LONDON - Jeg lægger straks mærke til ham, da jeg glider op ad rulletrappen på Leicester Square undergrundsstation. Han er høj, velklædt - om end i farver, der var moderne i 1976.
"Hej, du må være Ted Honderich," siger jeg.
"Og du må være Mads," svarer den høje filosof smilende og kigger ned på mig fra sine 192 cm. Hans hår er halvlangt - sådan lidt a la The Beatles. Han er 75 år gammel, men ser væsentlig yngre ud.
Han havde sat mig stævne på The Garrick Club, den måske mest prestigiøse af de mange klubber, som den britiske elite har i London.
Vi går sammen hen til Garrick Street, hvor klubben ligger. Der er en butler til at tage frakken, der er græske skulpturer, og i biblioteket, hvor vi først sætter os, er der fyldt med ældre mænd i tweedjakker med lommeur, der læser The Times. Dette er, føler man, det rigtige England; det man kender fra Gensyn med Brideshead og Herskab og Tjenestefolk.
Der viser sig at være for meget larm i biblioteket, så vi sætter os i stedet ind i billardrummet for at tale sammen. Billardbordet er på størrelse med en etværelses lejlighed, men er støvet og bliver tilsyneladende sjældent brugt.
Filosofi som passion
Ted Honderich er blevet kaldt Storbritanniens væsentligste filosof. Han er noget så esoterisk som professor i erkendelsesteori og logik, eller 'mind and logic', som det hedder på disse kanter. Hans akademiske base er University College, London.
Hans filosofiske begejstring fornægter sig ikke. Han begynder ikke med indledende small-talk, men begynder straks at filosofere over omverdenens eksistens. Det er hans store passion, hans interesse og - siger han - det han vil huskes for.
"Jeg vil blive virkelig pissed off, hvis du bare skriver om politik. For erkendelses-teori er mit fag," siger Honderich.
Følelser
Honderich er ikke vant til at blive interviewet, fortæller han. Og hans tanker bevæger sig hurtigt og med en skarp logik.
Men det betyder ikke, at følelser spiller en uvæsentlig rolle for ham. Vor store danske filosof Søren Kierkegaard brugte i indledningen til sin bog Enten-Eller en sætning, der lød:
"Ere alene Fornuften døbt, ere Lidenskaberne Hedninger".
Som med så megen anden filosofi er det en sætning, man skal læse to gange og tænke over et par gange. Så gør lige det!
Honderich har ikke megen fidus til Kierkegaard, men også han mener, at fornuften og følelserne skal anerkendes side om side.
"Nogle gange ser man noget, og så bliver man vred. Det skete, da jeg skrev bogen After the Terror. Jeg havde set ham den israelske premierminister, som vist er ved at blive genvalgt. Hvad hedder han? Han er forfærdelig!"
"Netanyahu, Benjamin Netanyahu," hjælper jeg. "Ja, ham. Og så kunne jeg ikke styre mig. Jeg måtte skrive noget! Ser du, filosofi handler også om følelser - og om raseri og vrede. Og jeg blev, med god ret synes jeg, fortørnet over, at Netanyahu sagde, at den israelske regering var demokrater, mens palæstinenserne var terrorister. For helvede, hvad havde han gang i? Nå, men det krævede et reflekteret svar. Det leverede jeg i After the Terror i 2003."
Bogen blev en bestseller. Men mest af alt blev den kontroversiel, da den blev oversat til tysk. Mischa Brumlik, en jødisk professor i pædagogik ved universitetet i Frankfurt, krævede, at bogen blev trukket tilbage, fordi den efter hans opfattels var antisemitisk.
"Det førte til en del polemik for at sige det mildt," siger Honderich.
Den tyske filosof Jürgen Habermas, der havde læst bogen som konsulent for forlaget Suhrkamp, erklærede, at bogen ikke var antisemitisk. Men nægtede i øvrigt at forsvare Honderich. Og bogen blev ikke udgivet. Den blev senere udgivet af et andet forlag, hvis direktør og forelægger i øvrigt er jøde.
"Habermas var lidt af en tøsedreng, synes jeg. Men nok om det. Jeg blev vred og sagde, at Brumlik burde fyres. Dér overreagerede jeg lidt, det indrømmer jeg. Men følelser er vigtige. Jeg syntes og synes sgu stadig, at det er absurd, at en mand, der er jøde, går ind for censur. Hvordan kan han det?"
- Men hvis nu bogen var antisemitisk og førte til vold?
"Jamen, det er den ikke. Jeg har jødiske venner, jeg har jødiske familiemedlemmer, min sti er ren. Men det jeg skriver er, at nogle gange, ikke ofte, men nogle gange kan terrorisme retfærdiggøres. Det kan det i tilfældet med palæstinenserne. Det var det, jeg skrev i min bog. Jeg drog en parallel mellem modstanderne af apartheid i Sydafrika og palæstinensernes kamp i de besatte områder. Når et folk er undertrykt og udsat for en besættelsesmagt, kan man ikke fortænke dem i at bruge voldelige midler," siger han.
Den sætning i After the Terror, der skabte al postyret, lyder i al sin enkelthed:
Nonsens på stylter
Men han er ikke meget for at sige, at der findes en 'ret' i filosofisk forstand.
"Jeg mener ikke en naturlig ret. Den slags filosofi er jeg ikke tilhænger af," siger Honderich.
Han er ikke for ingenting professor ved et universitet, der er grundlagt af Jeremy Bentham; en mand der er berømt for at have sagt "naturlige rettigheder er nonsens - og nonsens på stylter."
Honderich er på bølgelængde med sin forgænger. Men hans etiske filosofi er mere radikal - mere yderligtgående.
"Jeg mener, at alle handlinger udspringer af følelser eller emotioner. Med udgangspunkt i disse følelser bruger vi vores fornuft til at beslutte os for de rette handlinger."
Honderich indrømmer, at han er inspireret af den engelske logiske positivist A.J Ayer, der i 1930'erne skrev bogen Language, Truth and Logic, hvori han udviklede den såkaldte emotivisme - en filosofisk teori, der tager udgangspunkt i netop følelser. Ifølge Ayer kunne man aldrig sige, at nogle handlinger var rigtige eller forkerte. Men man kunne i det mindste forstå dem.
Det er disse ideer, som Honderich har videreført i det, han kalder 'The Principle of Humanity' - menneskelighedsprincippet.
Det er, som det måske fremgår, ikke lette og simple spørgsmål, som Honderich arbejder med. Det kræver koncentration at følge med, når han forklarer sine teorier. Og han vil ikke gå på kompromis. Svære tanker kan ikke altid forsimples, men han prøver at være pædagogisk:
"Menneskelighedsprincippet tager udgangspunkt i, at ens ret består i at handle på en måde, der sikrer, at man bruger den viden, der er til rådighed for at undgå et 'dårligt liv'. Et dårligt liv har man, hvis man ikke har mulighed for et relativt langt liv, kropslig sundhed, frihed, politiske rettigheder, respekt og selvrespekt, muligheder for at indgå forhold til andre mennesker og retten til at nyde kulturelle goder. En politik, der sikrer disse, er en teori, der er i overensstemmelse med menneskelighedsprincippet," siger Honderich.
"Palæstinensernes terrorhandlinger kan retfærdiggøres, fordi de er et opgør med en magt, der berøver dem deres rettigheder. Derfor er deres kamp retfærdig, mens f.eks. Osama bin Ladens ikke er. Det er altså en konsekvensetik, ikke en rettighedsfilosofi," siger Honderich.
Men følelser er altid det væsentlige. Den store skotske filosof David Hume, der levede i det 17. århundrede, var lidt på linje med Søren Kierkegaard på dette punkt - selv om de ellers var rygende uenige.
"Fornuften er og bør være følelsernes slave," skrev Hume.
"Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at fornuften bør være følelsernes slave. Jeg har det lidt svært med ordet 'bør', men jeg er ikke i tvivl om, at fornuften er følelsernes slave. Følelserne er det, vi begynder med," siger Honderich og bevæger sig derefter ud af en anden filosofisk tangent.
"Jeg er ellers ikke meget for den amerikanske filosof John Rawls, men han har et interessant begreb. Det er det, han kalder den 'refleksive ligevægt'. Det består i, at man sammenligner det, man kan nå frem til teoretisk med det, man føler inderst inde. Hvis der er overensstemmelse mellem de to ting, altså mellem fornuft og følelse, så kan vi acceptere en handling."
Det er et synspunkt, som Honderich også har fremsat i en bog om straf. I bogen Punishment: The Supposed Justifications, der kom i 2005, argumenterer Honderich for, at hævn er et rimeligt motiv. Det har oprørt mere liberale og venstreorienterede læsere. Men Honderich nægter, at han på dette punkt er populist. Også på det retspolitiske område skal følelser og fornuft afbalanceres.
"Det vi instinktivt føler - altså et ønske om hævn - skal i ethvert tilfælde tilpasses menneskelighedsprincippet," siger han.
"For mig er filosofi ikke noget, der er oppustet eller specielt kompliceret. Filosofi handler om logik, ræsonnementer og frem for alt om klarhed," siger han.
Bevidsthed
"Det er altid klarest i erkendelsesteorien, altså videnskaben om, hvordan vi opfatter verden. Det har jeg brugt det meste af mit liv på. Lige for tiden er jeg optaget af, hvordan vi oplever verden. Nogle mener, eksempelvis fysikalister, at bevidsthed blot er et biprodukt af kemiske aktiviteter i hjernen og andre, f.eks. filosoffen René Descartes, mener, at der er forskel på sjæl og legeme. Men jeg har en mellemposition. Jeg forsvarer det, man kalder radikal eksternalisme, altså at vi både mener, at noget eksisterer uafhængigt af os selv, og at vi i hjernen har processer, der kan forstå dette."
Honderich vil gerne tale mere om emnet, men de detaljerede pointer er svære at forstå. Man kan ikke vide alt.
"Det er ærgerligt, jeg vil ellers helst tale om filosofi. Alt det andet er noget, jeg gør som borger, som medmenneske, noget jeg har en pligt til at sige. Fordi jeg er filosof, er der folk, som vil lytte til mig. Det forpligter en til at sige sin mening - og tale for dem, som ikke har mulighed for at forsvare sig selv, som f.eks. palæstinenserne. Jeg håber, at jeg ved at snakke med dig, skrive bøger osv. kan gøre opmærksom på deres sag - således at folk, altså pressen, vil lytte til dem!"
Den sætning der skabte alt postyret er altså faldet ud! Kan I ikke lige bringe den?
Selvfølgelig interessant at der er en filosof, der lige har netop dette politiske synspunkt, men ærlig talt trist at i har sendt en mand, der ikke har forudsætninger for at forstå mandens erkendelsesteoretiske arbejde, som ellers nok kunne interessere én og anden.
Mon ikke den manglende sætning er den her:
"(5) The invasion and occupation of Palestine by Israel, beyond its pre-1967 borders, is a moral crime. This too can seem to be a datum. So can what follows immediately from it, about the redress of the Palestinians. In their terrorism, their only possible means of redress, the Palestinians do have what Israel claims exclusively on its own behalf in its state-terrorism and perhaps war, which is a moral right -- a moral right to killing.4 For our part, our support of the violation of Palestine contributed most to our share of responsibility for September 11. It is something else about which we need self-realization."
...
4. All terrorism, by a definition to be mentioned below, is against law or what passes for law. Some of it, by a state, is nonetheless what I am calling official -- terrorism by a democratic state in particular. The other kind of official killing is war."
Og hvad er det så lige palæstinenserne har opnået gennem deres mangeårige "retfærdige" kamp? Er deres folk bedre eller dårligere stillet?
Denne artikel er endnu en variaton over det ældgamle trick: støv en nørd af, stik en mikrofon i snotten på ham og få ham til at afgive et skær af legitimitet til selv de mest horrible handlinger.
"de mest horrible handlinger"
- for lige at sætte forbrydelserne i perspektiv kan man sammenligne drabstallene. Israelerne dræber jævnt hen 5-10 gange så mange palæstinensere for hver terrordræbt israeler.
Så hvem er terrorister i denne sammenhæng? Og hvem har okkuperet andres land? Hvem bygger ulovligt på besat område?
Israelerne er ubestrideligt de store skurke. De skider på ret og moral, FN-vedtagelser, Haag-konventionen og alt muligt andet. De er et sandt herrefolk, som da også mener at have en særlig relation til Gud eller Jehova, og de kan derfor tillade sig hvad som helst.
Man får den ubehagelige tanke, som dog vist er forkert, at de har lært af deres onde ånd, Adolf Hitler.
Men den er forkert, for den jødiske terror begyndte allerede før Hitlers storhedstid.
tja, det er sku da noget underligt noget at briterne kunne forære palinistensernes land til jøderne, hvem gav dem autoritet til det?
Hans:
Israelerne er ubestrideligt de store skurke. De skider på ret og moral, FN-vedtagelser, Haag-konventionen og alt muligt andet.
Og hvis der er nogle problemer med FN får de USA til at nedlægge veto imod vedkommende resolution(er).
Ted Honderich har også en mening om en jødisk stats legitimitet efter 2. Verdenskrig og deraf følgende moralsk nødvendig zionistisk terrorisme. (After the terror: A book and further thoughts.)
"In 1900, within something close to living memory, there were about 500,000 Arabs and 50,000 Jews in Palestine.3 Many of the latter had arrived recently on account of the barbarism of anti-Semitism. The subsequent horror of the mass murder of European Jews in the Second World War did not issue, as in justice it ought to have, in a protected Jewish state carved out of Germany."
Her er det værd at bemærke, at Irans præsident Mahmoud Ahmadi Nejad bruger denne historiske uretfærdighed (at den jødiske stat ikke kom til at ligge i Tyskland) i sit politiske spil. Her i et NBC-interview med den amerikanske tv-vært Brian Williams:
Ahmadi Nejad: "And the third question that I raised in this regard: if this happened, where did it happen? Did the Palestinian people have anything to do with it? Why should the Palestinians pay for it now? Five million displaced Palestinian people is what I'm talking about. Over 60 years of living under threat. Losing the lives of thousands of dear ones. And homes that are destroyed on a daily basis over people's heads. You might argue that the Jews have the right to have a government. We're not against that. But where? At a place where their people were — several people will vote for them, and where they can govern."
Honderich fortsætter:
"After the war, according to a United Nations resolution, Palestine was to be divided into two states. There were about 749,000 Arabs and 9,250 Jews in what would be the Arab state. There were 497,000 Arabs and 498,000 Jews in what would be the Jewish state. It was a moral necessity, in my morality, that a Jewish state be founded somewhere. Given things as they were, that it be maintained as and where it was founded, partly by way of Zionist terrorism, and certainly to the detriment of the Palestinians, was also such a necessity."
Så det var altså en moralsk nødvendighed at en jødisk stat blev dannet efter verdenskrigen og Holocaust. Og under de givne omstændigheder var zionistisk terrorisme også en moralsk nødvendighed. Jeg mener at have læst eller hørt, at Herbert Pundik deler i hvert fald det første synspunkt om nødvendigheden af dannelsen af Israel.
.. nej nej Danni, det er kun terror når det er muslimer som gør det, når det er jøder, så er det en nødvendighed.
Helge Berg: ".. nej nej Danni, det er kun terror når det er muslimer som gør det, når det er jøder, så er det en nødvendighed."
Det er muligt. Jeg prøver bare at referere til hvad Honderich mener om den sag.
jaja, jeg prøvede bare at være lidt ironisk, sorry.
Hans Jørgen:
Min kommentar angår det principielle i at benytte terror som våben.
Og igen kan jeg stille spørgsmålet; hvad har palæstinenserne opnået ved denne taktik? For mig at se, intet.
Har de haft andre valgmuligheder? Ja, det mener faktisk at de har haft, men situationen er nu gået i total hårdknude med Hamas ved roret. Og som Steffen Jensen gav udtryk for i TV2 i aften, så trives Hamas kun i krig. De kan ikke finde ud af at styre en stat i fredstilstand, og er heller ikke interesseret i det. De lever af ophidselse og had.
En af årsagerne til størrelsen af Israels hær, og jo ikke udelukkende palæstinenserne, men så sandelig også den helt reelle trussel fra de arabiske naboer og Iran.
Naboer som, deres olieindtægter taget i betragtning, er sært fraværende når der opstår mangelsituationer på Vestbredden og Gazastriben - og i det hele taget også er fraværende når det gælder opbygningen af en bæredygtig statsadministration og infrastruktur.
Man kunne måske have en svag mistanke om at de havde en indenrigspolitisk og panarabisk interesse i at holde gryden i kog?
Og hvad angår styrkeforholdet, så havde du vel ikke forventet, at israelerne kun ville indsætte 10 % af sin militære kapacitet, for at give palæstinenserne fair play?
Der skal to til at slås, og to til at forhandle.
Snirkles sorgmodige i vip tarv. Uden spy fræses der med bid. Hugs greb snerter til svede. Frontalt mod ryggens brønd i utide nådens magt. Uden hensigt krystalliseres kreativiteten spontant. Som hoved løse. Spidses munden endeligt. Indad vente stifter. Odør for land lediges handlekræfter.. Skruptossede for måls. Ilde varslende dementeret. Masker små fine spæde minimale og uanselige til depositum for hæld. Som kaldt. Prut i selvforsynede og afsløringens højdepunkt. Om du puster mod vinde uden hensigt gør uden forskel til følge mod afgrund. Kastedes korrekte stang pind med snøre og krog blinke ad veje. I mørke for famøse afatikere. Krampende omkring begivenhedens muskulære hvor fjenden står stærkest. Begrundes hvile. Afvigelser som klørene holder sit greb.
Jørgen,
du kender sikkert Israels historie og ved, at jøderne skabte deres stat gennem terrorhandlinger.
Men det er selvfølgelig fortid. Nu er realiteterne, at de israelske jøder okkuperer og koloniserer fremmed land i strid med international ret. Og de ødelægger infrastrukturen og levemulighederne med deres blokader og bombardementer.
De er utvivlsomt, næst efter amerikanerne, de værste forbrydere mod menneskeheden i vor tid.
Hans Jørgen:
Målt på antal dræbte, er der da langt værre regimer end det israelske, i vor tid.
Israelerne kan ikke sidde med hænderne i skødet, når raketterne hagler ned over dem. Det ved du godt, og det ved Hamas også godt.
Jørgen,
og du mener også, at det er i orden, at de koloniserer omliggende områder? I strid med international ret?
Kan Israel overhovedet gøre noget forkert? Tortur - det er de jo nødt til. Atombomber - det er de jo nødt til at have. Udsulte palæstinenserne, så de må leve en kummerlig tilværelse - det er de nødt til. Opføre bosættelser på besat jord - det er de nødt til. Dræbe 10 palæstinensere for hver dræbt jøde - det er de nødt til. Myrde en selvmordsbombers hele familie - det er de nødt til.
I det hele taget gør israelerne kun, hvad de er nødt til, også selv om det er dybt ulovligt og moralsk forkasteligt.
Pr. definition (i følge nogle) kan israelerne ikke gøre noget forkert.
Adspurgt til tv om hvornår 9/11 fandt sted, eller bare i hvilken måned, vidste ingen af de adspurgte hvornår. Heller ikke i hvilken by WTC befandt sig.
Så det er nok tvivlsomt om den almindelige amerikaner på gaden ved hvad en palæstinenser er. Selv Palin havde problemer med Afrika som ’land’, så det…
Det er jo nok fordi du er et tolerant og pænt menneske ;-).
Jeg derimod har heller ikke ligefrem den største respekt for verdens p.t mægtigste mand og hans almenviden. Så vidt jeg kan vurdere, tror han stadigvæk at Irak og Saddam havde forbindelse til Osama bin Laden, og at det var Gud som gav tilladelsen til krigen.
Lone, hvordan nåede du frem til den tekst?
"Drab på eller vold mod tilfældigt tilstedeværende, uskyldige personer med det formål at fremtvinge et bestemt handlingsmønster".
ballademager eller fredsforstyrrer er en plageånd og provo mig tilovers med mindre grad en ophvirvlende chikanør. Lidt af en drillepind vejer jeg status og strander med uendelige forvrængninger til det irriterende. Og ærgerligt fortællende. Er det nok...Life J.
Johannes Aagaards indlaeg illustrerer netop, at vestlig tankegang og muslimsk tankegang er forskellige. Intet ondt ord om det. Dette er et faktum. Men det er et faktum, vi skulle holde in mente, naar vi proever paa at forstaa, hvordan muslimer ser os og vi dem. For den, som oensker at vide mere for at forstaa mere - laes Bernard Lewis bog 'The Policical Language of Islam'. Det er ikke behagelig laesning - isaer ikke, hvis man vil vaere politisk korrekt. Men det giver stof til eftertanke.