Læsetid: 2 min.

Bøger som forførelse

Når man vil gøre sine hoser grønne og forføre den udkårne, er det vigtigt at have bogreferencerne i orden. Til gengæld er det værste, man kan gøre, at lyve om, hvad man har læst
Mange flirters samtaleemne runder ofte, hvad man læser. Det fortæller en del om en person, men talr.

Mange flirters samtaleemne runder ofte, hvad man læser. Det fortæller en del om en person, men talr.

Stine Norden

18. december 2008

Fortællinger har altid kunnet samle folk. Og bøger er utvivlsomt et godt samtaleemne. Det bekræfter en britisk undersøgelse i forbindelse med læsekampagnen National Year of Reading, som desuden afslører, at bøger faktisk kan forføre. Undersøgelsen viser, at nærved 20 procent oplyser, de læser, når de forsøger at få en date i håb om, at det giver et godt førstehåndsindtryk. Men det er ikke ligegyldigt, hvad man læser.

Hvis en mand gerne vil forføre en kvinde, så er den bedste bog at placere mellem sine svedigt nervøse fingre Nelson Mandelas selvbiografi Long Walk to Freedom. Næstbedst er værker af Shakespeare, og derudover er kvinder helt pjattede med mænd, der læser kogebøger.

Mænd derimod er interesserede i kvinder, der læser netnyheder, Shakespeare og sangtekster. Kvinderne kan dog heller ikke slippe uden om kødgryderne, hvis de vil finde vej til en mands hjerte. Som nummer fire på en liste over, hvad en kvinde skal læse for at imponere en mand, er således kogebøger.

Det perfekte par

Den britiske datingekspert Jenni Trent Hughes kommenterer:

"For mange af os, mig selv inklusive, topper læsevaner listen over 'Hvem er mit perfekte match?' Læser de meget? Hvad læser de? Nyder de at have dybe og meningsfyldte diskussioner om det, de har læst? Hvis en person kan lide at læse, indikerer det, at vedkommende er åben for at lære nye ting. Det indikerer en bred vifte af interesser og giver grobund for et utal af samtaleemner."

Det, et menneske læser, afslører altså noget afgørende om vedkommendes personlighed. Derfor bruges det proaktivt på en date.

Bogløgne er de værste

Nogle gange bruges læsning endog så proaktivt, at det kniber med sandhedsværdien. Ifølge undersøgelsen har tre fjerdedele af de voksne og en ud af fem teenagere løjet om deres læsning for at imponere en date eller ven.

Faktisk er det at lyve om, hvad man har læst, den næstmest brugte løgn på en date - næstefter at lyve om sine tidligere erobringer.

Og det er især mænd, der har en tendens til at overdrive deres læsning. Faktisk lyver mænd dobbelt så ofte om deres læsning end kvinder, og årsagen er, at de gerne vil virke mere romantiske og intellektuelle. Men det er en farlig strategi. Deltagerne i undersøgelsen fremhæver nemlig, at det er værre at lyve om læsning end om job og alder. Hvilke konsekvenser, en 'hvid' bogløgn kan få, melder undersøgelsen dog intet om. Men det er nok værd at skrive sig informationen bag øret, så de ulæste bøger ikke gør én til en afvist forfører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu