God dag!
Tak for det gule brev med kysset,
selv om det jo – suk – ikke var til mig.
Til de borgerlige værdier i Bergen, joda.
Til det struttende familieliv. Morgenerne med glød i,
de mangefarvede huer, alle disse kulørte pærer
ved foden af det høje fjeld. Lov mig ikke at gå ud
uden lighter. Og en ikke alt for kuldskær pen
til de nye sætninger, alle disse nye sætninger
ved foden af det høje sprog. Hernede er der
mening med det meste, selv de sædvanlige
lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af
at hobe tårer op. Hvem ved? Selv sprækkerne
i asfalten, det livfulde modbillede af danskerne,
der altid vil lige frem, skure, slibe, smøre,
skrue, spænde, stramme. Ingen slinger, du ved.
Ingen udenomsværker. Et sprog af linealsætninger,
alle disse sætninger med snusfornuft i. Som hvis
du nu ikke var løbet rundt i en gennemsigtig badehætte
efter pigerne på kursuscentret. Som hvis jeg ikke
havde sat mine forførelser ind under bordene
til ingen verdens nytte. Forestil dig det.
Til ingen verdens nytte. Sådan har de brug for os
til alt det hårde, det beskidte, det ingen andre
vil røre ved. Så kan vi selv pleje vores små
usynlige skavanker, mens sneen falder i glasboblen.
Først skulle du finde lykken i de grønne skove,
hvor ingen lykke gror, ingen træer.
Først … Men der kom ikke noget Bagefter.
Først iklædte du dig en uskyld, en helt ny natur,
med barbermaskine og eyeliner og en stemme
der hele tiden røg ved siden af sig selv
på en meget sigende måde. Først skulle sommerdagene
fyldes med brændenælder. Først skulle du ligge
på stranden sammen med den anden dreng.
Den anden dreng. Sandet blev siddende
mellem tæerne i årevis, hans ryg var et grumset spejl
som du kunne skimte barndommen i. Men først
skulle du opfinde et plaster, der kunne kysse hans lår,
og rense ryggens små blinde pletter med spyt.
Så løb spandene fulde af regnvand, og han
forsvandt. Og da han forsvandt, forsvandt
også hans del af dig. Nu var du for alvor alene.
Først begyndte fingrene deres trommen
i bordet, levende råd blev sjældnere og sjældnere
ligesom vellykkede samlejer. Når du så ned ad dig selv,
hang det hele og ventede på at få lov at dø.
Først skulle det dø. Først skulle du være eneboer
i evigheden. Og bag hvert brændenældeblad,
hver avis udfoldet på bordet, bag hver halvrustne cykel
lænet op ad en mur, gemte sig en spejlstump
udformet som en tåre. Hvem skulle græde den?
Skulle han? Skulle du? Men det var jo
eftertidens problem, den højeste magt! Først
Skulle han. Først
skulle du.
