Ingen er i tvivl om, hvornår det er den tid på året, hvor Oscar-statuetterne uddeles. Foromtalen er massiv, og på selve aftenen holder entusiastiske filmfans verden over sig oppe for at følge slagets gang på tv.
Samme bevågenhed kan den europæiske pendant, European Film Awards, EFA, ikke prale med. Den uddeles i år for 21. gang, men uden samme grad af stjernestøv og global sladder.
Prisen uddeles hvert andet år i Berlin og hvert andet år i en anden europæisk storby. I morgen aften uddeles den i København, og det er første gang, at prisuddelingen er i Norden. Initiativtager til at få prisuddelingen til Danmark, filmproducent Per Holst, indrømmer gerne, at EFA langt fra har samme status som Oscar-uddelingen, men han mener ikke, at det gør dens betydning ringere. Tværtimod.
Der er behov for prisen til at bringe de europæiske filmnationer sammen og skabe opmærksomhed omkring de mange gode film fra andre europæiske lande, som oftest har det svært uden for deres respektive hjemmemarkeder.
I Danmark havde film fra europæiske lande i 2007 en markedsandel på 14 procent mod amerikanernes 61 procent. Det danske publikum har siden slutningen af 1990'erne været glad for den lokale produktion - i år er markedsandelen omkring 30 procent - men de nationale film har langt fra samme tilslutning i de fleste andre europæiske lande.
Også for publikum
Europæisk film behøver al den opmærksomhed, den kan få, og ifølge Per Holst handler prisuddelingen på lørdag om meget mere end at give priser til årets bedste præstationer.
Det handler lige så meget om at skabe generel opmærksomhed omkring europæisk film i forbindelse med prisuddelingen, hvor masterclasses, særvisninger af stærke titler og en konference om humor i europæisk film forhåbentlig vil give københavnerne nogle gode oplevelser og mod på mere.
"En del af ambitionen med at få prisuddelingen til København har været at lægge en ny stil," siger Per Holst, som har arbejdet for at få EFA til Danmark, siden han for to et halvt år siden blev en del af bestyrelsen i European Film Academy.
"Vi vil gerne have publikum med til EFA. Det skal ikke være en lukket forestilling, men et arrangement som almindelige københavnere også får glæde af med en europæisk filmuge, en konference, tv-transmission af prisuddelingen og andet. Københavnerne skal have en god oplevelse, og samtidig er prisuddelingen et vigtigt mødested for den europæiske filmbranche, hvor der er god grund til at snakke sammen om, hvordan europæisk film kan klare sig bedre. Vores vidunderlige diversitet er jo et problem, når det gælder om at få filmene ud, og et arrangement som European Film Awards handler også om at lære hinanden bedre at kende, både som publikum og i branchen."
Per Holst betragter prisuddelingen som en vigtig platform for at synliggøre europæisk film.
Samtidig er en prisuddeling i København ifølge Per Holst interessant i forhold til at synliggøre København. Både over for de tilrejsende gæster og turister og for potentielle filmsamarbejder med København på det store lærred.
For at få den europæiske filmfest til København har Per Holst skaffet en million euro fra Danmark fra blandt andet Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Fonden til Markedsføring af Danmark, Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut, Wonderful Copenhagen, Frederiksberg Kommune samt private fonde og filmbranchen.
Ønsket med flere af støttetilsagnene er at skabe interesse for og reklamere for København.
Fælles marked, fælles fest
"Det er klart, at arrangementet ud over at være noget for filminteresserede københavnerne også gerne skal være noget for København," siger Per Holst.
"Der er blandt andet blevet lavet en introduktion til prisuddelingen, som præsenterer København, og prisuddelingen får jo også arbejde og turister med mange penge til byen."
Som filmproducent håber Per Holst, at prisuddelingen kan være med til at få folks øjne op for Københavns kvaliteter som location for filmoptagelser og fremskynde etableringen af den københavnske filmfond, som han mener vil være god for dansk film.
Men, påpeger han, dansk film har ikke grund til at klage i europæisk regi. Danske producenter har været dygtige til at hente penge hjem fra europæiske samarbejdspartnere og støtteordninger, mens vi langt fra har investeret beløb i samme størrelsesorden i andre europæiske film.
"Dansk film er afhængig af, at der er europæisk finansiering og et europæisk marked," siger Per Holst, som selv oplevede betydningen af den internationale bevågenhed, da han i 1988 deltog i den første uddeling af European Film Awards med Pelle Erobreren og i den forbindelse blev medlem af det europæiske filmakademi. Og han mener, at det er fint, at dansk film nu inviterer de andre europæiske lande til gallafest.
Selv skal han holde flere koproduktionsmøder i løbet af weekenden, men frem for alt skal han til filmfest. En fest for i alt 1.500 gæster i Forum, som transmitteres live på DR2, så danske filmfans også kan se med hjemme i stuen.