Læsetid: 3 min.

Danske aviser favoriserer FC København

Ny undersøgelse afslører alvorlig geografisk slagside, når medierne dækker danske fodboldklubbers deltagelse i Champions League. FC København løber med dobbelt så meget opmærksomhed som AaB. Vi skriver om det, der er læsere til, lyder én forklaring
Aab vandt 3-1 over FC København, sidst de to hold mødtes, men når det gælder mediedækning af holdenes Champions League-deltagelse, vinder FCK stort.

Aab vandt 3-1 over FC København, sidst de to hold mødtes, men når det gælder mediedækning af holdenes Champions League-deltagelse, vinder FCK stort.

Henning Bagger

31. december 2008

Der gælder tilsyneladende en særlig logik i de hjemlige medier, når det kommer til dækningen af danske fodboldklubbers europæiske eventyr. Er holdet fra København, udløser det dobbelt så meget spalteplads, som hvis holdet residerer i en fjern jysk provins.

Infomedia har undersøgt mediedækningen af henholdsvis FC Københavns og Aalborg BK's deltagelse i Champions League i 95 dage omkring klubbernes kampe i gruppespillet i 2006 og 2008.

FCK vinder sikkert kampen om dagbladenes opmærksomhed målt på artikler. Da klubben for to år siden kvalificerede sig til den fornemme turnering, udløste det i alt 743 artikler i B.T., Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken, mens AaB i 2008 måtte nøjes med blot 437 artikler. Det til trods for at AaB klarede sig bedre end FCK og spillede sig videre til sekstendedelsfinalerne i UEFA-cuppen.

AaB's sportsdirektør, Lynge Jakobsen, er overrasket over undersøgelsen.

"Jeg gider ikke være nogen pylrerøv, men det kommer bag på mig, at forskellen er så markant, for jeg synes faktisk, at vi netop i år har haft utrolig stor mediebevågenhed i forhold til, hvad vi plejer. Men der er åbenbart stadig langt op til FCK's niveau," siger Lynge Jakobsen, der mener, der er tale om en generel trend.

"Vi er nogle jyske hold, der indimellem synes, medieopmærksomheden er noget større omkring FCK og Brøndby end os. Men omvendt må vi også have en vis respekt for, hvad der sælger. København er en by med en million mennesker. I Aalborg bor der 150.000. Så skal man se på potentielle læsere og tv-seere, er det måske ikke så underligt," siger AaB-bossen.

Hovedstadsaviser

Kirsten Frandsen er lektor på institut for Informations- og Medievidenskab ved Århus Universitet og forsker i mediernes formidling af sport. Hun siger:

"En del af forklaringen på polariseringen er ganske enkelt, at der er flest hovedstadsaviser. Selv om de opfatter sig selv som landsdækkende, er de altså i en jysk optik ekstremt lokalorienterede. Og det er selvfølgelig, fordi journalisterne bor der, og det gør de fleste af deres læsere også," siger Kirsten Frandsen.

Medieforskeren peger også på en medieintern forklaring:

"Igennem en årrække har det været sådan, at FCK og Brøndby har fået meget mere eksponering i tv end de andre superligaklubber. Man har vurderet, at deres kampe er mest attraktive for seerne, og man har ikke regnet med AaB. Og aviserne bliver nødt til at følge i tv-stationernes fodspor, fordi de bliver nødt til at dække det, der er blevet den begivenhed, folk oplever hjemme i stuen," forklarer Kirsten Frandsen.

Redaktør Rasmus Bech er en af Politikens faste fodboldskribenter. Han er forbløffet over statistikken, for på Politiken er man netop meget optaget af ikke at favorisere holdene fra hovedstaden, siger han. Hans forklaring er, at pressen som udgangspunkt har haft højere forventninger til FCK end til AaB i Champions League-sammenhæng og derfor også har skrevet mere om hovedstadsklubben.

"Desuden spiller det nok en rolle, at FCK har flere store navne end AaB," tilføjer han.

Hvad læserne vil have

På Ekstra Bladet lægger sportsredaktør Allan Olsen ikke skjul på, at bladets prioriteringer hovedsageligt er dikteret af læsertallene.

"Ekstra Bladet er lavet ud fra et grundprincip om, at vi for det meste laver det, vi formoder, læserne vil have. Og hvor vi sagtens har kunnet sælge aviser på FCK's Champions League-deltagelse, så har det knebet lidt mere med AaB's kampe," siger Allan Olsen.

Han mener, det er en generelt trend, at jyske hold får mindre mediedækning end de to store hovedstadsklubber. Men det har sin egen historiske forklaring.

"Brøndby og FCK har historisk set været motorerne i dansk fodbold, og de har begge store fanskarer over hele Danmark. De har lidt samme status, som Bayern München har i Tyskland. Det er også holdet, der løber med det meste af spaltepladsen, selv om der sportsligt set ofte er rig grund til at give pladsen til andre," siger Allan Olsen og tilføjer:

"Men vi kan nok heller ikke løbe fra, at det påvirker dækningen, at mange af aviserne bliver redigeret i København."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu