Selvom Niels Frank (f. 1963.) på mange måder ligner en digternes digter, lever han ingenlunde op til forestillingen om et verdensfravendt og ophøjet digtergeni. Det fortæller vennen Thomas Boberg.
"Niels gør kun et stilfærdigt indtryk, hvis man ikke kender ham, og han er decideret højrystet, når han drikker," siger Thomas Boberg, der selv er digter og forfatter.
"Engang, da han besøgte mig i Barcelona, og vi havde været på bar, var selskabet så højstemt, at en betjent mente det nødvendigt at kalde os til orden. Det provokerede ham, at vi i Norden, var så rige, at vi bare kunne rejse til Spanien og drikke os ned. Jeg forsøgte at dæmpe gemytterne og var næsten blevet gode venner med betjenten, da Niels kastede op på hans blankpolerede støvler. Så måtte jeg til at udbedre de nye skader også. Niels ventede bare lidt ved siden af imens. Jeg tror, at han følte sig lettet efter at have kastet op."
For helt at kvæle digterklicheen fremhæver Boberg også, at Niels Frank er en dygtig fodboldspiller, der i øvrigt ikke bryder sig synderligt om de naturskønne omgivelser, naive fordomme gerne placerer digtere i. Han foretrækker storbyen og USA, hvor han for år tilbage mødte sin mand Gerado Alvarado, som han giftede sig med i 1989.
Kunst og kritik
Niels Frank er født i Brædstrup og skrev sine debutdigte i Århus, hvor han også tog sin kandidatgrad i litteraturhistorie. Nu lever han i København og har været rektor for Forfatterskolen i årene 1996-2002. I sin karriere har han både oplevet at blive feteret og at få hård kritik.
"Han fik en virkelig forrygende debut som digter, men i de år han var rektor for Forfatterskolen, blev den udsat for megen kritik. Dengang mente folk ikke, at man kunne uddanne folk til at skrive, og der var nogle, der mente, at der skete en ensretning på skolen, eller at det hele blev for fokuseret på sproget," fortæller Thomas Boberg.
Kritik er en integreret del af Niels Franks egen arbejdsmetode, og han har udgivet flere kunstkritiske værker, der bla. har indbragt ham Georg Brandes-prisen i 2007. Hans syn på kunsten indebærer, at den er profan og forgængelig på lige fod med andre jordiske fænomener.
I Livet i troperne fra 1998 skriver han, at: "Alt hvad der ikke kan nedbryde sig selv eller kritisere sig selv eller overskride sig selv, alt hvad der ikke kan ødelægge sig selv, er ikke kunst."
Guder på jord
Selvom Niels Frank bruger udtryk som 'små guder', er han ikke religiøs, siger Thomas Boberg.
"Hans værk er én stor, men meget smuk afsigelse af hele det religiøse rum. Det er faktisk også mennesker, der ligger bag hvert digt i Små Guder."
Thomas Boberg er selv repræsenteret ved digtet "Min Mistanke, du er begyndt."
"Det er fyldt med citater fra mine egne digtsamlinger," fortæller han.
I andre af digtene er der ingen kodeord i form af intertekstuelle referencer, men Stefan Kjerkegaard, ph.d. og postdoc. ved Nordisk Institut på Århus Universitet, gætter på, at det er den altid omflakkende og selverklæret identitetsløse demokrati-kunster Das Beckwerk, der bliver beskrevet med ordene: "...Så let/ at være ingen, når man har forvist de andre/til deres gennemsnitslykke. Ingen som muligvis/er Gud. Eller i det mindste: Mesteren. Eller/ i det mindste: Iscremens kejser. Eller/ i det mindste: XX der bærer demokratiet ind/på scenen."
Også Niels Franks familie og venner har en plads i mytologien. Et af digtene folder sig ud som en poetisk ægteskabspagt med løfter til svigermoderen om den tilkommende:
"Jeg vil passe og pleje ham og lære ham/at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig," lyder det i den poetiske ægteskabspagt.
Efterhånden som digtet skrider frem med en række mere overraskende løfter, såsom: -Jeg vil studse mine øjenbryn, så jeg bedre kan se ham", eller "Jeg vil holde ham væk fra strande og al anden natur, der blot vil forpurre hans elegance," opdager man, at Små Guder også en slags kalejdoskopisk selvportræt, hvor Niels Frank er afspejlet i beskrivelserne af sine nærmeste.
Spydigt selvportræt
Det jeg, der kommer til syne undervejs i læsningen, er spydigt over for både sig selv og andre, siger Stefan Kjerkegaard.
"Niels Frank bruger frimodigt løs af egne erfaringer, ofte meget manipulerende, men det virker befriende for hans poesi, at han eksempelvis tør stå ved sin homoseksualitet, ved sin midtvejskrise og alt sådan noget. Det er dog aldrig skrevet uden et glimt i øjet."
Niels Franks sprog bevæger sig som en balletdanser; det ser legende let ud, og alligevel aner man, at man næppe kunne gøre ham kunsten efter selv. For på den ene side ligner det talesprog, og på den anden side bevæger han sig hele tiden langt ud over det mundtlige sprogs rammer.
Et eksempel er det digt, der begynder sådan her:
"Goddag (udtalt goddah), Niels Frank./ Jeg lægger lige en besked: Det hele er noget møg (udtalt møøij). Hvad hjælper det/at være konge af rødnakkerne, gift med en mexicansk prinsesse, god ved dyr,/ endnu ikke død, endnu ikke begravet,/ endnu ikke genopstanden fra de små bordeller, når sonder og slanger og plasticrør borer sig op gennem skrævet (udtalt skrawet) på sjælevandring/ mod hjertet, som er det sidste jeg har kært."
Skrevet med kroppen
"Jeg tror, at Frank her har nogle erfaringer fra den såkaldte language poetry, der bl.a. opstod i New York, men som igen har dybe rødder i den amerikanske digteriske tradition, og at han formår at skrive en sådan om til dansk, er i sig selv meget imponerende. F.eks. installerer Frank ofte et 'du' i sine digte. Det skaber de umiddelbare rammer for en nogenlunde normal kommunikationssituation, men man finder hurtigt ud af, at det du også er en konstruktion."
Mange tror, at lyrik er vanskeligt at læse, men det er, ifølge Stefan Kjerkegaard, fordi de fleste glemmer at læse med kroppen. Derfor er hans såre simple råd til lyrik-læserne:
"Læs digtene højt! Franks lyrik er skrevet med og til kroppen, og man skal naturligvis have øre for alle de ting, der foregår rundt omkring i hans sprog for at kunne læse hans digte til bunds. Rytmen, den tøven, som ligger indfoldet i hans diktion, dvs. måden han siger tingene på, ryster sproget på en grundlæggende måde."
Nogle få år efter Niels Franks debut i 1985, hørte Stefan Kjerkegaard ham læse op af digtsamlingen Øjeblikket. Han fortæller, at der dengang var noget uforløst over digtene.
"Han forsøgte måske nok at få sproget til at vibrere, at få det til at tøve ved hjælp af sine vers, men der manglede en eller anden form for naturlighed over den tøven. Med Små Guder er Frank på toppen. Han er nået til et sted, hvor form og indhold smelter sammen på magisk vis. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan udvikle sig et andet sted hen stadigvæk. Det kan det sagtens. Dybt nede i Franks sprog mærker man en slags grus, der ligger og raller, ligesom i en brænding, og man føler sig næsten opløst, når man bevæger sig derned, men på overfladen er der umiddelbart ro."
