Læsetid: 4 min.

Ingen metaforer og fancy ting

Sune Rose Wagner har taget turen fra Sønderborg til New York og undervejs spillet i to af nyere dansk rockhistories vigtigste bands. Nu er han aktuel med sit første soloalbum, der samtidig er hans første på dansk
Sune Wagner er vendt tilbage til Danmark og det danske sprog for en kort bemærkning. Wagner, der nu er bosat i New York, har netop udgivet sit første soloalbum, det dansksprogede -Sune Rose Wagner-.

Sune Wagner er vendt tilbage til Danmark og det danske sprog for en kort bemærkning. Wagner, der nu er bosat i New York, har netop udgivet sit første soloalbum, det dansksprogede -Sune Rose Wagner-.

A:larm music

10. december 2008

Under ærmet på højre underarm har sangeren fra The Raveonettes en tatovering af den amerikanske beatpoet Jack Kerouac. Men det kan man ikke se på denne kolde decemberdag, hvor Sune Wagner er pakket godt ind.

Sune Wagner er på juleferie i København. Han har netop udgivet sit første soloalbum, det dansksprogede Sune Rose Wagner. Normalt bor den 35-årige musiker i New York.

"Jeg har arbejdet ret hårdt for at nå de ting, som jeg har gået og drømt om, fra da jeg var ganske ung. Derfor synes jeg, at det er fedt at bo i New York og tænke 'du gjorde det sgu'," siger Sune Wagner. Han sidder bag sin sorte MacBook i kælderen til en venindes butik i indre København.

Rockmusikeren

Den sorte øjenskygge fuldender det dystre drengede udseende, der kendetegner Sune Wagner.

Der er noget rockstjernekarikeret over ham. Kan en sønderjyde virkelig tillade sig at have Jack Kerouac tatoveret på armen eller bo i New York og ligne Lou Reed? Ifølge Sune Wagner er det at være rockmusiker blot hans arbejde.

"Der er da sikkert mange, der spiller musik for at score damer og blive set. Eller fordi de gerne vil være kendte. Men det har aldrig været min interesse."

Da bandkollegaen i The Raveonettes, Sharin Foo, i sommer skulle have et barn, benyttede han lejligheden til at indspille sit første soloalbum. Det blev til et album på dansk. Noget han aldrig har prøvet kræfter med før.

På dansk

Nu er Sune Wagner vendt tilbage til Danmark og det danske sprog for en stund. Ringen kunne synes sluttet. Men mest af alt er pladen et resultat af den arbejdstrang, der på det seneste har ramt Sune Wagner. Det selvdestruktive er tvunget i baggrunden.

"Jeg er blevet mere disciplineret i forhold til arbejdet end tidligere. Jeg elsker jo at arbejde. Nu bruger jeg meget mere tid på at arbejde end at gå ud. Også fordi jeg laver andre ting end Raveonettes nu. Der er kommet mere arbejde på bordet."

Med hensyn til Sune Wagners danske debut mener han, at han blotter sig mere på sit modersmål end det sædvanlige engelske.

"Jeg synes, jeg har været enormt åben på den nye plade. Jeg har udstillet mig selv enormt meget, og det er blevet en meget personlig plade. Jeg kunne da sagtens have brugt længere tid på den og forsøgt at skjule meningerne og dække dem under metaforer og fancy ting. Men nu valgte jeg bare at lave den helt ærlig."

På pladen kombineres Sune Wagners velkendte amerikanske melankolske lyd med det modersmål, som han de seneste mange år ikke har levnet meget opmærksomhed.

"Det er en meget interessant kombination. Jeg kan ikke rigtig se en anden dansk plade, som lyder som min. Det var ikke en plade, som skulle være en stilsættende plade eller noget helt vildt. Det skulle bare være en plade, som jeg havde lyst til at lave. Hvis folk kan lide den, er det jo altid sjovt."

Sune Wagner har skrevet teksterne til alle sangene selv, på nær to. Den ene er af en ukendt forfatter. Den anden af Emil Bønnelycke.

No fucking way

Sune Wagner kommer fra Sønderborg. I midten af 90'erne slog han igennem med bandet Psyched Up Janis. Da bandet i slutningen af 90'erne blev opløst, fungerede han en tid som backingmusiker for forskellige danske kunstnere, blandt andre Sort Sol, og spillede i bandet The Tremolo Beer Gut.

The Raveonettes udsendte i 2002 debut-EP'en Whip it on. Stilen var minimalistisk garagerock i b-mol.

Den legendariske Rolling Stone Magazine-skribent David Fricke var vild med The Raveonettes. Gruppen sikrede sig en international pladekontrakt hos Columbia og udgav i 2005 pladen Pretty in black. De passede godt ind i den bølge af 'The'-bands, der spillede rock fra en anden tid.

Forventningerne til et internationalt gennembrud var tårnhøje. Pladen blev ikke den millionsællert, som blandt andre pressen havde lagt op til. Men mest af alt irriterede hypen Sune Wagner.

"Jeg kunne da godt have fortalt pressen, at vi aldrig ville sælge en million plader af Pretty in Black. No fucking way! Prøv da at høre pladen og lyt til, hvad der sælger en million plader."

Efter Pretty in Black er The Raveonettes vendt tilbage til et mere støjende udtryk på albummet Lust Lust Lust og en række EP'er og lanceres nu af mindre pladeselskaber.

50'erne og 60'erne

Der løber et tydeligt 50er- og 60er-inspireret spor igennem Sune Wagners projekt. Især i The Raveonettes, hvor han sammen med Sharin Foo blander den gamle lyd med 80'ernes støjrock a la The Jesus and Mary Chain.

Sune Wagner har ikke tænkt så meget over brugen af lyden fra 50'erne og 60'erne.

"Det er jo min stil. Det er den måde, jeg er vokset op med at spille guitar på. Jeg er jo ikke vokset op med at spille firserguitar og halvfjerdserguitar. Jeg kan ikke så meget andet på den guitar, når det kommer til stykket."

Når man laver musik, der trækker på lyden fra en anden tid, kan det ikke undgås, at nogen blandt anmeldere og publikum begynder at rynke på næsen og tale om pastiche.

"Hvis du har et eller andet band, som spiller nogle dissonante toner i en sang, så ripper de Sonic Youth off. Sådan snakker folk jo hele tiden om alle bands. Sådan noget har jeg aldrig gået så meget op i."

Se The Raveonettes live i Vega 05.12.2007

Live session med Sune Wagner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu