Læsetid: 4 min.

Boldøje

En muslimsk skokaster, en rådsnar og snart forhenværende præsident og en flok kristne børnekrigere for herren
Schwuuusj. På et pressemøde i Irak i denne uge, angreb en journalist præsident Bush med sine sko. Bush dukkede sig lynhurtigt og snarrådigt for den højre sko, hvorefter han helt koldt valgte at blive stående, da den venstre fes forbi ham en centimeter eller to over håret. Den slags skyldes boldøje.

Schwuuusj. På et pressemøde i Irak i denne uge, angreb en journalist præsident Bush med sine sko. Bush dukkede sig lynhurtigt og snarrådigt for den højre sko, hvorefter han helt koldt valgte at blive stående, da den venstre fes forbi ham en centimeter eller to over håret. Den slags skyldes boldøje.

Kultur
19. december 2008

Den 29-årige irakiske tv-journalist Muntadar al-Zeidi er en folkehelt. Det var ham, der forleden på alverdens kanaler og vel også i den såkaldte virkelighed under en pressekonference i Bagdad smed begge sine sko efter den endnu sidddende amerikanske præsident George W. Bush, da denne holdt pressekonference med den irakiske premierminister efter en surprise visit til landet mellem de to floder for at sige farvel og tak.

"Det her er vores farvel, din hund," råbte Muntadar al-Zeidi, "det her er en tak fra enkerne og de faderløse, fra alle de mennesker, der er døde i Irak under dit ansvar." Og så kastede han med forbløffende hast først den højre og så den venstre sko mod præsidenten.

Klippene har siden hærget YouTube.

Muntadar al-Zeidi blev hurtigt overmandet, og ingen kom til skade, undtagen en pressekvinde fra Det Hvide Hus, der fik en mikrofon i øjet under tumulterne, da skokasteren skulle holdes nede.

Præsidenten selv reddede livet ved først lynhurtigt og snarrådigt at dukke sig for den højre sko, hvorefter han helt koldt valgte at blive stående, da den venstre fes forbi ham en centimeter eller to over håret. Den slags skyldes boldøje, og der er vist også noget om, at præsidenten blandt sine mange erhvervsmæssige engagementer også har et formandsskab i en boldklub af den amerikanske slags.

Man skal her til lands helt tilbage til den legendariske Ejgil Nielsen, på mål for KB og Danmark og alle Danmarks mor- og farfædre, da de var små fodboldkrigere sidst i 1940'erne, for at møde lignende koldblodighed.

Det fortælles, at han blev overlistet af en lusket tilbagelægning fra et sted oppe omkring midterlinjen, og at han med iskold ro blev stående og så bolden ramme overliggeren, hvorfra den roligt som en hund hoppede tilbage i favnen på ham.

Tilbagelæggeren stod undervejs med alle tegn på fortvivlelse malet i sit skrækslagne ansigt, så det var helt på sin plads, da Ejgil stod med den fedtede og møgbeskidte læderklat trykket ind til sin ved kampstart altid kridhvidt pressede målmandstrøje, at han sagde de bevingede ord:

"Kan du ikke tåle spænding?"

Ro på

Præsidenten kunne godt tåle spænding. Ikke alene var han netop blevet kaldt en hund og havde fået to stykker fodtøj kylet efter sig, hvilket tilsammen er noget i retning af den værste fornærmelse, man på Bagdad-kanten kan udsætte nogen for, men han måtte vel også tænke over, at den afsatte og henrettede irakiske diktator Saddam Hussein engang havde ladet hans egen fars ansigt udgøre en liggende mosaik, som det irakiske folk bare kunne trampe hen over med deres store sko, det laveste nedhæng til ethvert menneskes, både det amerikanske og det irakiskes, nederste ekstremiteter og derfor også de fartøjer, der ved at transportere nævnte væseners kroppe fra sted til sted, selv udsætter sig for at blive trampet, trasket, slæbt og trukket gennem gylle og søle af værste kaliber.

Præsidenten bevarede fatningen og sagde med en efter omstændighederne beundringsværdig ro bl.a., at det her var, hvad man kunne vente sig i et nyt demokrati, hvor de nyvundne frihedsrettigheder måske godt ind imellem kunne være lidt for overvældende for enkelte mennesker og gå dem til hovedet.

Barnetro

Og hvad skal man så gøre ved det? Forleden aftens hovedattraktion på DR2 om Guds Børnehær var måske et forsøg på at give svaret. De andre er ude efter børnene, sagde den kvindelige indpisker fra Pinsebevægelsen, der jo dyrker ekstasen og tungetalen. De går efter uskylden. Det må vi også gøre.

Og det skal jeg lige love for, at vi gjorde.

Der blev rokket og rullet og breakdancet og pepsnakket i tunger til den store guldmedalje, og ikke et øje var tørt, da den medbragte superprædikant åbnede sin lille aflange æske, så alle børnene kunne se, hvad der gemte sig i den: Små plastikmodeller af menneskefostre i tidlige udviklingsstadier.

Skal vi slå dem ihjel ? Skal vi myrde dem ?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Børn vil aldrig være tilhængere af fri abort, som jo ikke har nogen eksistentiel begrundelse. Børn er ikke rationelle væsener, de er ikke sociale. Børn er drømmere, de er asociale enere. De er naturligt troende.

De tror på, hvad de hører og ser.

Hvis der nu skulle være nogen, der ikke kan huske, hvordan det var, kan de bare ikke huske noget som helst. I den amerikanske Pinsebevægelse husker de det, lige som man gør det i den modsatte lejr, hos den anden halvdel af samme kultur, blandt muslimerne. Især husker man det blandt dem, der på begge sider dyrker det fundamentale.

Hjemme hos mor, ved køkkenbordet, diskuterede de evolution og kreationisme. Har Gud skabt verden eller har den skabt sig selv ud af ingenting og et vandhul? Det siger sig selv.

Et andet sted stod en lille pige med store øjne, helt parat til at blive fyldt med tårer over hvad som helst, og breakede til evangelisk dødsmetal.

Et tredje sted gik en anden lille pige tværs over en vej og spurgte en af de tre gamle sorte mænd, der sad og mediterede, hvor han troede, han ville komme hen, når han døde.

"I himlen," svarede han.

Da pigen kom tilbage på det andet fortov til de andre små missionærer sagde hun: "Han var vist muslim."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her