Læsetid: 12 min.

Da jeg først havde besluttet mig, var det som at have vinger

Gidsel. Efter at være bortført af FARC-guerillaer i 2002 og tilbageholdt som gidsel frem til juli i år er den fransk-colombianske politiker Ingrid Betancourt tilbage i Paris. Her fortæller hun om den åndelige selvdisciplin, hun måtte udvikle for at udholde seks års tortur og ydmygelser i junglen - og om frihedens søde glæder
Valg. Jeg var nødt træffe en beslutning: jeg kunne slå ind på kynismens vej, eller ind på en eller anden form for åndelig disciplin eller tro. Den første vej handler om dit eget jeg, og hvad der sker foran dig. Den anden om kampen i dig selv for at se ud over den situation, du står i, og frem til det, der giver livet mening og værdi. Jeg valgte den sværeste vej, fortæller Ingrid Betancourt det grundlæggende valg hun måtte tage som fange.

Valg. Jeg var nødt træffe en beslutning: jeg kunne slå ind på kynismens vej, eller ind på en eller anden form for åndelig disciplin eller tro. Den første vej handler om dit eget jeg, og hvad der sker foran dig. Den anden om kampen i dig selv for at se ud over den situation, du står i, og frem til det, der giver livet mening og værdi. Jeg valgte den sværeste vej, fortæller Ingrid Betancourt det grundlæggende valg hun måtte tage som fange.

Rodrigo Buendia

5. december 2008

Ingrid Betancourt ankommer stakåndet til den lille café, hvor vi har aftalt at mødes. Bag sig efterlader hun et mylder af parisere på juleindkøb i Latinerkvarterets smalle gader: "Jeg elsker menneskemængder. Jeg elsker, når folk er så optagede af livets små ting. Og efter seks års tortur elsker jeg, når folk hilser på mig og vil have taget et billede med mig."

Betancourt - der som Le Monde udtrykker er belle, fragile et forte en même temps (smuk, skrøbelig og stærk, på samme tid) - er den fransk-colombianske politiker, som blev bortført i 2002 og holdt fanget af guerillabevægelsen Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) i junglen i seks år for først at blive befriet ved en dramatisk redningsaktion i juli.

Da Betancourt trådte ud på landingsbanen i Bogotás lufthavn i sommer for at blive genforenet med sin familie, var det kulminationen på en lang international kampagne på det politiske som på det personlige plan. Hendes mand i andet ægteskab, Juan Carlos Lecompte, rejste fra landsby til landsby gennem Colombias for at omdele appeller om løsladelse og billeder af Betancourts børn. Hendes teenage-datter, Melanie, arrangerede massemøder under Triumfbuen under store plakater med hendes mors portræt.

Glemt i junglen

Ingrid Betancourt Pulecio blev født i Bogotá og voksede op i den fransk-latinske eksilelite i Paris som datter af Colombias UNESCO-ambassadør. Hendes forældres lejlighed på Avenue Foch var som en salon for sydamerikansk intelligentsia med hjemve, og hun husker, da hun læste digte med Pablo Neruda. Fra denne baggrund gik hun videre til Sciences Po eller Institut d'Études Politiques de Paris, den traditionelle uddannelsesvej for Frankrigs politiske elite, hvor hun blev gode venner med Dominique de Villepin, der senere skulle blive Frankrigs premierminister, og med Fabrice Delloye, en kommende diplomat, med hvem hun giftede sig i 1983. Parret fik to børn, Melanie og Lorenzo, og familien blev udstationeret i USA, Seychellerne og New Zealand.

I 1989 ændrede Betancourts liv sig brat med mordet i Colombia på den liberale politiker Carlos Luis Galan, som havde udfordret regeringens forbindelser til landets kokain-karteller. Hendes mor, Yolanda Pulecio, en tidligere Miss Colombia og et aktivt medlem af Galans inderkreds, deltog i et debatmøde med Galan og slap kun for at blive ramt af dødbringende kugler, fordi hendes hæl satte sig fast, hvad der fik hende til at snuble.

Attentatet vakte Betancourts harme og fik hende til at vende tilbage til Colombia for selv at gå ind i politik. I 1994 blev hun valgt som liberalt medlem af Repræsentanternes Hus, og i 1998 stillede hun op til Senatet, hvor hun opnåede flere stemmer end nogen anden. Hun blev - ironisk nok, set i bakspejlet - overtalt af den nye partiformand, Andrés Pastrana, til at støtte fredsforhandlinger med FARC, og mødtes sågar med FARC's ledelse, deriblandt guerillaens øverste chef, Manuel Marulanda.

