Læsetid: 14 min.

Boguddrag - Kristian Bang Foss: Stormen i 99

I anledning af Montanas Litteraturpris bringer Information boguddrag fra de nominerede værker. Her prologen og første kapitel af Kristian Bang Foss' roman 'Stormen i 99'
Kultur
11. december 2008

Prolog

På InWears lager er mødetiden klokken ni. Nanna står op halv otte med en skolepigeagtig disciplin og tvinger sig selv til at sætte morgenmad frem på bordet ved vinduet i sin stue. De har bildt hende ind, at morgenmåltidet er dagens vigtigste, ligesom de har bildt hende ind, at hun bør drikke mindst to liter vand om dagen, så om morgenen før sin første dag på arbejdet spiser Nanna sig en kvalme til i fedtfattige mejeriprodukter fra Cheasy (det navn!) og supplerer med Kellogg’s Bran Flakes, som er en grovere version af det fladmaste majskorn, giver allusioner til rugbrødet i stedet for franskbrødet, indeholder fibre, der pirrer tarmvæggen. I løbet af dagen går hun og patter på sine evige vandflasker, sjatpisser konstant, er tæt på vandforgiftning.

Anton kan ikke komme ud af sengen, det er ligesom, da han gik i gymnasiet, vækkeuret ringer og blander sig med hans drømme, der kører i fuld galop ommorgenen, det hele smelter sammen, han har tit en fornemmelse af at kunne sætte tiden i stå ved at koncentrere sig og på den måde sove flere timer i løbet af nogle minutter, tiden bliver så plastisk, når han ligger og kæmper, og selvom han stiller vækkeuret bort fra sengen, i den anden ende af lokalet, så han må op for at slukke det, er det, som om han er spændt fast med elastikker, ryger tilbage under dynen, lader sig føre af noget, der er større end hans vilje – som et stykke flamengo på sandet i en strandkant, og det stykke flamengo nås af den yderste spids af brændingens glatte, sandslikkende bølgetunge og føres til havs.

Den søvn om morgenen, efter vækkeuret har ringet, mens han ligger og bliver for sent på den, den søvn er ikke nogen god søvn; mærkelige drømme og dårlig samvittighed og stress. Anton rækker ud efter telefonen ved siden af sengen og trykker nummeret til InWear, får fat på Kim og siger, han desværre bliver lidt forsinket i dag, lægger røret og blunder hen igen i nogle sekunder. Et øjeblik er det som at glide ned i et varmt skumbad, som når en bjergbestiger opgiver og lægger sig til at dø i sneen, mørket indfinder sig, og det bliver rart, men lige idet drømmene begynder, vågner han igen med et gib, får så kæmpet det ene ben ud af sengen og rejser sig langsomt, der skal være tid til et brusebad, han abstinenssveder stadig efter weekenden, og hvis han ikke når ud under bruseren, vågner han aldrig helt, og dagen på lageret vil blive endnu mere led og træg. Han spiser ikke morgenmad, tørrer sig blot efter badet og børster tænder og tager tøj på; men på vej ud ad døren begynder peristaltikken at virke, og han skynder sig ind i lejligheden igen og sætter sig og skider, røvhullet bider lorten over, og han må tørre det hudløst. Og på vej til InWear på cykel hele tiden tanken: Jeg vender om ... Jeg vender om og kører hjem og lægger mig ... Føj for helvede, føj for helvede, jeg vender om, men alligevel når han derud og stempler ind med sit magnetkort uden for Juhanis kontor.

Toilettet på InWear

Det ligger ude på Amager, InWear, på Raffinaderivej. Her har man samlet det hele: lager og direktion og salgs- og designafdeling med mere. De hvide bygninger, det såkaldte Headquarters eller HQ, ligger forrest ud til Kløvermarkens græsarealer med dets fodboldbaner optegnet i hvidt og mål med netmasker tunge af dug; mågerne fouragerer på grønsværen om morgenen, når man møder, senere hen fordrives de af fodboldspillende figurer. Bag ved HQ ligger de to store lagerbygninger – forbundet indbyrdes af en gangbro, lastbilerne kan køre under, og omkranset af et hegn med en port, lastbilerne kan køre igennem. Uden for hegnet et industrilandskab, der strækker sig mod havet: siloer og betonbrokker, gult græs og rævehaler.

