Note
Læsetid: 1 min.

Europæiske topfilm vises i København

Kultur
2. december 2008

I forbindelse med European Film Awards afholdes Europæisk Filmuge i København fra den 1. til 7. december. Her kan det københavnske biografpublikum se nogle af de bedste europæiske film fra det forgangne år.

De viste film dyster om årets europæiske priser, og de vil kunne ses i biograferne Dagmar, Grand og Empire i ugen op til det store European Film Award-show i Forum lørdag den 6. december. I alt 13 film vil blive vist i løbet af filmugen.

Filmugen arrangeres i samarbejde med DR. I ugen op til prisuddelingen i Forum fejrer DR europæisk film med en lang række forskellige tiltag på tv, i radioen, på nettet og i biografer rundt omkring i landet - blandt andet inviterer DR og Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft til europæisk filmgalla-weekend.

I løbet af filmugen vil Cinemateket ligeledes invitere til en række arrangementer, heriblandt tre retrospektive serier; en Judi Dench-serie med ni titler, en Wim Wenders-serie med tre titler og en Discovery Award-serie med syv titler, der gennem tiden har vundet European Film Awards debutantpris.

I Cinemateket vil der desuden være en visning af de 14 kortfilm, der er nomineret til årets europæiske kortfilm. De 14 kortfilm har alle vundet priser i Europa, og en af dem vil blive kåret som vinder af European Film Academy Short Film - Prix UIP lørdag aften ved showet i Forum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her