Da hun erklærede sig som kandidat til præsidenvalget i 2002 og svor at indlede en ny offensiv mod narkobanderne, havde Betancourt skabt sig fjender - især da FARC også var blevet del af narkokartellerne. "Under mit fangenskab," siger hun nu, "følte jeg mig forladt af alle, bortset fra min familie og tilhængere. Der var ikke nogen del af det politiske spektrum, hvor man havde noget ønske om at se mig løsladt. Jeg havde lagt mig ud med alle i den etablerede magtelite, og guerillaerne var mine bortførere. Min befrielse ville ikke være til nogens fordel."

Den 23. februar 2002 var Betancourt på sin valgkampsturné nået frem til San Vicente del Caguán-zonen, i det sydlige Colombia som de facto var FARC-territorium. Her blev hun stoppet ved en FARC-kontrolpost og taget som gidsel sammen med 15 andre, deriblandt amerikanske entreprenører og colombianske politifolk og soldater.

Hver en solopgang

Nogle gidselfortællinger opholder sig meget ved øjeblikkene af kommunikation med gidseltagerne. De handler om forsøge på at skabe en vis form for kontakt: et fælles fodboldhold, en vittighed, en sang, et eller andet. Men i mit tilfælde, fortæller Betancourt, "var al kommunikation forbudt. Jeg var helt alene, både som kidnappet, og inden i mig selv."

Hendes isolation og ensomhed blev værre, da hun to måneder senere læste i en af de få aviser, hun fik fat i under sit fangenskab, at hendes far var død af en åndedrætssygdom forværret af fortvivlelse over sin datters bortførelse. "Jeg bærer stemmerne fra min familie i mig selv, og de var med mig, dér i junglen. Men hvis jeg havde haft min egen stemme med i fangenskabet, så mistede jeg den nu. Min sorg og tomhed kendte ingen grænser."

I de seks år, hun sad fanget, følte Betancourt sig ved daggry ikke sikker på, om hun ville få endnu en solnedgang at se. Med de øvrige gidsler sad hun indespærret i primitive lejre bygget af træ og palmeblade i dage, uger og måneder i træk, hvorefter alle pludselig rykkede videre, og gik i en lang kæde gennem den fugtige jungle med temperaturer på 40 grader - fra ukendt sted til nyt ukendt sted.

"I fangenskabet," fortæller hun, "mister man fuldstændig sin handlefrihed over for de små gøremål, som opfylder livets elementære behov. Alt måtte man bede om tilladelse til: at gå på toilettet, at spørge en vagt om noget, at tale med et andet gidsel - om det var at børste sine tænder eller bruge toiletpapir var alt til forhandling. Hvis de fornemmede den mindste modstand, fik man ikke, hvad man ønskede. Og jeg tror også, at de så mig som et symbol på alt, hvad de hadede - jeg var en kvinde og ikke kun fra den kulturelle og økonomiske elite. Jeg var også en fransk-colombianer, der havde fået alle muligheder for at være del af en verden og kultur, som de var udelukket fra."

Hun gjorde fem natlige forsøg på at flygte fra fangelejrene: "Det var en fantastisk glæde at komme væk fra vagterne. At sove under stjernerne i stedet for i en hytte eller bag et bladhang!" Men hver gang hun blev fanget igen, "blev torturen bare endnu værre".

I dag i Paris, mens hun nipper til sin cola, erklærer hun, at hun "med tiden" vil fortælle den fulde historiet om alt det, hun blev udsat for. "Jeg blev mishandlet, ydmyget, krænket og tortureret."

- Hvordan tortureret?

"Fysisk og mentalt", er alt, hvad hun vil sige. "Jeg blev lagt i lænker efter mit første flugtforsøg, først om natten, senere hele døgnet. På et tidspunkt blev jeg lænket op ad et træ og måtte stå op i tre dage og tre nætter."

En del af straffen bestod i at reparere guerillasoldaternes uniformer og ammunitions bælter. Dette arbejde omfattede brug af nål og tråd, og det lykkedes Betancourt at flette en rosenkrans af tråde, "som jeg tog med mig overalt og stadig har på mig."

