Læsetid: 12 min.

Boguddrag - Das Beckwerk: Suverænen

I anledning af Montanas Litteraturpris bringer Information boguddrag fra de nominerede værker. Her første kapitel af Das Beckwerks 'Suverænen'
11. december 2008

Da den tidligere medarbejder i det danske integrationsministerium Thomas Skade-Rasmussen Strøbech i slutningen af januar 2004 vendte levende hjem fra en rejse op gennem det krigsramte Irak – fra den kuwaitiske grænse gennem den britiske, den polske og den amerikanske besættelseszone og helt ind i det kaotiske Bagdad – var han overbevist om én ting: Kunsten i det enogtyvende århundrede hører hjemme på et museum. Rejsen, som han havde foretaget uden våben, kun iført jakkesæt og slips og i selskab med en anden og lige så forsvarsløs dansker ved navn Nielsen, samt en indfødt, den tidligere politiske flygtning og senere irakiske præsidentkandidat Adnan Alshamari og dennes fætter, chaufføren Emir, havde været et forsøg på med kunstneriske midler, som kunstnere, at intervenere i et for kunsten hidtil så fremmed område som storpolitikken. Bærende på en lille metalkasse med påskriften «The Democracy – destination Iraq» var de to danskere vandret fra det kuwaitiske checkpoint gennem ørkenen og ind i Irak, hvor de blev mødt af den indfødte Adnan og hans fætter, og derfra i en lejet, men godt brugt vogn fortsatte op gennem Irak. Overalt, hvor de kom frem, på markedspladser, universiteter og kunstakademier, i forfatterklubber og kvindeforeninger og såkaldte demokratibevægelser, satte de kassen fra sig, slog det Nomadiske Parlament – et til lejligheden i al hast omsyet telt – op og afholdt såkaldte «parlamentsforsamlinger» med alskens repræsentanter for det irakiske folk, mellemfolkelige møder, hvor man diskuterede og i fællesskab forsøgte at formulere det ideelle indhold af den tilsyneladende tomme kasse, møder, som var en umiddelbar succes og vakte spontan begejstring blandt de fleste af deltagerne, ikke mindst de to europæere selv, møder som resulterede i så godt som absolut intet. De to danske kunstnere forklædt som «eksemplariske europæere» kom, så stort set intet, men sejrede, hvorefter de straks igen forsvandt uden at efterlade sig det mindste synlige, det vil sige virkelige, spor. Det var, tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, da han igen stod i Copenhagen Airport, stadig iført det nu temmelig efterkrigsstøvede jakkesæt, og ventede på sin bagage ved bånd nummer syv, sandheden om den såkaldt politiske kunst: tom snak, højstemt vås og i værste fald, tænkte han: fup og bedrag, misbrug af andre menneskers ressourcer og opmærksomhed i en sag, et projekt, som i sidste ende kun stod i sin egen tjeneste, l’art pour l’art, eller værre endnu: kunst for kunstnerens skyld, og i dette særlige tilfælde, tænkte han, misbrug af fattige, krigsramte og kontakthungrende menneskers tillid og håb om en mere værdig tilværelse i en mere retfærdig verden, et projekt, som fra først til sidst kun havde drejet sig om dem selv, deres egen karriere og deres egen succes som kunstnere i en europæisk kontekst. Det var, tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, som han stod der og stirrede ned i den mørke skakt, hvorfra hans bagage om et øjeblik ville komme rullende op, sandheden, ikke bare om dem selv og deres projekt, men om hele forestillingen om muligheden af en «politisk» kunst. Allerede under rejsen, nærmere bestemt i provinsbyen Amara på grænsen til Iran, var det begyndt at dæmre for ham, den frygtelige, men uafviselige og uomgængelige sandhed. I de korte pauser mellem de udmattende selviscenesættelser i klubber og foreninger havde han sågar forsøgt at meddele sin voksende mistanke til landsmanden, som i mere end én forstand var hans nærmeste, havde forsøgt at få ham til at forstå, før det var for sent og den slet skjulte voldtægt af det irakiske folk var fuldbyrdet, at dette forsøg på at få kunst og politik til at gå op i en højere enhed til det irakiske folks velsignelse, når det kom til stykket, og det var præcis dertil, det nu var kommet, hverken var det ene eller det andet, hverken et stykke meningsfuldt mellemfolkeligt samvirke og da slet ikke kunst! og at det, ikke bare på et eller andet tidspunkt, men nu og her, havde han sagt, i Amara, mens de stadig havde chancen, var på sin plads at smide slipsene og dermed den forkælede kunstnerattitude og containeren med hele dens manglende indhold med samt de maltrakterede rester af et gammelt telt i Tigris, (eller bedre, havde han tænkt, men ikke nået at sige: i en affaldscontainer, og hvis en sådan ikke fandtes, så kunne de, ja, netop de! havde han tænkt, men altså ikke fået sagt, passende begynde deres nye liv med at påtage sig opgaven at bringe en sådan container med samt et fungerende renovationssystem til denne irakiske verden i den yderste provins), droppe enhver tom snak om demokrati og i stedet gøre noget, give en hånd med, i samarbejde med de lokale irakere i al hast, før det var for sent, havde han sagt, skitsere et par projekter til genopbyggelse af det irakiske civilsamfund, en boldbane, et kulturhus, en udveksling af amarakanske og danske feminister, for eksempel, projekter de to danskere ved hjemkomsten til Danmark straks kunne gå i gang med at skaffe midlerne til. Men «Nielsen», som rejsefællen, stadig mere selvoptaget og kunstneragtigt og uden den mindste situationsfornemmelse eller respekt for den irakiske tragedie, havde insisteret på at blive kaldt, af irakerne, ja, men også af ham, tænkte han, som han stod der ved bånd nummer syv og stirrede ned i dybet af den mørke skakt, hvorfra hans bagage da vel for faen før eller siden måtte dukke rullende op, (med mindre den da, selvfølgelig! tænkte han, var blevet sendt til Darfur eller Pnom Pen), netop denne «Nielsen» var det altså, som nu, i sandhedens time slet ikke havde villet høre tale om kunst, netop denne «Nielsen», som i modsætning til Thomas Skade-Rasmussen Strøbech var den af de to, der oprindelig havde set sig selv og også i visse snævre kredse, visse meget snævre, for ikke at sige forsnævrede, tænkte han, åndsforsnævrede! kredse i det hjemlige og yderst provinsielle danske kulturmiljø havde haft status eller i hvert fald ført sig selv frem som en slags kunstner, han denne «Nielsen», som aldrig havde udført et almindeligt godt borgerligt lønnet stykke arbejde, som så at sige aldrig i livet havde gjort dagens gerning, men lige fra puberteten af var vandret ansvarsløs og langt hen ad vejen på socialvæsenets, det vil sige, tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, på den danske velfærdsmodels bekostning fra det ene øvelokale til den næste jamsession, gennem lokalradioforsøg og happenings til mere og mere indholdsløse premierer og ferniseringer, netop denne «Nielsen» havde nu slet ikke længere kunnet tage anklagen om dårlig kunst alvorlig, for «Nielsen» havde nu slet ikke længere set sig selv som kunstner, næh, nej, nu og her i Irak var «Nielsen» pludselig blevet politiker, og ikke bare politiker, men storpolitiker og idealist, en mand med en vision i lige linje fra Platon og Lenin til Gandhi, en handlingens mand, – nej! havde han råbt, – Rasmussen, vi må ikke give op! selv om det var præcis det stik modsatte han, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, stille og roligt og i modsætning til den anden altid yderst behersket og høflig over for sine irakiske omgivelser, havde foreslået, nemlig at de nu, hvor de for første og måske sidste og eneste gang befandt sig i Historiens brændpunkt, skulle tage sig sammen, lægge attituderne fra sig, smøge ærmerne op og give irakerne en hånd med i arbejdet med at opbygge det civilsamfund – skoler, kloakker, internet, træk og slip – uden hvilket enhver snak om demokrati ville være, ja, netop: snak om en tom kasse. Den begrædelige sandhed, tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og så ned i skakten, hvorfra hans bagage endnu ikke var dukket op, og rystede på hovedet, den begrædelige sandhed, tænkte han, var, at hans rejsefælle dengang i Amara slet ikke havde hørt, hvad han havde sagt, kollegaen havde slet ikke hørt det konstruktive og opbyggelige i hans ord, tværtimod, i sin selvoptagethed havde han udelukkende fokuseret på kritikken, han havde taget anklagen om selvoptagethed og selviscenesættelse personligt, som om den var møntet på ham og ikke i virkeligheden rummede noget meget større, nemlig en kritik af deres fælles projekt, og ikke bare af det, tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, men af hele den forkælede europæiske kultur, de repræsenterede, den såkaldt «politiske» kunst! Den, akkurat den, tænkte han, og ikke bare den, men kunsten i det hele taget, i Danmark og i den vestlige verden, er, når det kommer til stykket ikke stort andet end et medium for selviscenesættelse og identitetsproduktion, «Nielsen & Rasmussen», tænkte han og så ned i skakten og så op på uret og så igen ned i skakten og rystede på hovedet, «Nielsen & Rasmussen», tænkte han, og dermed hele den såkaldt «politiske» kunst hører hjemme i Politikens sektion 2, og derudover, tænkte han, uden for det lillebitte velnærede, ja, selvfede og selvfortærende danske kulturliv, der er vi fuldstændig magtesløse og uden betydning. Med en pludselig bevægelse tog han sig til halsen, løsnede slipset, trak det af, krøllede det sammen og var på nippet til at smide det i skraldespanden, men tog sig så alligevel i det og puttede det i jakkelommen. I det samme kom hans bagage rullende op af dybet, han greb den, gik målrettet og med god samvittighed gennem tolden og satte sig ind i den første og bedste taxi. Og allerede den næste morgen, da han havde vækket sine to små børn, givet dem morgenmad, klædt dem varmt på og derpå på cykel, med den lille Hannah (opkaldt, selvfølgelig, efter det tyvende århundredes store demokratitænker Hannah Arendt) balancerende på stangen mellem sine arme og den lidt større Peter noget mere trygt placeret i cykelstolen bagpå, havde afleveret dem i henholdsvis børnehaven og skolen, satte han sig ned og skrev et brev til Det Danske Udenrigsministerium, hvori han ansøgte om en støtte på 1,9 millioner kroner fra Finansudvalgets særlige Irak-bevilling til at etablere et kultur- og internethus i centrum af Bagdad.

En komma ni millioner kroner, det var mange penge, langt flere end han i sin korte tid som såkaldt «kunstner» sammen med den forhenværende kollega havde modtaget i støtte til det meningsløse eksperiment med «Demokratiet» og den irakiske befolkning. Ydermere var Thomas Strøbech endnu langt fra det navn inden for «nation building», som han senere skulle blive, ja, når ret skal være ret, havde han praktisk taget ingen erfaringer med opbygning af civilsamfund i krigsramte områder. Men da situationen i Irak endnu var mildt sagt usikker og kaotisk, så var det de færreste danskere, der havde mod på at rejse til Irak, og nogen skulle Det Danske Udenrigsministerium jo give de afsatte penge til, noget skulle gøres, det havde regeringen lovet, som deltager i den amerikansk ledede «coalition of the willing», eller som en slags bodsydelse for at have deltaget i koalitionen, havde den danske regering afsat et tocifret millionbeløb til genopbygningen af civilsamfundet i Irak, og nogen skulle pengene gives til, så kun knap en måned efter hjemkomsten fra Irak fik Thomas Skade-Rasmussen Strøbech en opringning fra Udenrigsministeriet, som gennem en sekretær meddelte, at han kunne regne med at modtage det ansøgte millionbeløb. Og så gik han i gang. «It is action not rest that constitutes our pleasure!» sagde han og tog dermed tråden op fra de amerikanske Founding Fathers. På forventet efterbevilling tog han et nok temmelig ubeskedent lån, købte en ultralet bærbar computer og en ditto printer, bestilte indtil flere forskellige internationale kreditkort i banken og fandt en ordning med sine børns mor om, at han én gang om måneden (i værste fald hver anden eller tredje) ville komme hjem fra sin udsatte post i Bagdad og være sammen med dem i nogle dage. Det var begyndelsen på et helt nyt liv. Han var blevet en anden. Og det føltes rigtigt og godt. Og så kom katastrofen. Som et lyn fra en ganske vist noget overskyet himmel. Amerikanernes selvoptagede billeder fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. I en vis forstand var det vel præcis, hvad man kunne have forventet. Af en så selvcentreret og selviscenesættende kultur, som den både «Nielsen & Rasmussen» og desværre også en del af de amerikanske soldater var rundet af. Alligevel kom det som et chok, for europæerne, for folk i helt andre kulturer rundt om i verden, men også for Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. Han sad der på en flyttekasse i sin næsten nøgne stue klar til afgang i jakke, bukser og amerikanske militærstøvler a la Paul Bremer iii og med den bærbare computer placeret på sine fremragende knæ og stirrede ind i skærmen på billederne af skamferede røvhuller, stabler af nøgne irakere, en mand med en hætte over hovedet, småfede grinende soldater med snerrende hunde og irakere i halsbånd og snor. Var det virkelig det, amerikanerne drømte om? Var det virkelig det, de mente, når de talte om «Freedom» og «Democracy»? Var det virkelig det, de amerikanske demokratiforskere forestillede sig, når de skrev om et levende civilsamfund, hvor styrkelsen af de indre bånd i en gruppe (for eksempel bunken af nøgne irakere, tænkte han), modsvares af stadig stærkere forbindelser til andre grupper (såsom de amerikanske soldater)?Nej, selvfølgelig var det ikke det. Her var tale om en hidtil uset form for anti-amerikansk propaganda, et forræderi imod visionen om en ny demokratisk verdensorden. Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, og med ham hele verden, var i chok, lammet. Og de første, der kom sig over lammelsen, var irakere. Ikke det irakiske folk som helhed, men nogle enkelte, spredte grupper af vrede unge mænd. De følte sig bedraget. Ikke bare af amerikanerne, men af alle de nationer og folk som havde båret den amerikanske drøm ind i Irak: europæerne, australierne, japanerne, ja, hele den vestlige verden. Var det virkelig den slags billeder af fremtiden, de havde haft i den kasse, de bar med sig ind i Irak, og som de hensynsløst havde placeret på de mest offentlige steder, på skoler, universiteter, i kvindeklubber og kunstnerforeninger, kort sagt præcis der, hvor der var kvinder og børn og almindelige mænd uden våben? Er der noget at sige til, at de bliver vrede? tænkte Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. At de vil have hævn?! At vi, alle sammen, skal af med hovedet? Nicholas Berg, Margaret Hassan, Nielsen & Rasmussen, tilfældige mennesker, der på en eller anden måde kan sættes i forbindelse med amerikanerne, som arbejder for amerikanerne eller bare ligner dem en smule eller kommer fra et land eller en kultur, som ligner eller er påvirket af den amerikanske. Af med hovedet! tænkte han. Forståeligt. Men ikke just sympatisk og slet ikke noget, det officielle Danmark eller Det Danske Udenrigsministerium kunne risikere at lægge hoveder til. Ergo besluttede Det Danske Udenrigsministerium at holde de afsatte midler til genopbygningen af civilsamfundet i Irak tilbage på ubestemt tid. Hvad nu? Hvad skulle han gøre, af sig selv og, i et lidt større perspektiv: Hvad skulle han gøre for Irak og verden? Han havde smidt slipset, lagt sit korte liv som «kunstner» bag sig og viet fremtiden til opbygningen og den daglige fornyelse af civilsamfund i verden omkring sig. Der var ingen vej tilbage. Men i den øjeblikkelige historiske situation heller ingen vej frem. Han var lammet. I et kort og i denne historie helt enestående glimt af svaghed gav han op, pakkede flyttekasserne ud, stillede Thomas Carothers Essays on Democracy Promotion og David Helds Models of Democracy på plads i reolen, leverede de fleste af de internationale kreditkort tilbage til banken (computeren beholdt han, sket er sket! sagde han til sig selv, han havde for længst tastet sine planer for det første halve år i Bagdad ind i harddisken, han kunne ikke få mere end halvdelen af de penge for den, som han få uger inden havde givet, så lad det dog ligge, sagde han og lod den – og dermed gælden – stå). Og de næste mange måneder levede Thomas Skade-Rasmussen Strøbech et liv i næsten fuldkommen anonymitet, uden for Tiden og medierne, fjern fra den større verden, som en sovende celle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu