvsving.

Den store fødekæde er blevet til en cirkel, der som bekendt hverken har en begyndelse eller en afslutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fuck hvor er jeg i den grad træt af at høre om Stein Bagger. Pressen har ikke skrevet om et emne så dybdegående som rydningen af Ungdomshuset for 1½ år siden.

Ros til Information for ikke at hoppe med på denne pressescoop'ske limpind. Giv mig (forbruger) noget journalistik som jeg faktisk føler der gør mig klogere, og det klarer I jo strålende i modsætning til arbejderklassens fordærvede og xenofobiske dagblade: BT og Ekstra Bladet.

Chris David Bonde Henriksen

Meget rammende og morsom artikel, Lasse Jensen her har begået. Vi har virkelig fået 'amerikanske tilstande' i vores lille medieverden i lille Danmark.

har de travlt med at glemme "new world order", false flag operations, klimabedrag? hvorfor skal vores medier fyldes med kandis johhny og stein bagger? Hov jeg glemte "frække fru fogh" som de vist har døbt hende?

Mens den lille og ligegyldige tiltalte er landet

Starter den anden finansmanipulator jetmotoren.
Han har skiftet de små bilagsfornøjelser ud med den helt store nytårsfest

http://epn.dk/okonomi2/dk/article1549301.ece

Rendyrket tyveri. Så frækt at danskerne står tilbage måbende og paralyserede. 20.000 DKK per dansker inklusiv spædbørn.

Det er da en langt bedre idé, at sende 20.000 DKK i juleudbetaling til hver enkelt dansker.

De vil falde på et tørt sted og sikre mere gang i forbruget, end at give dem til korrupte bankdirektører, der bare spekulerer i konkursrytteri og gyldne håndtryk.

Men det giver selvfølgeligt ikke beløb tilbage under bordet til finansmanipulatoren...

"Pengene fosser ud af statskassen!"

Hva' Anders?