Toilettet oppe på den ene lagerbygnings førstesal ligger tomt hen lige nu. Det ligner et offentligt toilet: et lokale med håndvaske, hvorover der er fastgjort firkantede spejle uden rammer. Elektriske håndtørrere af mærket Dan Dryer er her også. Her er hvide fliser på gulvet og op til midt på væggene. Oven over fliserne er der hvidmalet væg. Langs den ene af det rektangulære lokales langsider er der fem toiletbåse. Væggene er spredt bemalet med infantil graffiti: tilsvininger af kolleger, men først og fremmest af mellemlederne, cheferne og InWear som sådan. Døren ind til den midterste toiletbås er åben. Nogen har skrevet Lokumsbørsten er opfundet! på indersiden af den, hvilket har afstedkommet en række sarkastiske og metasarkastiske kommentarer nedenunder. Kommentarerne er skrevet med de speedmarkere, de ansatte har i lommen for at kunne mærke kasserne med tøj. Man har tidligere forsøgt at forhindre hærværket ved at forbyde løse speedmarkere og i stedet hænge dem i elastiksnore ved kassepakkestationerne. Men initiativet vakte medarbejdernes vrede, det var besværligt, og man ville ikke behandles som børn, så efter et stykke tid med utilfredshed og speedmarkere, der dansede i gummisnore under loftet, blev det igen tilladt at bære dem i lommen. Der er også problemer med bussemænd: Folk tørrer deres bussemænd af på væggene i toiletbåsene. Nogle af de ansatte klager over, at det vender sig i dem, når de ser bussemændene på væggen. Andre er lidt ligeglade – eller ser det slet ikke. Det har været oppe på et onsdagsmøde, hvor en medarbejder fortalte, at det ikke er et problem, der er specifikt for InWears lager, hun har været på andre arbejdspladser, hvor det samme gjorde sig gældende. Toiletpapirsholderen er en af de store runde af metal. Den er tom, hænger og er halvvejs revet løs af væggen. En stor rulle gråt industripapir uden perforeringer ligger ved siden af toilettet, stænket til med urin, der ikke har ramt kummen. Men det, der først fanger øjet er, at nogen i cirkulære bevægelser har smurt afføring ud over væggene og indersiden af den åbentstående dør til den midterste toiletbås.

Nu kommer Kim, afdelingsleder for Stock, busende ind, styrer mod den åbne dør, mens han samtidig allerede er ved at lyne ned. Først lugter han det: Her stinker af lort, og bagefter får han øje på afføringen på væggen, stopper op, glemmer, han skal tisse og tager sin mobiltelefon fra læderetuiet i bæltet og ringer det forudindkodede nummer til Asger og beder ham om lige at komme op i garderoben. Ude i garderoben foran toiletterne vil han sætte mobiltelefonen tilbage i etuiet og opdager, at han har glemt at knappe sine bukser. Han er udmærket klar over, at det virker bøvet med det etui i bæltet, men han bruger mobiltelefonen så meget i det daglige arbejde på lageret, at han har valgt at benytte det alligevel. De fleste kommenterer det en enkelt gang, og han fortæller, at det er af praktiske grunde. De andre på lageret, der i kraft af deres koordinerende rolle bærer en mobiltelefon, har den i lommen. Men Kim går sjældent i cowboybukser, som oftest har han mere posede bukser med læg og dybe lommer på – og der ligger mobiltelefonen dårligt, den står ikke oprejst langs benet som i en denim-lomme, men lægger sig vandret nede på bunden. Private mobiltelefoner er for øvrigt forbudt. Her telefoneres kun internt på lageret og over til Headquarters.

Kim får knappet de bukser.

Og nu kommer Asger stakåndet op ad trapperne.

Han er koordinator i Hængende Stock. De er to koordinatorer i Stock: en for det hængende tøj og en for det flade – det, der ligger i kasser.

– Hvad så? spørger han.

– Du tror, det er løgn, siger Kim og åbner døren ind til toilettet og peger med en opgivende mine på toiletbåsen.

– Åh nej, siger Asger. Så går han tættere på og læner sig inspicerende forover.

– Hvad leder du efter?

– Jeg ved det ikke.

– Sikke en måde at starte dagen på, hva’?

– Ja, man skulle have fat på svinet.

– Jeps.

– Hvem tror du, der har gjort det?

– Det er det, der er spørgsmålet. Vi skal i hvert fald ha’ det gjort rent.

– Kan vi være bekendt at sætte nogen af medarbejderne til det?

– Joh, det synes jeg godt, vi kan.

– Men hvem?

De kigger begge tænksomt ind i båsen, som om svaret lå dér.

– Her stinker, siger Asger så.

– Det er sandt.

– Sku’ man melde det til politiet?

– Bare du ikke skal meldes til politiet.

Som reaktion holder Asger hænderne afværgende op foran sig og læner overkroppen lidt bagud, mens han vender kinden til og skæver til Kim med let hævede øjenbryn. Gestussen skal udtrykke noget à la det må du meget undskylde. Kim tager ikke notits af det.

Han står og sukker og klør sig i håret.

– Sig mig, hvad er der galt?

– Jeg ved det ikke, jeg er bare sådan generelt opgivende.

Og med et sæt rykker Kims skuldre nedad, ryggen duver, knæene bøjer, og armene hænger slapt, mens hagen falder ned på brystet. Det varer kun et øjeblik, så tager han sig sammen igen og retter sig op.

– Jeg har glemt, jeg skulle pisse, undskyld, lige et øjeblik, siger han og går over til båsen i hjørnet, længst væk fra den lorteindsmurte, åbner døren og går ind, lukker den efter sig og stiller sig til at tisse.

Asger står uden at sige noget – føler sig ubekvem ved situationen. Så giver han sig i distraktion til at kigge sig i spejlet. Fjerner en øjenvippe fra den ene øjenkrog. Kim urinerer stadig med massiv stråle, midt i kummen, så det buldrer højt. Lidt efter ebber lyden ud.

– Her står, jeg er syg i hovedet, siger han, skyller og kommer ud af båsen. Efter at have vasket hænder giver han sig til at tørre dem under Dan Dryeren, der fylder lokalet med sin lyd, højere endnu end tisselyden fra før. Så vender han hovedet og overdøver støjen:

– Asger, kan du ikke prøve at forklare nogle af dem situationen, spørge dem pænt, om de ikke vil gøre rent. Vi bliver jo nødt til at få det fjernet med det samme, ikke? Vi kan ikke vente på rengøringspersonalet, hvis de overhovedet vil tage det.

Asger går. Kim står lidt endnu og vrider de våde hænder uden fortrøstning i udblæsningen. Opgiver. Går så selv. Tørrer hænderne af i bukserne, idet han forlader stanken.

*

Anton fornemmer, han kan noget, han ved bare ikke helt hvad, derfor arbejder han på InWear, for hvad skulle han ellers tage sig til, universitetet er en mulighed, det ville i hvert fald se bedre ud, skulle han mene, at han fik sig en uddannelse ud over gymnasiet, som han gik ud af for tre år siden. Han er stadig i en periode af sit liv, hvor han regner tiden i år efter gymnasiet, nu gik der et år med lortearbejde og byture i weekenden, nu gik der to år, nu gik der tre. Det sidste års tid har han arbejdet på InWear. Før det gjorde han rent på et hospital. Og før det, ja, det kan være lige meget. Han har prøvet at spare sammen til at komme ud på den klassiske rejse efter gymnasiet, men det er ikke lykkedes, egentlig burde han prøve at låne pengene og så af sted, men han er for sløv, den ene dag tager den anden, så bliver det weekend, og han ryger i byen, og så bliver det hverdag igen. Det kan gøre ham så desperat, han aner ikke, hvad han skal stille op: denne totale mangel på selvdisciplin og formål.

