Læsetid: 2 min.

Illusionens elsker

Harold Pinter var en velkommen slægtning i dansk teater. Men han var måske også en fremmed, der aldrig helt fandt takten rundt om juletræet
Harold Pinter døde juleaften, 78 år gammel.

Harold Pinter døde juleaften, 78 år gammel.

Kieran Doherty

30. december 2008

Da Harold Pinter som dramatiker og samfundsrevser modtog Nobels Litteraturpris i 2005, opstod en heftig debat om, at det skete alt for sent. Pinter svarede igen med et højaktuelt indlæg om USA's rolle i Irak. Sådan. Men juleaften døde han altså af cancer, 78 år gammel.

Den engelskfødte Pinter var en væsentlig fornyer af det vestlige teater. Hansskuespil foregik i kukkasseteatrets mørke, men handlingerne var ikke sådan til at få hoved og hale på. For sagde personerne virkelig disse ting til hinanden? Eller var det noget, de tænkte - mens de sagde noget helt andet?

Titlerne var helt enkle: Fødselsdagsselskabet (1958), Viceværten (1960), Hjemkomsten (1965) og Bedraget (1978). Replikkerne var mærkeligt simple og sprogligt næsten spartanske. Samtidig virkede de dristige i deres direkte og næsten truende facon. Og selv om stykkerne ofte foregik hos middelklassen (i England), blev de pludselig eksotiske for tilskuerne. Netop fordi Pinter skildrede dem på en anden måde, end nogen anden havde gjort.

Tilskuerfantasier

Hvor Samuel Beckett skrev sine absurde stykker om tilværelsens eksistens, skrev Pinter realistiske stykker om menneskets nødvendige illusioner. I Danmark blev Beckett den elskede dramatiker - og Pinter måske snarere den fremmede slægtning, der aldrig helt fandt takten rundt om juletræet. Måske fordi vi selv havde en Leif Panduro, der ikke mindst i sine tv-stykker netop beskrev borgerskabets desillusioner med en klaustrofobisk undertekst, men også med en ufordømmende kærlighed, som gjorde publikum tryggere ved den utrygge spejling.

Selv har jeg elsket filmen Den franske Løjtnants Kvinde i 1981 uden at ane, at manuskriptforfatteren var Pinter. Derudover har jeg personligt kun oplevet én Pinter-forestilling, der gjorde uudsletteligt indtryk, nemlig hans Elskeren fra 1962 på Café Teatret i 1992. Henning Jensen havde oversat, Göran Stangertz havde instrueret, og Kirsten Thomsen var scenograf. Og Solbjørg Højfeldt og Hans Henrik Voetmann spillede parret, der optræder i nye roller over for hinanden hele tiden, simpelthen for at holde den erotiske kedel i kog. Højfeldts overraskelse var raffineret, når dørklokken ringede endnu en gang, og Voetmann buldrede frem i nyt tøj og med rå liderlighed og nydelige hverdagsbemærkninger. De spillede drivende lidenskabeligt og samtidig aldeles uantasteligt. Al erotik sad i ordene og i fantasiens billeder, inspireret af åndedrættene hos de villige, smækre kroppe.

Spørgsmålet var så, om der overhovedet foregik noget? Eller om alle deres heftige møder kun udspillede sig i deres fantasier - eller i tilskuerens?

Eller som Pinter selv formulerede det - i et berømt citat fra 1958, der ligger på Pinter-organisationens hjemmeside: "Der er ingen fast grænse mellem, hvad der er virkeligt, og hvad der er uvirkeligt - heller ikke mellem hvad der er sandt, og hvad der er falsk. En ting er ikke nødvendigvis enten sand eller falsk; den kan både være sand og falsk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu