Du kører med speederen i bund ned ad den kurvede highway. Politiet er kørt agterud. Solnedgangen sætter noget i gang i dig. Du tænder for radioen, og ud boomer en sang, du aldrig har hørt før. Du fucking elsker den. Så du griber mobilen og sender en sms til ZIT-555-0100. Og så er din fulde opmærksomhed igen rettet mod at overleve i computerspillet.
Imens du drøner videre i halsbrækkende zigzag på motorvejen bygget af bits, så lander en sms på din mobil ude i virkeligheden. Den fortæller, hvad det er for en kunstner og sang, du har lyttet til. Og hvis du er medlem af Rockstar Games Social Club, så får du også en mail med et link til at købe sangen hos Amazon.
Dette er ikke en våd drøm for musikbranchen. Det er en realitet, der åbner sig, når man spiller kæmpehittet Grand Theft Auto IV. Og det er en noget mere lyserød realitet, end den trængte musikbranche er vågnet op til igennem snart mange år.
Uudtømmelig kilde
Ikke at det er nyt, at der er penge at tjene på at sælge musikrettigheder til computerspil, men det er blevet en omsiggribende tendens, at spiludviklere er begyndt at bruge musik på nye, opfindsomme, underholdende måder og ofte med mulighed for at købe sangene uden for spillene. Enten fordi man har hørt dem i spillet og vil have dem i virkeligheden, eller fordi man har hørt dem i virkeligheden og vil dyrke dem i spillet. Musikken er nemlig ikke længere kun soundtrack til ødelæggelser, mord, hastighedsovertrædelser og simulerede sportsgrene i computerspil. Der er f.eks. de aktive måder at bruge musikken på. Spillet Guitar Hero har over flere udgaver (en ny er lige på trapperne) udsat spillerne for fingerknækkende udfordringer på en lille guitar-lignende plastiksag, der gør en til medspiller på sange fra Nirvana over Oasis og Eagles til Led Zeppelin. Man kan således også downloade et utal af nye sange, mod betaling naturligvis, og dermed er indtjeningsmulighederne lige så uudtømmelige for musikkens rettighedshavere, som strømmen af ny musik er.
Rock Band har gjort det samme, endda med endnu flere plastikinstrumenter, og tilbyder hele albums fra f.eks. Pixies og Judas Priest.
Og hver gang kasseapparatet klinger i spilbranchen, så ekkoer det lifligt ovre i musikbranchen. Så måske er det værd at omdirigere ressourcer fra jagten på småfiskende pirat-downloadere til indfangningen af sunde gulvkalve i spilindustrien?
Hvis altså ikke de kommer af sig selv ... Det ser i hvert fald ud til, at musikbranchen får endnu en biindtægt med Wii Music på markedet. Spilkonsolen Nintendo Wii er blevet enormt populær takket være sine bevægelsesfølsomme interfaces Wii Remote og Wii Balance Board, der har skabt nye, intuitive og legende måder at spille spil og dermed også musik på.
Det forventes derfor også, at Wii Music vil få fat i de segmenter, der synes Guitar Hero er for teknik-tørt. Blandt instrumenterne i Wii Music finder man således ikke kun guitar og trommer, men også cheerleader og hund. Og dem kan man spille på til sange fra bl.a. John Lennon, Madonna og The Police. Men mon ikke en syndflod af andre sange snart kan downloades?
Også Apples iPhone har ikke overraskende skabt nye indtjeningsmuligheder. Nu med det Guitar Hero-lignende spil Tap Tap Revenge, der er startet i det små med sange fra Everlast og Lee Perry. Men Trent Reznor alias Nine Inch Nails har nu indset potentialet i iPhone-spillet, og snart udkommer en særlig Nine Inch Nails-version af Tap Tap Revenge med over et dusin af Reznors sange.
Følg Reznors eksempel
Trent Reznor har i det helt taget vist sig at være ret så skrap til at se og udnytte nye potentialer i online-verdenen, blandt andet ved at tilbyde sine to seneste albums billigt/gratis til de nysgerrige eller i eksklusive, dyre udgaver til de dedikerede fans.
Så følg Reznors eksempel, burde rådet lyde i musikselskaber verden over. Der er f.eks. allerede to millioner brugere af Tap Tap Revenge ...
Hvad al denne aktive musikdeltagelse på diverse spilplatforme vil føre til - altså ud over nye pengestrømme til dem, der ejer rettighederne til musikken - kan man kun gisne om. Men det vil formentlig også kaste ny original musik af sig. Personligt glæder jeg mig til at høre musik komponeret og produceret på f.eks. en hacket udgave af Wii Music. Hvem laver mon den nye hundejammerrock? Hvem bliver Wii-konsollens svar på Aphex Twin?
Og det er selvfølgelig bare begyndelsen.