Viktor Vendekaabe gik fra den ene store opgave i samfundet til den næste, omstrukturerede og slankede de virksomheder der var ham betroet, så man næppe troede det muligt, gjorde sin ledelse synlig og ryddede ud radikalt. Fremgangsmåden var den samme hver gang: For at sikre sig at medarbejderne forstod, hvad det hele gik ud på, indsatte Viktor Vendekaabe altid de rette folk i mellemlederstillingerne. Som hovedregel personer der ikke havde gjort sig fagligt bemærkede, men som forstod signalerne og hvor den nye ledelse ville hen. Således gik sagkundskaben ganske vist tabt for de pågældende virksomheder, eftersom de forbigåede fagfolk, der ikke direkte blev sagt op, ofte selv fandt anden beskæftigelse eller gik på efterløn. Men disse tab blev på storartet vis vejet op af at virksomheden til gengæld nu vidste, hvor Viktor Vendekaabe ville hen.
Der opstod nu og da situationer, som da alle gigtlæger og forskere i Statens Gigtdirektorat tog deres afsked på én gang. Det skete da Viktor Vendekaabe indsatte en kendt boldspilstræner som underdirektør. Det måtte man tage med.
Grav mere
Det store apparat anerkendte Viktor Vendekaabes effektivitet. Når finansloven krævede besparelser, sparede Vendekaabe mere end politikerne forlangte; når ministeren luftede en idé udførte Vendekaabe den straks.
Ved det store politiske opgør, systemskiftet som den sejrende sides ideologer triumferende kaldte deres nye flertal, havde Viktor Vendekaabe allerede stilfærdigt gjort opmærksom på markedets uforlignelighed. Alle statslige virksomheder havde kun godt af at blive målt med det privates målestok. Hvem sagde at f. eks. arkæologer ikke ville blive bedre, hvis de arbejdede efter et konkurrenceparameter. Den der fandt mest, ville også få mere i løn og flere bevillinger til gravearbejdet. Denne ordning gennemførte Viktor Vendekaabe, da han var overdirektør for det samlede museumsvæsen. Og da Vendekaabe siden blev chef for Teatersamarbejdet, lod han sin næstkommanderende, en tidligere direktør i en svømmehal, nedlægge de teatre der ikke havde 100 procents publikumsdækning. Hvor Viktor Vendekaabe kom til, blomstrede virkedueligheden. Medarbejderne forblev på deres arbejdspladser til langt efter fyraften; ingen følte trang til at gå tidligere hjem. I solidaritet med arbejdspladsen, der meget vel i nattens løb kunne blive lagt sammen med andre eller nedlagt, blev medarbejderne ét med arbejdet, dér hvor Viktor Vendekaabe var leder.
Man satte pris på den dygtige og målrettede Viktor Vendekaabe, der fik tingene til at glide, forstod at begå sig og etablerede personlige relationer til sine overordnede. Da Vendekaabe således blev udnævnt som øverste chef for undervisning og forskning, lærte han med det samme undervisningsministerens fem sangtekster udenad, de sange den ambitiøse minister, der gik med en fædrelandslyriker i maven, havde fået optaget i den nye Folkets sangbog. Det skete netop som sangbogsredaktionen - Viktor Vendekaabe var bestyrelsesformand for dette selskab - skulle til at søge om midler til næste udgave.
Nye udfordringer
Ydermere skrev Viktor Vendekaabe nu igen i avisen. En fast rubrik i en af de store, hvor han hver søndag behandlede kristne emner eller gik i rette med fortiden, dengang en afsporet universitetsungdom havde spærret rektor inde på lokum, og venstreorienterede kulturradikale elementer havde begået landsforræderi og drevet spionage til fordel for østblokken. Det var selvopgørets tid, skrev Viktor Vendekaabe og satte navne på de medstuderende i sin tid, der mest ivrigt havde prædiket det nye, men falske evangelium dengang. Sig selv medinddrog Viktor Vendekaabe ikke i dette regnskab, eftersom han jo for længst havde indset fejlene og ikke behøvede gøre nærmere rede for dem. Og ingen bebrejdede ham heller noget; Vendekaabe viste jo dagligt sin loyalitet over for demokrati og marked. Værre var det med dem der gik og puttede med tingene.
Og Viktor Vendekaabe blev udnævnt til bestyrelsesformand i det nye forskningsselskab der fik til opgave at gøre op med fortidens kulturradikale fejltagelser i de såkaldte menneskerettigheders hellige navn. En kulturkrig blev højtideligt erklæret af statsministeren. Viktor Vendekaabe stod forrest i kampen mod alle gamle falske guder og profeter.
En dag var der gået syv år med ryggen i vinden. Viktor Vendekaabe havde været det meste af statsforvaltningen igennem og slanket, tyndet og omstruktureret i eget billede, skåret det syge og overflødige bort og afskediget i hundredvis, ja i tusindvis af selvtilstrækkelige politisk korrekte fagfolk.
Og så var der valg i Amerika. Ingen regnede med at en outsider kunne vinde, farvet og radikal som denne var. Men outsideren vandt ikke desto mindre. Nye vinde blæste over Atlanten. Alt kunne ske.
Viktor Vendekaabe var parat til nye udfordringer.
