Læsetid: 3 min.

Frisind og tolerance

Det er uheldigt, at tidligere ledere for statslige organisationer politiserer. Det må vi dog leve med. Uden ytringsfrihed tilføres demokratiet hverken viden, kritik eller brændstof til debatten - der er livsnødvendig for folkestyret af Thue Kjærhus
13. december 2008

Forleden aften diskuterede idehistorikeren Marlene Busk fra 'ateistisk trossamfund' med Sørine Gotfredsen fra Folkekirken - religion i DR 2. Malene Busk har tidligere deltaget i DR 2, DR's eneste seriøse tv-station, sammen med blandt andet professor Hans Jørgen Schanz, hvilket affødte, at vi aldrig blev præsenteret for Schanz' positioner.

Det var imidlertid ikke Busks skyld, men tv-værtens. Busks betragtninger kom, som noteret, også i denne uge i zenit på DR 2. De fremstod som tidligere ganske primitive. Ja, det forekom som om, hun stadig bevægede sig rundt i Feuerbachs og Marx' religionskritiske univers fra det 19. århundrede.

Udsendelsen efterlod således det indtryk, at der i Busks religionskritik ingen substantielle forskelle var på islam og kristendom, eller mellem forskellige fortolkninger af kristendom, islam og jødedom. Alt var grundlæggende lige-gyldigt.

Pseudodebat

Malene Busks måde at diskutere på ligner på mange måder de pseudodebatter, som jeg var vidne til omkring marxismen i 70'erne og 80'erne. Hvis man var borgerlig og modstander af marxismen, så identificerede man marxismen med historiematerialismen eller med Althussers strukturmarxisme, sådan som for eksempel Per Stig Møller gør det i sit essay om marxismen. Så undgik man nemlig den mere sofistikerede udlægning af Marx, som Schanz stod for. Så var man 100 procent sikker på, at man fik ret i sin kritik af marxismen.

I erhvervslivet, hvor jeg i 90'erne beskæftigede mig med at uddanne ledere, har det altid været dårlig stil, at man udtalte sig konkret om strategiske opgaver, man tidligere havde været involveret i.

Derfor ser man, at mange tidligere topledere lader der gå år, før de igen gør deres entre på deres gamle arbejdspladser - eller udtaler sig om dem. Derfor forekommer det problematisk, at Hans Jørgen Bonnichsen profilerer sig så tydeligt i diskussionerne om islam og den sociale orden.

Bonnichsens position i det danske samfund er nemlig ikke neutral, fordi han forbindes med PET's autoritet. Bonnichsen misbruger i den forstand PET's image i befolkningen. Han gør PET til et politisk afsæt. Det ved Bonnichsen også udmærket.

Sprængfarligt emne

Man kunne derfor gøre gældende, at det er uheldigt, at tidligere ledere for statslige organisationer politiserer. Og situationen bliver naturligvis ikke bedre af, at Bonnichsen bevæger sig rundt på scenen som en elefant i et glasbur.

Emnet islam er nemlig et sprængfarligt politisk emne at behandle, når man er tidligere PET-chef. Hvis der er noget, som splitter den danske befolkning, så er det jo netop debatten om islam.

Man kunne derfor mene, at det netop derfor er vigtigt, at tidligere topledere agerer med stil og forsigtighed, når de forlader jobbet. Synspunktet er ræsonnabelt. Alligevel er det problematisk, fordi vi i et åbent samfund altid skal være på vagt over for selvcensur. Ja, vi skal være opmærksomme på, at ytringsfriheden er garanten for, at vi kan akkumulere viden i et demokratisk samfund. Derfor skal Bonnichsen ytre sig i debatten. Ja, han er forpligtet til det.

Der er ingen tvivl om, at Bonnichsen og jeg ikke er enige om, hvilke farer islamismen indeholder. Jeg tilhører hardlinerne i Venstre, hvad angår vurderingen af islamismen. Jeg er ikke tilhænger af nogen som helst dialog med islamismen. Ja, jeg insisterer på religionskritikken og religionssatiren som afgørende for udviklingen af civilisationen og religionen.

Satirisk syrebad

Hverken kristendommen, jødedommen eller islam skal slippe for et religionskritisk syrebad eller for satiren. Ja, vi må som troende leve med, at vi latterliggøres. Det er et grundvilkår i demokratiet. Og heldigvis for det!

Det ilter troen og neddæmper selvhøjtideligheden, som altid har klæbet sig til de tre store monoteistiske religioner.

Hvor om alting er: Bonnichsens refleksioner skal ikke stigmatiseres som Flemming Roses blev det i Dagbladet Politikens spalter under Muhammed-konflikten.

Hvor frisindet udspringer fra samfundet og sindelagsetikken, så er afsættet for tolerancen staten, regeletikken og den gode tone. Den tolerance, som fordrede al den syge snak om selvcensur under Muhammed konflikten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

En simpel kulturradikal besindelse på tankens spontanitet, ville måske have fået dig til at tjekke tolerence og frisind. Tolerance har etymologisk ældgammel historie og er forbundet med at tåle, frisind en moderne konstruktion knyttet til tysk liberalisme. I den forstand er tolerance konservativ fordi det er en passiv dyd, mens frisind typisk for moderne ideologi er aggressiv: jeg vil være fri.

Der behøver ikke være nogen som helst grund til at religiøse føler sig hånet eller på anden måde latterliggjort, men det kræver til gengæld at de forstår at de ikke selv skal begynde at trække deres religion ned over hovedet på andre.

Det kræver at de ser bort fra religionernes krav om missionering samt sammenblanding af religion og politik.

Frihed og frisind er nogle meget attraktive størrelser, men de kan også misbruges, og her går hån og spot begge veje.

Det kan aldrig blive andet end frihed og tolerance under ansvar, og her vil der altid være en konflikt.

satire og latterliggørelse af religioner er et gode, som religiøse grupper må lære at acceptere

Ja så sandt som sagt - det er en væsentlig del af tolerance netop ikke at gå i spåner over lidt kritik ;-)