Det bliver selvfølgelig Anton. Anton, Niclas og Bo. Asger er så taknemmelig og siger, han skylder dem en tjeneste, det er desuden en loppetjans, når I er tre, siger han – og selvom dagen kun lige er begyndt, er arbejdets monotoni allerede begyndt at virke som kinesisk vandtortur, så de tænker, at det i det mindste kan være et afbræk. Men det er så også før, de har været deroppe og se det:

– Neeeej-nej-nej-nej-nej-nej-nej, siger Anton, idet de kommer ind ad døren til toilettet med spande med kemikalieflasker og andre rengøringsremedier.

– Han kan da ikke have skidt en uge, siger Niclas.

– Træk vejret gennem munden.

– Skal vi ikke gå ud og ryge en smøg først?

De sætter rengøringstingene og går ud igen for at ryge. Man må egentlig ikke ryge her, i garderoben foran toiletterne, men de er ligeglade, synes på en måde, at de har lov til det, når de nu har sagt ja til at fjerne lorten. Niclas fisker en pakke Prince op af lommen og byder rundt. Anton tager en. Bo takker nej og lægger sig hen på en af bænkene foran metalskabene. Han er høj og knoklet, plysset og i blåt Kansastøj.

– Jeg er træt i ryggen, siger han, mens han kigger op i loftet. Det er typisk – de sætter ikke nogen af pigerne til det.

Anton og Niclas læner sig op ad væggen. De arbejder begge i deres hverdagstøj. Niclas er bleg som altid, han har en hudafskrabning på siden af hovedet, ned over det udstående kindben.

– Hvordan har du fået den? Anton nikker mod hudafskrabningen, mens han får ild på sin cigaret.

– Jeg blev slået ned i lørdags.

– Åh nej, siger Anton. Bo vender hovedet.

– Hvordan skete det? spørger han.

– Jeg var på vej hjem gennem Fælledparken, så pludselig vågnede jeg bare op med herreondt i hovedet, og min pung var væk. Hudafskrabningen må være kommet, da jeg faldt på grusstien.

– Og andet skete der ikke? spørger Bo.

– Det var da også nok, siger Anton.

– Ja, ja, selvfølgelig, men de kunne have voldtaget ham eller sådan noget.

– Ja, det gjorde de så ikke, siger Niclas og tager et hvæs af sin cigaret med et skævt smil. Man kan høre ham suge røgen ind. Bo kommer til at klukke lidt.

– Du så slet ikke, hvem det var? spørger han så.

– Jeg så som sagt ikke en skid. Jeg kan ikke engang huske, at jeg blev slået. Pludselig lå jeg der bare og var ved at komme til mig selv. De har givet mig en kæmpe bule i baghovedet.

– Det er perkerbander, siger Bo, de er begyndt at holde til i Fælledparken. Det, man skal gøre, er at tage et langt stykke ståltråd ligesom det, man laver hegn af. Sådan noget stift noget, der kan svirpe. Så går man rundt med det i buksebenet, og når de kommer, trækker man det og prygler dem.

Mens han stadig ligger på bænken, løfter han den højre hånd og slår på en imaginær overfaldsmand og laver svirpelyde:

– Huidich, hui-dich, hui-dich ... Hvis du giver det et lille buk for enden, flår du kødstykker ud af folk.

– Ja, ja, det er godt, Bo, men jeg så dem jo ikke engang.

– Nej, okay, men alligevel. Til en anden gang.

Niclas og Anton skodder i en tom Nicolineflaske, der bliver grå indvendig af røg. Bo sætter sig op på bænken.

– Nå, skal vi komme i gang? sukker Niclas.

De går ind på toilettet. Bo begynder at fylde en spand med vand.

– Hvordan skal vi gribe det an? spørger Anton.

– Kan vi ikke skrabe det værste af med den fejebakke der og så bare smide den ud bagefter? Niclas peger på en fejebakke mellem tingene, Bo har hældt ud for at fylde spanden med vand.

– God ide. Har vi nogen handsker? Jeg rører det ikke uden handsker.

– Der ligger nogen i den anden spand der.

– Bo, siger Anton så, – hvorfor fylder du spanden med vand?

– Vi skal vel bruge vand.

– Jo, men vi tænkte ligesom at skrabe det værste af, før vi begyndte med vandet, ikke?

– Klart, siger Bo.

Niclas har fået handsker på og tager fejebakken, det er ligesom at slå koldt vand i ansigtet, det er om at få det overstået, han går hen og begynder at skrabe lorten af døren, mens han vender hovedet halvt væk og holder fejebakken i strakt arm.

– Prøv at forestille dig, det bare er kødsovs, siger Bo.

– Det er, som om det bare bliver tværet ud, siger Niclas opgivende.

– Der kommer altså også en del op på bakken, opmuntrer Anton.

De tre kolleger får skrabet så godt, de kan. Så bliver de enige om at holde en pause til, ude i den friskere luft i garderoben. Bo lægger sig på bænken igen med en lyd som en gammel mand. Han har tillagt sig en speciel lagerarbejderholdning, en Skipper Skræk-agtig måde at føre sig på, som mange på InWear praktiserer: Man lader armene hænge let krumme foran kroppen og skyder røven tilbage og svajer i lænden. Bo har desuden en art bedrevidenhed, man tit finder hos folk som ham, der har arbejdet over fem år med manuelt arbejde i det private erhvervsliv uden at blive forfremmet. Heldigvis har han også en vis integritet, der gør, at han er til at holde ud at være sammen med for folk som Niclas og Anton, der ikke har noget i klemme.

Anton står og funderer, mens Bo og Niclas snakker. Der er noget, han ikke helt kan komme sig over: Han så Nanna H nede i returafdelingen, nyansat og apatisk, da han var på vej op til toiletterne. De har gået på Øster Farimagsgade Skole sammen, hvor hun var klassens tykke pige, men nu lader det til, hun har slanket sig – dengang var hun rigtig tyk, nu er hun åbenbart bare en smule kvabset. Han hilste ikke nede i Retur, men han må se at få det gjort, inden det bliver pinligt – hun genkendte vist også ham. Bo fortæller om et program, han har set på Discovery. Så er cigaretterne røget ned til filteret, og de skal ind og i gang.

Nu går det løs med vandet. Gulvet på toilettet er flisebelagt, og der er en rist i midten, så de plasker
vand op på væggene og skrubber med gulvskrubben. Efter fem spande er alt det brune gået af, men der ligger stadig vand med afføringsklumper på gulvet. De skyller med mere vand og bruger en kæmpe gummiskraber på et kosteskaft til at skrabe det ned i risten.

– Pas nu på, det ikke stænker, siger Anton.

– Skal vi ikke gå det efter med Klorin? Foreslår Niclas.

– Jo, men vi skal lige have en pause først.

De går ud i garderoben. Bo finder sin plads på bænken, og Anton og Niclas ryger. Ind igen bagefter. De vasker væggene ned med Klorin, og Anton sjasker Klorin ud på gulvet og skyller efter med endnu en spand vand:

– Nu må det være nok, hva’?

Bo, der står ved risten på midten af gulvet, peger og siger:

– Der ligger stadig nogle klumper her. Oven på risten ligger nogle mere eller mindre renskyllede rester ufordøjet mad. Det er ikke til at se, om det er ærter eller hvad.

– Dem ignorerer vi altså, Bo.

– Nej, vent nu lige lidt. Bo fylder endnu en spand vand og hælder ned i risten, og det er nok til, at det hele følger med, og risten bliver ren og kromskinnende uden fremmedlegemer.

– Sådan, siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her