Teatret skaffede sig nye rammer med bemærkelsesværdig iver i 2008.
Til gengæld var der længere mellem de virkelig vellykkede forestillinger, og teatret fik præg af udvendighed og formfokus. Der kom ikke nogen ubetinget vidunderforestilling, sådan som det var tilfældet med Et Drømmespil på Betty Nansen Teatret i 2007.
Til gengæld var der en stribe vigtige forestillinger i allehånde regi, der tilsammen viser den spændvidde, som netop er dansk teaters styrke - og som går imod den mainstream-fokusering, som meget af scenebyggeriet desværre forstærker.
Husfascinationen blussede fra start til slut. Det Kongelige Teater førte an i jagten på nye faciliteter. I januar åbnedes Skuespilhuset med dets blågrønne glasfirkant, tegnet af Lundgaard og Tranberg.
Skuespilhuseffekten
Skuespilhuset blev dermed det seneste nybyggeri i Det Kongelige Teaters fragmentprofil med taxabonsadministration og en halvtom Gamle Scene på Kongens Nytorv, med Operaen og Takkelloftet på Holmen - og så altså de tre skuespilscener i Skuespilhuset.
Logistiksituationen blev ikke løst, hverken af den afgående teaterdirektør Michael Christiansen eller af den nye Erik Jacobsen; der mangler stadig Lene Tranbergs elegante gangbro over til hr. Møllers opera og rimelige parkeringsforhold. Turbinehallernes to rå scener blev lukket, og Stærekassen blev afhændet. Opsplitningen af de kongelige kunstarter blev en realitet.
Desuden afslørede Erik Jacobsen planer om at flytte Det Kongelige Teaters Arkiv og Bibliotek fysisk ned til Det Kongelige Bibliotek - under påskud af digitaliseringseffektivitet og besparelse.
Den sag er dog endnu ikke afgjort.
Teatrets medarbejdere har protesteret heftigt, fordi arkivet bruges dagligt af både skræddere og instruktører, der ikke vil kunne få samme hurtige ekspedition og materialetilgængelighed nede på Kalvebod Brygge. For slet ikke at tale om teaterkendskabet. Det Kongelige Teaters historiske identitet er bundet til arkivets gamle, håndskrevne journaler helt tilbage til 1781, så lad os nu se ...
Her inden jul har Det Kongelige Teater ellers stolt kunne berette om, at billetsalget er gået strygende - 655.000 tilskuere i de mange huse. Teaterchef Erik Jacobsen udtrykker dog, at "Det Kongelige Teater med senere års forøgede driftsudgifter står over for nogle økonomiske udfordringer, som også vil præge de kommende år".
Rengøringsudgifterne er i hvert fald mangedoblet. Samtidig lænser netop Det Kongelige Teater storfonde og sponsorer, i hvert fald set med de mindre teatres briller. Og eftersom Skuespilhuset netop har alle tekniske muligheder og ikke mindst nyhedens interesse, har 'skuespilhuseffekten' virket ret truende for en del teatre, der har måttet se deres yndlingskunstnere bevæge sig ned langs Nyhavn. Men køen bliver vel mindre.
Ledestjerner
Ude i det hurtigtløbende teatermiljø har Corona La Balance fra Vanløse arbejdet på at skabe en åben scene for børn og unge. Som statsensemble for børneteater har Corona La Balance etableret et omfattende scenesamarbejde overalt i landet, og i oktober udsendte kompagniet en såkaldt 'Inspirationsrapport' med idealtegninger til et åbent scenekunsthus for børn og unge. Med åbning i december 2011, centralt i København, naturligvis.
Børnebyggeriet blev dog foreløbig væltet af banen, da Københavns Teaters endelige plan blev afsløret. Indtil begyndelsen af december havde teaterspinnet omkring Camp X ellers blot virket som en engelstærk særtolkning af krybbespillet. Men inden for de seneste uger har staldvisionerne langt overgået X-barnets logibehov. Thi der var ikke plads til alle, hvor de var ...
Lige nu lyder velsignelsen således: Camp X overtager K2, graver kælderen ud og får international loftshøjde, men overtager også Dansescenen ved siden af; for Dansescenen rykker til Dansehallerne på Carlsberg. Kanonhallen nedlægges som teater. Til gengæld bliver K1 hjemsted for Teater Grob som lille storbyteater. Teater V bliver lille storbyteater i Valby, og Corona La Balance bliver faktisk lille storbyteater på Røde Kro Teater. Nørrebro Teater får lov til at overtage Rialto som anneksscene, mens selve Avenys fremtid stadig ikke er klar; Frederiksberg Kommune er unægtelig blevet løbet over ende af spinæslet, så det bliver spændende at følge dét efterspil. Samtidig er Pakhus 11 ved Østerport Station pludselig blevet tilbudt som åben scene til Teater Får 302 fra Toldbodgade. Det er lige, så man ser ledestjerner.
Scenefyrværkeri
Samtidig har teatrene i den københavnske vestegn snedkereret endnu en staldlænge under navnet 'Publikumsprojekt Vest'. Egnsteatrene Gladsaxe Ny Teater, Teater Vestvolden, Taastrup Teater og Åben Dans (der indledte 2008 som landets første egnsdanseteater, nemlig i Roskilde), er gået sammen om at formidle teater specifikt til mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Og længere vestpå overvejer Sorø fortsat at invitere Holberg Teatret indenfor som regionalt egnsteater - med Holbergs kamp mod snæversyn. Og på begge sider af Øresund har Marie Brolin-Tanis Det Unge Dansekompagni sendt nyuddannede danske og svenske dansere på turne.
På Fyn har Odense flirtet højlydt med Peter Schaufuss Balletten, dog uden at det blev til det faste forhold, som fynboerne ellers pludselig gerne ville ind i, nu hvor Schaufuss ikke længere var gift med Holstebro Kommune. Men foreløbig bliver Schaufuss altså, hvor han hele tiden har været, på Bastrupgårdvej i Holstebro og med turnéforestillinger til et imponerende antal danske teaterbyer; og Dansens Hus må så klare sig selv. I Århus har Palle Granhøj og Granhøj Dans til gengæld fundet nyt domicil, efter de afgav Gran til Jens Bjerregaards dansekompagni, Mancopy, det nuværende Archauz. Granhøj Dans er nu rykket ind i missionshuset på Klosterport, hvor de vil udføre deres kropseksperimenter, når de da ikke turnerer i udlandet. Oppe nordpå har Aalborg Teater haft stor succes med den nye Transformator-scene, som Morten Burian styrer med anarkistisk flair for showbizmix. Og nede i Kolding er Mungo Park gået i luften med forestillingen Seest. Noget af et nationalt scenefyrværkeri.
Hemmeligheder
På trods af disse overvældende omstruktureringer har kulturminister Carina Christensen end ikke nedsat det teaterlovsudvalg, som hele scenekunsten så længe har ventet på. I så fald er det hemmeligt. Vi har dog fået et 'teaterudvalg' bestående af Lars Seeberg, Monna Dithmer og Staffan Valdemar Holm, der skal bruge de næste 12 måneder på at beskrive scenekunstens situation og komme med forslag, der kan "sætte en bedre og enklere ramme". Godt så. Men udvalget vil næppe kunne bringe det lovmæssige overblik, som den selvbestaltede teaterlovskommision ellers så generøst forberedte i deres oplæg i august, anført af Bjørn Lense-Møller og Tom Ahlberg. Desuden er teaterudvalget nu hjulpet gevaldigt af, at Kirsten Dahl netop har udgivet en redegørelse om professionel dansk scenekunst for børn og unge. 'Spot på Danmarks skjulte teaterskat' er titlen på dette enorme kortlægningsarbejde, der gør opmærksom på børneteatrets dårlige synlighed i det samlede teaterbillede.
Umuligheden
Hvad vil så stå som årets vigtigste teaterforestilling i 2008? Overordnet set har det antagelig været åbningsforestillingen i Skuespilhuset, der har tiltrukket sig størst opmærksom, altså Hamlet. Ikke fordi forestillingen var enestående i sin kunstneriske sammenhængskraft, men fordi den havde en spektakulær Hamlet i Nicolas Bro. Hans ild brændte så begavet i en overrumplende fortolkning med sin klare opdeling af Hamlet-før-han-har-myrdet og Hamlet-efter-han-har-myrdet. Desuden skabte Alexander Mørk-Eidems iscenesættelse en unik sammenhæng mellem dramaet og scenen, da Hamlets mord symbolsk set fik Skuespilhuset til at bryde sammen i et genialt greb fra scenografen Christian Friedländer, der på mordets trylleslag fik dekorationen til at køre baglæns og væk.
Alligevel er det Odense Teaters enorme satsning med Orestien, der skaber størst ærefrygt og respekt. Nydigtningen af Aischylos' enorme trilogi af Jokum Rohde var så raffineret i sin forståelse for det græske teaters overvejelser om demokratiets ugennemførlige præmis. Og så kompromisløs. At den fire timer lange forestilling ikke lykkedes, skyldtes måske forestillingens umulige kompleksitet. Klaus Hoffmeyer og Jens August Wille havde ellers sammen instrueret Peter Plauborg, så Orestes fremstod som en to meter høj fascinerende psykopat.
Det skal ikke forhindre mig i at fremhæve Orestien som forbilledlig i sin ambitiøse passion. Netop fordi denne forestilling turde kaste sig ud umuligheden. Må modet og hjertet også præge scenekunsten i 2009!
