Læsetid: 11 min.

Boguddrag - Lars Frost: Ubevidst Rødgang

I anledning af Montanas Litteraturpris bringer Information boguddrag fra de nominerede værker. Her første kapitel af Lars Frosts ingeniørroman 'Ubevidst Rødgang'
11. december 2008

1

Eriks lillebror døde i april. Det kom ikke som en overraskelse, Karsten havde været syg længe, men at det lige skulle være nu, sagde Erik, i en af de tidlige forårsmåneder, det havde han nu alligevel ikke forestillet sig. Erik havde forestillet sig, at det ville ske til vinter engang, en kold dag i januar for eksempel, det er den slags dage, han ville forvente besøg af Døden, ikke en solglad dag i april eller maj, ikke mens den spæde duft af nyudfoldede kastanieblade omfavner de spadserende på stierne ved mosen, ikke mens villavejene fyldes af bilejere med vandslanger, spande med sæbevand, vaskesvampe, polérklude, ikke mens bilernes bagagerum omhyggeligt pakkes, fyldes og smækkes i, ikke mens familier transporterer sig ud til årets første, råkolde sommerhusweekend, ikke mens både sættes i vandet, og fodboldbaner kridtes op, og da slet ikke dén blide dag i april, da himlen blottede sig, en byge lod sig ublufærdigt falde ud af en sky og fyldte gaderne med den vidunderlige, eddikebitre duft af en varm regns møde med forårssolvarm asfalt. Karsten havde klaret sig gennem vinteren. Nytårsmorgen aflæste Erik tyve minusgrader på termometeret i haveskuret, og selvom uge to bød på en mildning og helt op til fire plusgrader, så viste det sig snart at være en stakket frist, allerede den femtende vendte frosten tilbage, på få dage fik sejltrafikken i de indre farvande besvær med isen, den seksogtyvende januar kunne man i TV-Avisen se isbryderen Elbjørn kæmpe sig fra kaj for at komme nødstedte skibe til hjælp, og den enogtredvte stod Storebjørn ud, et imponerende syn, tænkte Erik, det er nogle enorme motorer de har, isbryderne, og et ubarmhjertigt job. Man kunne frygte, at det forfærdelige vejr kunne have noget med bomben at gøre, at den havde udløst en atomvinter, måske. I oktober niogtres i havet ud for Alaska havde amerikanerne prøvesprængt den største bombe, menneskeheden nogensinde havde bragt til eksplosion, en A-bombe på ét megaton. Ved de overhovedet, hvad det er for nogle kræfter, de leger med? spurgte Grete en dag ved morgenbordet. Hun havde stadig ikke vænnet sig til, at Arne var flyttet hjemmefra. De spiste ikke selv cornflakes, men der stod de og blomstrede på bordet. De ved, hvad de gør, det er jeg sikker på, svarede Erik, du behøver ikke bekymre dig om den slags, sagde Erik, men så var der også alle russernes rumraketter, Grete kunne bekymre sig over, først Sojus seks med to kosmonauter og så allerede dagen efter Sojus syv med tre kosmonauter og så allerede dagen efter Sojus syv Sojus otte med to kosmonauter mere, det var vanvittigt, mente Grete, at udfordre skæbnen på den måde, sådan at sende ting op i himlen. Og det er ikke slut med det, oveni kommer så alle amerikanernes Apolloer, hører du, hvad jeg siger, spørger Grete. Ja ja, jeg hører dig, siger Erik, men du skulle hellere bekymre dig om, hvordan socialdemokraterne har tænkt sig at finansiere en sænkning af trækprocenten og samtidig sætte de sociale ydelser i vejret, dét er vanvid, mumler Erik og blader i avisen. Eller du kunne bekymre dig om araberne, siger Erik og læser højt fra avisen, hvor der står, at arabiske studenter nu igen har truet med at sprænge Politikens Hus i luften, hvis ikke avisen øjeblikkeligt ophører med pro-israelske nyhedsorienteringer. Du altforbarmende, siger han, men Grete har ikke hørt efter, hun har slet ikke hørt, hvad Erik læste højt, hun er blegnet med Billedbladet foran sig, hun holder Billedbladet frem foran næsen på Erik, se, siger hun, og Erik ser, at dér står det, endnu et bevis, der står, at for første gang i flere år regner det på Serengetisletten i Afrika, det øsregner, står der, hvisker hun, og så netop nu, mens kongeparret er på safari i dyreparken i Serengeti, tilføjer hun, det er da ærgerligt. Nej, der er et eller andet helt galt med vejret, det er der helt sikkert, mener Grete. Februar var ualmindelig kold og modbydelig, det blev sandt, som man siger, at vinteren strænges, når dagene længes, der blev målt minus seksogtyve og en halv grad, og sneen væltede ned, vejret hidsede sig op, og det hele kulminerede i en landsdækkende snestorm den tyvende med vindstyrke ni og stort kaos til følge, men Karsten holdt ud. Han sad i lejligheden på Frederiksberg med tæpper om sig og gloede ud på sneen, gloede ud på fejemaskinerne og trafikanterne, der sloges med sneen, han var selvhjulpen, men gik med sygdommen lurende indeni, han vidste, den sad der, den sad dér og ventede på sin chance for tage magten, vælte raskhedens parlamentarikere af taburetterne og sætte sit diktatur igennem. Snevejret fortsatte ind i begyndelsen af marts, sneen faldt og blev liggende, sine steder over en halv meter dyb, indtil midt i marts, da vejret slog om, det blev knap og nap lunt, men dog plusgrader, og det kaos, sneen havde forårsaget de sidste fire måneder, de lange, seje køer, der hobede sig op på landets hovedtrafikårer, og det udbredte besvær, sneen i almindelighed gav anledning til i dagligdagens gøremål, blev afløst af en ikke mindre kaotisk epidemi af kraftige oversvømmelser især i Vestjylland i dagene mellem den syttende og den tyvende, åerne fyldtes af smeltevand og svulmede op, og i Holstebro rejste mange kritiske røster spørgsmålet, om man mon ikke havde været dumdristig ved den nyligt fuldendte regulering af Storeåen? Man var ikke i tvivl om, at reguleringen bar en væsentlig del af skylden for de mange ulykkelige historier, der blev resultatet af vandmassernes frådende hærgen. Som ung forestiller man sig ikke, at man engang vil komme til at kende Københavns mange hospitaler så godt, som det efter et langt liv bliver tilfældet. Første gang man kommer til et hospital for at få skåret en betændt blindtarm eller to betændte mandler ud af kroppen, når man første gang bliver båret ind på skadestuen for at blive sat sammen igen efter et fald fra et træ, første gang man kommer for at besøge en syg slægtning, man kan ikke forestille sig, at man kommer til at kende de forskellige afdelinger så frygteligt godt, pludselig opdager man, at man er kommet til at kende hospitalernes mange afdelinger alt for godt, bedre end man ville ønske, man kendte dem. Pludselig en dag opdager man, at man ved præcis, hvor næse-øre-halsafdelingen ligger på Kommunehospitalet, man ser slet ikke i vejviseren, da man træder ind i porten og styrer mod en trappeopgang, man ved det bare, man har været der før, for at besøge andre slægtninge, andre venner og nu igen. Man kender Finsens forstemmende gange, man kender mave-tarm på Bispebjerg, opgang syv. Men man kender lykkeligvis også vejen til fødselsgangen og barselsstuerne på Frederiksberg hospital, og man kommer til at kende det nye hospital i Hvidovre og det nye Rigshospital, man kommer til at kende dem begge alt for godt. Det er det, man frygter, at det nok ikke bliver sidste gang, man sætter sine ben her. Nu trådte Erik for første gang ind gennem en af de mange indgange i bunden af det seksten etager høje Centralkompleks i Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmoses nye Rigshospital. Den lette, sunde forvirring, de nye omgivelser påførte ham, nærmest opkvikkede Erik, det virkede lidt mindre alvorligt det hele, da han træt og modløs trådte ind i dette ukendte hus, og lod sig opmuntre af de klare arkitektoniske linier, den velkomponerede grundplan, den enkle, bærende idé bag det hele. Her var ingen gammel stank af mange generationers død, her var rent. Erik lukkede øjnene, han tænkte tanken, han begravede sig i den, han lod den sluge ham og spytte ham ud, tanken, det var som at blive sænket ned i en mættet saltvandsblanding, vægtløsheden eller vægtfuldkommenheden, tyngden i kroppen i en vanvittig acceleration, tre, fire, fem G, det ene eller det andet, eller begge dele på samme tid, han vidste det ikke, han tænkte, at det sikkert ikke var sidste gang, han satte sine ben her, han åbnede øjnene igen, fandt vejviseren og fandt afdelingen, Karsten lå på, højt oppe, fjortende etage, pirrende med disse svimlende, nye højder, de mange etager, potente og optimistiske rejser de sig mod himlen. Erik trådte ind i elevatoren, menneskeheden sætter sig hele tiden nye mål, det er dens natur, tænker Erik, mens elevatoren løfter ham op og op. Man er allerede i gang med at projektere opførelsen af et endnu højere hospital i Herlev. Det nye hospital i Hvidovre bliver en lav, langstrakt, men kompakt bygning. Ingen mennesker bør føle sig hjemme på et hospital. Personalet er på arbejde og bør opføre sig som ansatte. De pårørende og patienterne bør føle sig som gæster, og som gæst bør man altid være på vej hjem, altid på vej op af sofaen, altid på vej ud efter frakke og hat, altid ventende på det rette tidspunkt til at rejse sig og sige farvel og tak for i aften. Det er sygdommen, der er vært på hospitalet. Erik fik kun et par dage til at forberede sig på det endelige farvel. Karstens farvel var kort og bestemt, helt anderledes end hans vægelsindede måde at leve livet på, han tilbragte nogle semestre på universitetet, stod en tid i murelære, deltog i lidt basisgrupperi i en hel del interessegrupper, var vel nærmest halvt bypartisan og slumstormer, halvt miljøbevidst, mikromakro kollektivist, halvt akustisk protestsanger, halvt pigtrådselsker, lidt til gruppesex, lidt til mænd, men mest til kvinder, og var vel egentlig også lidt kvinde selv, af sind og politisk overbevisning i det mindste, helt igennem rødstrømpe og fortaler for søstersolidaritet, fortaler for sygesikring, modstander af troværdighedskløften og post- og personnumre, fortaler for en optrapning af nærdemokratiet og charmeret af drømmen om kernefamilien og eget hus. Det tog kun et par dage, som sagt, Erik slentrede rundt på hospitalets gange, sad ubekvemt i hospitalets møbler med betræk af grove, slidstærke tekstiler, og mens han ventede, kunne han glæde sig over de mindste ting, set fra mørket på bunden af humørkurven lyste de mindste tilkendegivelser af medfølelse op, sygeplejerskernes tilbud om en kop kaffe eller et glas saftevand, små solpletters leg på væggen over Karstens sengegærde, et glimt af sygeplejerskens haser, når hun bøjede sig over Karsten for at rette på en pude, og kitlen krøb op, båret op af numsens runding, når den pressede på mod kitlens tynde, hvide stof indefra, numsen. Disse små ting indgiver den ventende pårørende en pinlig glæde. Han må prøve at skjule denne glæde. Små flove smil ved sygelejet. Overalt kryber de pårørende langs panelerne, skjuler sig ved sengekanten. Erik så de flove blikke, hastigt løftet og sænket igen, når de blev gengældt med lige så flove blikke fra ham selv, flov over at være knyttet til et andet menneske, et menneske, der ikke virker, som det burde, og nu ligger bundet til sengen af denne pinlige defekt i kroppen. Personalet flove over at være vidne til ulykken, altid tilskuer til det brændende tog, altid tilskuer til kollapset, til sammenbruddet, til følelseslivets mest private udskejelser. De pårørende, der følger deres helbredte kære hjem med flove, halvt skjulte smil og disse uendeligt flove blikke løftet og sænket mod de mange pårørende, de efterlader her, i hospitalets gange, i venteværelser og på stuerne, utålmodigt ventende ved sengene på mere smerte, flere prøver, sorg og uro, mere ængstelse, de ikke-længere-ventende lister sig gennem gangene med de helbredte ved hånden, de flygter, de melder sig ud af fællesskabet med de ventende, de slutter sig til dem udenfor. Og de helbredte, også de er flove, lister sig gennem gangene, flove, også de flygter, melder sig ud af et fællesskab, fællesskabet med de syge, flove over deres sundhed, deres lykke, deres held, deres redning fra hospitalets neonoplyste, skyggeløse gange og stuer. Han havde længe drevet omkring, Karsten, flydende oven på sygdommens mørkesvangre, dybe ocean, længe, og så brød han med ét vandspejlet og gik til bunds, han sank ned i sygdommen og lagde sig til ro i døden i en af de allerførste, smukke forårsdage. Karsten havde længe stået på en bakketop med udsigt ned i sygdommens dal, og så gik det pludselig kvikt ned ad bakke, uden hænder og med defekt bremse. Han og resten af familien vidste, det måtte komme, og så kom den altså, dagen, midt i april, et kraftigt frembrud af mild luft kom ind fra sydvest og fik bugt med de sidste snebunker. Endelig kunne man turde tro på forårets komme efter den ualmindeligt lange, modbydelige vinter. Kun en enkelt gang vågnede Karsten ganske kortvarigt op fra den bevidstløshed, ambulancefolkene havde fundet ham nedsunken i, da de nåede frem til lejligheden på Frederiksberg. Karsten lå på gulvet i entreen, han havde nået at åbne døren og så ikke mere. Lykkeligvis var det en af de eftermiddage, hvor deres søster Ingrid sad hos Karsten, at han åbnede øjnene, det glædede Ingrid, Karsten havde smilt til hende og vinket til hende med sin lille, magre hånd, som hvis Ingrid havde været langt borte. Ingrid havde taget fat i Karstens hånd, og Karsten havde givet Ingrids hånd et klem, Ingrid lænede sig ind over Karsten og omfavnede Karstens knogler, så sank Karsten tilbage i bevidstløsheden. Det glædede Erik, at det var Ingrid, der havde siddet ved Karstens seng, da han kom til sig selv. Karsten var den yngste, og selvfølgelig er Eriks storebror, Kresten, rystet, da Erik ringer og fortæller ham, at Karsten ikke er mere. Man kan åbenbart ikke forberede sig på den slags, uanset at man tror, man er helt afklaret, og længe har vidst, hvor det bar hen. Så fik han da fred, siger Kresten, og Erik svarer, ja, og ikke så meget andet. Ingen, hverken Kresten eller Erik, har vel nogensinde tænkt på Karsten eller Karstens liv som støjende eller andet end fredeligt, lidt omfarende og farverigt måske, men den fred og ro, han nu befinder sig i, overgår alt, naturligvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu