Læsetid: 5 min.

Blomme i Madeira

Midtpunkt. Ordkrigen mellem Manchester United og Real Madrid er blusset op igen. Hvem får tidens hotteste stjerne, Cristiano Ronaldo? Og har fodbolden overhovedet brug for divaer?
Guldæg. Manchester Uniteds træner, Sir Alex Ferguson, er end ikke villig til at diskutere salg af klubbens eftertragtede stjerne, Cristiano Ronaldo.

Guldæg. Manchester Uniteds træner, Sir Alex Ferguson, er end ikke villig til at diskutere salg af klubbens eftertragtede stjerne, Cristiano Ronaldo.

Toru Hanai

27. december 2008

Ikke mange var overraskede. Cristiano Ronaldo, Manchester Uniteds herostratisk ombejlede kantspiller, blev årets vinder af Ballon D'or. Hvis man alene dømmer ud fra antallet af ligascoringer sidste sæson, er Ronaldo en klar vinder. Hvis man derimod skal måle ud fra EM eller den igangværende klubsæson, er Barcelonas Lionel Messi og Liverpools Fernando Torres bedre kandidater. Lige siden fodboldmagasinet France Football overrakte Den Gyldne Bold til Ronaldo den 2. december, har debatten rumlet: Er CR7, som Cristiano kaldes med sigte til hans mytiske rygnummer, en uddøende race, et Liberace-ekko eller måske en metroseksuel variant 2.0 af George Best, som vi bør værne om? Eller skal man anerkende Ronaldos professionalisme on og off pitch og til gengæld trodsigt negligere, hvis ikke aggressivt fornægte, den flagrende fandango, han tilfører Old Trafford og tidens popkultur?

Det var heller ikke spor forbavsende at se sommerens patetiske krigsdans mellem Manchester Uniteds træner, Sir Alex Ferguson, og Real Madrid-præsidenten Ramón Calderón blusse op igen for et par uger siden. Den spanske avis El Mundo lækkede forlydender fra en Real-direktør, Pedro Trapote, at Ronaldo allerede havde skrevet kontrakt med kongeklubben med sæsonstart om et halvt år. Det var kun formaliteter og snørklet jura, der stod i vejen for en offentlig bekendtgørelse, sagde Trapote.

Ferguson var rasende og lynede på et pressemøde forrige torsdag: "Tror I, jeg vil forhandle kontrakt med den bande? Helt sikkert, nej. For himlens skyld, jeg ville ikke sælge Real Madrid en virus - og da slet ikke Cristiano Ronaldo."

United-bossen brugte ordet 'mob' om Calderóns mænd, og tidligere havde den 66-årige skotte alluderet til Franco-regimet: "Som General Francos gamle hold taler historien for, at Madrid får alt, hvad de peger på. Og det var før, demokratiet kom til Spanien."

"Jeg vil ikke spilde tid med at svare på dén slags. Jeg beundrer Fergusons meritter, men på det seneste er han blevet en smule senil," replicerede Calderón.

I United har tallet '7' i årtier prydet flamboyante spillere som George Best, Bryan Robson, Eric Cantona og David Beckham. De løftede kampen på grønsværen helt ind i populærkulturens midte. De fortæller historier om epokale fantasier. Best-generationen dyrkede et miks af pub og Bond Street, machokultur og unisexet frigjorthed. Cantona blev et symbol på hårdtslående elegance, og Beckham varslede ene mand intet- og ultrakønnets besværlige symbiose.

Brug for sportens divaer

For CR7 er det noget af en arv at følge. Berømmelsens pris er en dyst om identitet og samtidig et ambitiøst, men umuligt projekt. Når Ronaldo med fotogene grimasser lever sin på én gang sårede og potente ungdommelighed ud, kan man beskylde ham for bevidstløst at gentage den drejebog, historien allerede har skrevet. Og hvis han skulle formaste sig til at springe ud af rollen, så er dette forsøg på overskridelse af tingenes tilstand lige så banalt forkasteligt som den evindelige karikatur af skabshomo og smilende butiksekspedient, der gemmer sig i Fergies skørter.

Den tysk-amerikanske litterat Hans Ulrich Gumbrecht har engang sagt, at vi har brug for sportens (mandlige) divaer. Man kan lave studier af Ronaldos excesser på banen, der placerer ham i en indstuderet idolrutine, som får det maskuline urbrøl frem hos nogle og den fascinerede fnisen op til overfladen hos andre. Men er Steven Gerrard lige så spændende? Hvor var Barca i nyere tid, hvis det ikke havde været for en Ronaldinho, der hellere ville spille Playstation og danse til den årle morgen end stå skoleret til træning og taktikmøde? Hvordan ville Real Madrid have klaret sig uden Ronaldo (altså brasilianeren), som scorede mål på stribe på trods af konstante vægtproblemer og en angivelig foragt for at hjælpe til i defensiven? Og hvad ville der stå i historiebøgerne, hvis ikke Maradona med kokainmisbrug, illegitim søn og belastende kontakt til Camorraen havde sendt SSC Napoli helt op i gudernes himmel?

Kampen om Ronaldo

Klubber er ikke bare 11 spillere plus det løse. De er også lokalt forankrede - og i vore dage globalt flakkende - fata-morganaer. Økonomisk er de en merværdi, og sociologisk set er de illusioner. Og så er de i øvrigt også personalhistoriske fikspunkter: Jeg ved præcis, hvor jeg var, da Zinedine Zidane helflugtede bolden op i Bayer Leverkusens måltag til 2-1 i Champions League-finalen 2002.

Ifølge José Angel Sanchez, Real Madrids marketingchef, gjorde man ellers alt det rigtige, da det gjaldt om at score Cristiano Ronaldo i sommers. Først indkredsede man spilleren (og hans agent) med hede løfter om 80 millioner pund. Så lækkede man 'nyheden' til Madrid-venlige aviser som Marca og As. Udtalelser fra kommende klubkammerater og en begejstret træner, Bernd Schuster, bidrog til at skabe en aura af virkelighed. Ronaldos daværende landsholdstræner, Felipe Scolari, skubbede også på. Cristiano burde skifte til Real. Belejligt nok, for så slap den nye Chelsea-manager for irriterende United-ammunition. Panikken var helt efter bogen. Carlos Queiroz, Manchesters assistenttræner, tordnede om Madrids kyniske pengemaskine, og Calderóns gode ven, FIFA-bossen Joseph Blatter, beskyldte det britiske foretagende for at holde Ronaldo som "slave". Imens sad Sanchez og gned sig i hænderne. Nu skulle Ronaldo snart være en del af Real Madrid-brandet. Fuldstændig ligesom dengang med Figo, Zidane og Beckham.

Fodbold og alt det andet

I årevis har Real og Manchester United kæmpet om at være nr. 1 i Deloittes European Money League. Midlerne er trøjesalg, fjernsynsrettigheder og merchandise. Men nu har Premier League lagt sig i overhalingsbanen. Tre af de fem rigeste klubber i verden er engelske - United, Chelsea og Arsenal. Det betyder endnu mere tv og glamourøst lir. For mange er skærmens virkelighed federe end FONA-tribunen i Parken, hvor sidemanden blokerer udsynet med svajende fadøl og roterende klaphat. Vi forlyster os med slibrigheder om Ronaldinhos natteorgier, Ashley Coles byture, Andrei Shevchenkos hemmelige retur til Milan (fordi hustruen hellere vil shoppe i Milano end i London) og fru Beckhams plasticbryster og anorektiske lægge.

Cristiano Ronaldo spiller ikke bare fodbold. Han er også indehaver af en fashionabel modeforretning i Funchal på Madeira. Butikken ligger på Rua Vale da Ajuda Edifício Monumental Palace. Real Madrids Galacticos var mere drømmen om et hold end et egentligt mandskab. Og på tilsvarende vis kan Ronaldo, hvis han ikke passer på, blive til et vrængbillede af sin egen identitet, en tøjdukke med nøje koreograferet fleksibilitet (og som græder, når man trykker den på maven). Kynikerne løber åbne døre ind: Ronaldo bliver i United, hvis han vil udvikle sig som spiller, og skifter til Real, hvis han vil have toptunet sit brand.

Men jul og fodbold handler også om magi. Som divaen over dem alle, Bianca Castafiore, udbryder til Kaptajn Haddock, efter at hun har erklæret sin moderlige kærlighed til ham: "Åh, jeg tror, jeg dåner."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu