Læsetid: 4 min.

Det grønne øre

Fluxus-aktøren, komponisten og billedkunstneren Henning Christiansen er død, 76 år gammel
13. december 2008

Han malede sit ene øre grønt og tilbød beredvilligt andre at låne penslen eller farvekridtet, hvis de også ville sikre sig lydkontakt til omgivelserne.

Musik als Grün lød et af slagordene, som praksis-betegnelse. Eller Green Ear Year, når det gik ekstra højt. Men det selvbestaltede år på det grønne øre var alt andet end tilbagelænet. Alt kunne males grønt og paradoksalt blive til musik. Eller gult i en anden akkord, med kanariefugle i store bure, pippende og plirpende og kønne at se på.

Det hele blev retrospektivt samlet i Den Fries udstillingsbygning for halvandet år siden. Hentet frem under senge, oven på skabe og i udhuse på Møn. Overvældende i mangfoldighed, humor og enkelhed. Og resultat af et langt insisterende liv ved musikken og kunsten - som komponist med noder og båndoptager, lydinstallatør, kulørt stregtegner, tilstedeværende recitator og kvalificeret støjkilde.

I én sal var en hel væg fuld af bemalede damesko klistret fast på gamle grammofonplader i livlig fluxtrot.En anden var indrettet som minderum for gamle Fluxus-aktører, Arthur Köpcke, Daniel Spoerri, Emmet Wil-liams.

Nu hører Henning Christiansen selv til i fluxid-columbariet, til trods for at han gerne var blevet 90, ombølget af toner, plakatfarve og ARBEJDE, som det altid hed - at tænke, ytre og give lyd fra sig.

Ny musik

Det hele startede i rødt og blåt ved Den kongelige danske Livgarde, og hos træ-blæserne i Radiosymfoni-orkestret. Så gik turen tilbage til Musikkonservatoriet, nu på komponistlinjen, men sluttede brat under indtryk af Pierre Boulez og musikdagene i Darmstadt, omkring 1960. Det gav kontakt til Tyskland, men den nye musikalske serialitet måtte efterhånden vige for nyrealismen i billedkunsten, kompleksiteten i Fluxus og den senere Düsseldorf-professor Joseph Beuys' aktioner.

Hverdagslyden omkring ørene indgik allerede i Edgar Vareses konkretmusik, John Cages filosofi og Emmett Williams repertoire. Og det blev herefter også Henning Christiansens domæne med oplæsninger ind i Kong Asgers Høj, montager af tekster til musik eller kædesav, tubastykker, huletid og suletid, eller en hel plade med stemning af et rungende koncertflygel, mens der lægges kartofler i salen. Det kan tålmodigt genhøres på LP som Scottische Symphonie og et af mange samarbejder med Beuys.

Henning Christiansen gav sig ikke til at save i instrumenterne sådan som den tidligere koncertpianist Nam June Paik, der siden også arbejdede med hidsige kulørte videoinstallationer.

Henning nøjedes med at male bonmot'er på gamle fjernsynsskærme, som så stod og flimrede i halvmørket med plastichavemøbler som sofa-arrangement, nødtørftigt tjæret til med violet akryl, og en enkelt kanariefugl eller fem til sikring af liv i installationen. Den tog pusten fra selv garvede gallerigæster i New York for et par år siden.

Derfor var der også ræson i, denne sommer, at omdanne Møn til Mönhattan med U-turn i Stege, og René Blocks nye internationale center, 44 Møen i Askeby.

Film og tv

Hvis man omkring 1970 spurgte Henning Christiansen, om ikke konservatorieuddannelsen havde givet ham en kunstnerisk ballast, han nu kunne trække på som Fluxus-aktør, var svaret et rasende nej.

Men i den bog, der blev udgivet i anledning af hans og hustruen Ursula Reuter Christiansens optræden i den officielle danske pavillon på Venedig Biennalen 2001, var svaret blevet venligt modificeret: Nu gav konservatorieuddannelsen baggrund for at kunne sætte sig ind i andres kunstneriske univers.

Blandet andet altså Ursula Reuters ur-tyske greuel- og eventyrverden. Han lavede musik og lyd til hendes installationer og filmene Skarpretteren (1971) og Den røde Skov (1986).

Siden blev han professor i Hamburg og hun på Kunst-akademiet i København. Her fik han også Eckersberg Medaillen i 2005. Så det skortede ikke på anerkendelse, selv om det tog sin tid.

På vej op ad bakke kom der mad på familiebordet med Henning som filmkomponist på både Den forsvundne Fuldmægtig (1971) og Præsten i Vejlby (1972). Meget anderledes end andre danske filmkomponister, fordi tonen var så inderligt chris-tiansensk, selv om de enkle temaer helt var underlagt funktionen som dramatisk element i fortællingen.

Det blev også til to musikproduktioner på tv i 1970'erne - Satie i Høj Sø og Denotteøjede Skorpion efter Scherfigs roman.

Jørgen Leth fik hele det romantiske udtræk til sin Dyrehavefilm, og Per Kirkeby til Normannerne. Og så skrev HC i 1966 en opera sammen med forfatteren Hans-Jørgen Nielsen. Den fik titlen Dejligt vejr i dag, n'est-ce pas, Ibsen og er fra 1966.

En ung Bjørn Nørgaard var med på de hverdagslige kostumer og scenografien, som indskrænkede sig til en stor sort/hvid skydeskive på Odd Fellow Palæets parketgulv.

Grøn utopi

Henning Christiansen har siden lavet mange aktioner sammen med Bjørn Nør-gaard. Det er ikke så få kilo ler og gips, der i årenes løb er dynget op til akkompagnement af Hennings dyrelyde, rullesten eller fredshammer mod krigsaberne.

I det hele taget var livsværket ét langt kunstnerisk korrektiv til kulturlivets overhåndtagende smørsmageri og politiske agenda.

At det så på bagvendt vis og i et par år omkring 1970 kunne resultere i fuldkommen asynkrone forestillinger om det lykkelige liv bag Jerntæppet, hører også til historierne fra Hennings lysegrønne ø.

Måske fordi han med sit eget fluxus-slagord, "Freedom is around the Corner", slår fast, at friheden ikke som kærligheden er lige om hjørnet, men hele tiden og utopisk skal indhentes rundt om det næste.

Nu har han selv rundet det sidste skarpe og hviler på sit grønne øre. Forhåbentlig kan han høre græsset gro nedefra, men det var sjovere, da han selv betrådte det.

ADW@INFORMATION.DK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu