Kommentar
Læsetid: 2 min.

Drop det litterære tidsskrift

Kunstrådets litteraturudvalg vil lave et litteraturtiddskrift. Det er en dårlig ide, for hvem ønsker reelt en statstyret opinonsdannelse?
Kultur
11. december 2008

Kunstrådets Litteraturudvalg har planer om at lave et nyt litteraturtidsskrift. I Dansk Forfatterforening synes vi, det er en dårlig ide.

Dansk litteratur har det ellers ikke for godt i disse år. Respekten for det skrevne ord er dalende. Mange biblioteker er blevet nedlagt, og endnu flere får deres budgetter beskåret. DR har afskaffet de skønlitterære programmer. Fjernsynet behandler stort set kun litteratur, hvis den kan gøres underholdende, og de litterære tidsskrifter har mistet portostøtten og er afgået ved en stille død. På den baggrund burde alle danske forfattere vel være glade for et nyt tidsskrift, der skal præsentere dansk litteratur for nye læsere, og det skal endda være web-baseret.

Sagsbehandling

Så hvorfor synes Dansk Forfatterforening, at et sådant litterært tidsskrift er en dårlig ide? Svaret er, at det ikke er ideen om et tidsskrift, der byder os imod, men derimod det forhold, at det skal udgives af Kunstrådet, som er en statslig institution. Kunstrådets litteraturudvalg behandler hvert år hundredvis af ansøgninger om støtte. Behandlingen er grundig og foregår bag lukkede døre, og sådan bør det da også være. Men hvis Kunstrådet udgiver et tidsskrift om ny dansk litteratur, vil det uvægerligt blive opfattet som om, at man nu bedriver sagsbehandling i spalterne. Alternativet er tandløse artikler, der ikke tager stilling, men blot nøjes med at oplyse. Man kender typen fra andre ministerielle tryksager, og man gaber allerede ved tanken.

På samme måde vil det i følge sagens natur også gå med diskussionen af bøgernes og forfatternes vilkår. Det handler om ytringsfrihed: Vil et statsligt organ få lov til at kritisere andre statslige organer? Vil Kunstrådets tidsskrift for eksempel få lov til bramfrit at kritisere beskæringen af finanslovens kulturbudgetter, biblioteksnedlæggelserne, portostøttens bortfald og andre litteraturfjendske regeringsinitiativer?

Svaret er muligvis ja, men i så fald er det et ja på den betingelse, at kritikken bliver imødegået fra autoritativ side, så der kan holdes en såkaldt redaktionel balance, hvilket i praksis vil sige statsstyret opinionsdannelse, og det ønsker ingen vel?

Skrift er ude af trit

En tredje indvending mod et statsligt tidsskrift er, at det er topstyret, mens den litterære verden er decentral, og måske er tidsskrifter også ude af trit med tiden?

Meget tyder således på, at de største sproglige eksperimenter og nyskabelser sker på internettet, i sms, web-logs, facebook og den slags, så måske burde litteraturudvalget i stedet støtte udviklingen af virtuelle litterære rum, der forbinder de nye former med de traditionelle, så der kan opstå den levende vekselvirkning, der er en forudsætning for al litterær virksomhed?

Det mener Dansk Forfatterforening.

Egon Clausen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her