Der er forsket meget i gidslers overlevelsesstrategier, og fortalt mange personlige beretninger af mennesker, som udholdt en bortførelse, et koncentrationslejrophold eller en isolationsfængsling. Visse grundlæggende fællestræk går igen: Der foregår altid dels en indre, dels en ydre kamp for overlevelse. Eloy Gutierrez Menoyo, der sad 22 år i isolationsfængsel i Cuba spillede skak i sit eget hoved. BBC-journalist Alan Johnston, der blev bortført i Gaza, fortæller: "Det eneste, jeg kunne kontrollere, var min egen tankegang, og jeg sagde til mig selv: 'En dag holder alt dette her op. En dag skal du se tilbage på hele det her forløb, og så er det bedst, at du ikke skammer dig over dig selv."

Andre er blevet ramt af det såkaldte Stockholm-syndrom, hvor ofrene identificerer sig med deres bortførere. Uanset hvordan Betancourt forholdt sig, så var hendes strategi og reaktioner det stik modsatte.

"Før havde jeg haft min egen personlighed, min egen tilværelse og den velsignelse at være en fri kvinde og have en familie," siger Betancourt. "Men efterhånden fik jeg den tanke, at jeg var nødt til at lære alt forfra, at gennemgå en ny læreproces om mit liv og identitet. Jeg var nødt til at erkende, at der var ting i mig selv, jeg ikke brød mig om, når jeg var nødt til at være denne person - denne torturerede og lænkede fange. Så en ny læretid begyndte: Hvem er jeg, hvad gør jeg på dette sted? Jeg blev nødt til at kigge ind i mig selv. Og her så jeg, at havde min Gud, og min værdighed."

Beretninger fra de gidsler, som blev tilbageholdt sammen med Betancourt, omtaler om hende som et fast stabilitetspunkt, der hjalp dem til at bevare deres egen værdighed. I en periode udfyldte hun tiden med at undervise de øvrige gidsler i fransk og lære dem at synge Marseillaisen. En colombiansk politimand ved navn John Frank Pinchao, der blev frigivet før Betancourt, fortalte: "Ingrid græder aldrig. Det er hun for stærk til."

"Måske var jeg et stabilitetspunkt," siger hun, "men så enkelt er det ikke. De andre var stabilitetspunkter for mig. Jeg så op til dem hundredvis af gange, lærte en masse af dem - som f. eks. med hvilken gestus man kunne åbne og lukke for kommunikationen med vagterne. Om hvilke bevægelser, der skulle til for at få udleveret et stykke toiletpapir eller en tandbørste. Og om, hvornår det var bedst ikke at sige eller gøre noget. Så vi var hinandens stabilitetspunkter".

En tredje vej ud

Betancourt havde en vis kontakt med verden udenfor: Ligesom Alan Johnston fik hun lov til at have en radio hos sig, og i denne kunne hun høre sin mors appeller om løsladelse. "Hendes ord, hendes stemme, hendes visdom - de mindede mig om hende og derfor også om, hvem jeg selv var. Da jeg hørte min mor, gik det op for mig, hvor alene jeg var som kvinde i en verden af udelukkende mænd."

Betancourts befrielse skar direkte gennem den tilsyneladende fastlåste debat om to modstridende tilgange til at håndtere politiske bortførelser: Man-må-aldrig-forhandle-med-terrorister-skolen og dialogens-og-kompromisets vej. Operation Jaque, som hendes befrielsesaktion blev kaldt, var "hverken en forhandling eller en militær operation, og det er væsentligt. Det var en operation, der anvendte intelligens. De mennesker, der kom for at få mig fri, brugte list til at vinde mine tilfangetageres tillid: De kom ubevæbnet."

Presset på Colombias præsident Álvaro Uribe Vélez, der var tilhængere af uforsonlighedens linje, var blevet ekstremt - ikke blot fra Betancourts personlige støtter, men også fra USA, som hele tiden har været tavs om, men aldrig benægtet, sin deltagelse i Operation Jaque. FARC's leder, Marulanda, var død i marts 2008, og ledelsen overgik til Alfonso Cano. Samme måned blev en anden FARC-leder, Raúl Reyes dræbt af colombianske regeringssoldater. Mange frygtede, at håbet dermed var ude for Betancourt: Reyes stod højt på listen over potentielle mæglere, og hans død udløste raseri i FARC's ledelse. Den viste sig dog at blive nøglen til Betancourts befrielse. "Hvad de fandt i Reyes hovedkvarter efter hans død, gav dem nøglerne til FARC's kommunikations-system," siger hun. "Det gjorde det muligt for dem at infiltrere systemet."

Colombias efterretningsvæsen tog nu kontakt til 'Cesar' den mand, der havde kommandoen over den enhed, som bevogtede Betancourt, idet man udgav sig for at være Cano. "Cesar troede, han talte med sin nye chef, som han aldrig havde mødt," fortæller Betancourt. "Han ønskede at gøre et godt indtryk, så da det blev foreslået, at han overdrog gidslerne til Cano, gik Cesar med på det". Et 'humanitært hold' i en helikopter blev behørigt dirigeret til landing af underkommandanten, og ud steg efterretningsagenter iført Che Guevara-T-Shirts for at hjælpe Cesar og de 15 gidsler om bord. Men Cesar og hans vagter blev straks overmandet, afklædt og lænket med håndjern til gulvet. Og over for gidslerne afslørede man: "Vi er fra den nationale hær. I er frie nu."

Det var en lykkelig slutning. Men det blev også starten på Betancourts genopstandne liv.

Tilbage til livet

Ved at lytte til radioen havde Betancourt erfaret, at hendes datter, Melanie, stod i spidsen for en kampagne til hendes befrielse, og at også hendes søn Lorenzo var begyndt at tage til orde i medierne, da han blev 18 år. Da jeg så dem igen, var det med en følelse af, at nok var de de samme mennesker, men alligevel så forskellige. Alt, hvad jeg ønskede mig, var udfylde alle hullerne i vores liv, i deres og i mit."

Denne proces har udfyldt hendes liv siden juli - bortset fra at hun også har fået tid til at tage imod den franske orden Legion d'Honneur, møde paven, tage på pilgrimsrejse til Lourdes og er gået "meget langsomt i gang med at forberede en bog". Men derudover har hun levet i en slags tilbagetog med sin familie og prøvet at udfylde hullerne ved blot at være mor igen.

"Det er ikke let. Melanie er i New York, og klarer sig strålende, men min søn, som er 20 år, er dumpet til alle sine eksaminer. Han siger: 'Det er fordi jeg har brugt et år af mit liv på at kæmpe for dig,' og det gør mig utroligt stolt: . Men jeg er også nødt til at sige til: Nu må du beslutte, hvad du vil med dit liv, ikke med mit."

Det var utrættelige Paris Match, der fik den første samtale om bord på flyet, da Betancourt fløj tilbage til Paris i juli, og spurgte hende, om hvordan det var "at vende tilbage til civilisationen", hvortil hun svarede: "At vænne sig til forhistorisk tid var frygtelig svært, at tilpasse civilisationen kan jeg gøre med det samme!"

- Kunne du så det?

"Ja," erklærer hun. "Det tog ingen tid. Efter ikke at have set et eneste smil i seks år, elsker jeg at blive mødt med smil - hvert eneste smil, jeg ser, giver mig nyt håb."

Hvilket fører os frem til samtalens kerne: Hvordan kan det være, at traumer og lidelser hos nogen kan styrke menneskelighedens ånd frem for at få dem til at opgive troen på den?

"Måske er dette grunden," siger Betancourt: "Jeg var i en situation, hvor jeg var nødt til at træffe en beslutning: jeg kunne slå ind på kynismens vej, eller ind på en eller anden form for åndelig disciplin eller tro. Det første ville være nemt, det andet uhyre svært. Den første vej handler om dit eget jeg, og hvad der sker foran dig. Den anden om kampen i dig selv for at se ud over den situation, du står i, og frem til det, der giver livet mening og værdi. Jeg valgte den sværeste vej, og da jeg først havde besluttet at følge denne vej, var det som at have vinger. Jeg ønskede at se alt på en helt anden måde," siger hun.

"Tag de andre gidsler. Når man i så mange år må leve sammen med mennesker, man ellers ikke ville møde i sit liv, kommer man til at indse, at menneskeheden har en fælles sjæl. Jeg tænkte også på vagterne: Hvis jeg nogensinde slipper ud af det her, hvordan vil de huske mig? Hvem vil de fortælle sig selv, at de er, hvis jeg forsøger at få dem til at forstå, at jeg har valgt denne vej og ikke kynismens?"

- Det lyder som en kristen forløsning?

"Det kan du kalde det, men det er ikke nogen specifik tro," siger hun. "Det kunne være en hvilken som helst religion. Det er en dyb tro på Gud og den menneskelige ånd. Og derfor kunne jeg også vende tilbage til civilisationen med det samme. For da jeg først havde truffet den beslutning, gav jeg ikke siden slip på denne tro - hverken i junglen eller siden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu