Læsetid: 5 min.

I den hellige kreds eller happy slapping

Information bringer et uddrag af Preben Major Sørensens nye bog 'På vippen'
"Pludselig stod han i zonen mellem liderlighed og rædsel." Uddrag af Preben Major Sørensens nye bog 'På vippen'.
Kultur
4. december 2008

De kaldte sig Amazonegruppe Z og havde nu i en måned hærget i byens nordvestkvarter og gjort store områder livsfarlige at færdes i for mænd. Unge drenge var deres foretrukne byttedyr. Forvildede en knægt på 16 eller 17 sig en sen aften ind i en af smøgerne, hvor luderne trak og handelen med de hårde stoffer gik livligt, kunne han næsten være sikker på at blive halet ind gennem en dør eller et vindue et sted i smøgen og pludselig stå i en stue oplyst af en tælleprås eller en petroleumslampe, sluttet inde i en kreds af sportstrænede, muskuløse men veludstyrede tøser mellem 12 og 15, udfordrende klædte som ludere men med lange slagterknive og solide tyrepiske i hænderne. Støvler - blodrøde eller sorte - bar de alle, hotpants der lod de runde, stærke lår til syne og de muskuløse lægge under knæenes haser svulme, og stærkt nedringede, tynde hvide bluser, der lod de veludviklede bryster og struttende brystvorter komme til deres fulde ret. Således stod de dér - en fem til otte stykker - og betragtede koldt vurderende, som man betragter en hest på et hestemarked, den usalige yngling, som to af dem med hastige og behændige - efter måneders opøvelse perfektionerede - greb havde flået ind fra gydens mørke; ind i amazonehulens tvelys, hvor de med blinkende slagterknive som fældede preussiske grenaderbajonetter i slaget ved Leuthen eller de makedonske falanksers langspyd i slaget ved Issos - som ved et uhørt magtbud, et af alle andre end amazonegruppen ubemærket tegn - nu rykkede ind på den unge dreng.

Ophidset af sin hunger efter pige og orgastisk død stod han pludselig dér i zonen mellem liderlighed og rædsel, mellem sin egen kønslige spændthed og truslen fra en hidtil upåagtet dødelig kvindelig kant, og en meget gammel drøm om smertens trolddom, ledsaget af den hemmelige lykkefølelse ved den ekstreme pine foruden af den pirrende uvished om disse natteblege små skønheders indtil videre hemmelige formål med de roligt holdte knive og de utålmodigt vippende piske, dukkede frem af hans erindring som vildtet der brat - men ak, for sent! - får færten af rovdyrets nærhed. Hans lugtesans var skærpet til det yderste; hans ved den heftige angstfyldte vejrtrækning øgede olfaktoriske modtagelighed lod ham, beruset af angst og forventning (to følelser det ikke længere var ham muligt klart at holde adskilt), inddrikke duftene fra de unge pigers kroppe og de til anledningen udvalgte parfumer, hvis ophidsende virkning gjorde ham forvirret og ør. Samtidig var hans flugtberedskab skærpet til det yderste. Den for situationen naturlige secernering af adrenalin tjente imidlertid ikke sit formål: at holde flugtberedskabet på dets maksimum, da han var indesluttet - omkredset som et rådyr af ulve. Måske undergik ved denne lejlighed det af binyrebarken udskilte og i blodbanen secernerede adrenalin hin skæbnesvangre dekomposition til adrenokrom, som Aldous Huxley omtaler i sin skildring af meskalinrusen i bogen Doors of Perception (eller er det i Heaven and Hell? Kan det ikke være lige meget nu?!).

Med sine stærke hænder giver den unge mand sig pludselig til at knappe sin skjorte op, flår den til sidst utålmodigt af sin krop og står med brystkassen blottet mod pigernes knive som en anden Andreas Hofer foran eksekutionspelotonen. Amazonegruppe Z rykker tættere ind på drengen, kredsen af piger snævrer sig ind, og han skelner hver eneste nuance i deres kroppes dufte. Den lille fregnede med det røde hår og de grønne øjne bruger moskus, og da hendes mund lidt efter nærmer sig hans hals, samtidig med at hun som den første af pigerne stikker ham, ikke dødeligt, selvfølgelig ikke, men smertefuldt nok - mellem sjette og syvende ribben - mærker han heden fra hendes ånde og i sine næsebor lugten af plante og dyr, der er så karakteristisk for ganske unge piger.

Dog er det først da den høje, slanke, mørkhårede med den gråblege hud og de ravbrune øjne, som de andre kalder Jaspis (de hvisker hendes navn mens hun nærmer sig) stiller sig op foran ham, blotter sine umådelige kuglerunde bryster og uden at fortrække en mine, lægger knivens æg mod hans strube, snitter ham skråt ned mod halspulsåren og trykker et varmt og fugtigt kys på hans læber, at det går op for ham at han er deltager i et - efter al sandsynlighed dødbringende - ritual af den højeste orden.

Men da er processen så vidt fremskreden, at det ikke vil tjene noget formål, hverken for ham selv eller præstinderne, hans smukke unge bøddelpiger, at gøre modstand. Desuden opdager han, til sin store forundring, at den hellige, foruroligende og smertefulde handling fylder ham med lyst; han får erektion da en af pigerne, hende de - ligeledes hviskende - kalder Layla, en lille mørk araberpige, krænger hans bukser og underbukser ned om hans ben og tager hans lem i sin bløde hånd, samtidig med at hun jager sin kniv ind i hans lår. Han skriger af smerte og ler og mærker hvorledes lemmet trods smerten - eller måske netop takket være smerten - stivner i pigens hånd.

Nu træder alle pigerne tæt hen til ham. Deres dufte indhyller ham i en berusende enhedsduft af mange forskellige parfumer og mange forskellige pigers kropslugte - som fik han af hin kaukasiske duftmester, Esad Bey omtaler i sin lille grønne rejsebog, i en slags distraktion demonstreret en aromatisk vifte - og de giver sig til at slå løs på ham med deres piske, først forsigtigt tjattende, siden hårdere, mere determineret, til sidst af al deres magt, ubønhørligt og smertende, efterladende lange blodige sårrande på hans krop, og han skriger igen - og ler - men holder inde da han mærker pigen Layla tage hans hårdt erigerede lem i sin mund.

Pigerne griber fat i hans arme og ben og holder ham fast, mens Layla arbejder, og mens de holder ham således, begynder de med de lange slagterknive at snitte lunser af hans krop. Han mærker det ikke, for han vokser i pigens mund. Først da den høje pige med det blege ansigt og det mørke hår jager sin kniv i hans hals - som når man slagter et dyr - samtidig med at han tømmer sig i araberpigens mund, udstøder han et brøl.

Men det var ikke til at sige om dette brøl skyldtes lyst eller smerte, lysten ved orgasmen i Laylas mund eller den smerte han må have følt da pigen Jaspis snittede hans halspulsåre over med sin kniv og blodet stod i tykke stråler ud over Amazonepigernes lille sluttede kreds og de labbede det fede røde i sig med deres tunger for siden at flå i de afskårne lunser fra drengens krop med deres stærke unge tænder. Det var ikke til at sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her